Mens vi venter.

Jeg har altid holdt af at gå på kirkegårde. Det er noget, min mormor har lært mig. "Det er de dødes have", sagde hun. Og mormor var glad for haver.














Da Jørgen og jeg var ret nygifte, boede vi i Horsens. Vores familier boede i Nordjylland og i København. En dag kom vi til at tale om, hvor vi ville begraves, hvis en af os skulle dø. Horsens virkede ikke som et sted, vi kunne tænke os at efterlade hinanden, og som præstebørn havde vi ikke rigtigt et sted, vi hørte til. Vi sad lidt og tænkte hver for sig og sagde så næsten i kor: "Elling kirkegård". Det er den kirkegård, vi bruger i Strandby, men dengang var der ingen af os, som havde boet her, så egentlig var det lidt sært. Jeg tror, det handlede om, at vi begge har familie her - Jørgen mest - og så er her en metodistkirke, hvor nogen ville vide, hvem vi var.
Da min mor døde, skulle min far, søster og jeg så beslutte, hvordan hun skulle begraves - eller rettere, hvor hendes urne skulle sættes ned. På Elling kirkegård, selvfølgelig. Det er jo her vi bor. Men hvilket gravsted? Sådan et et rigtigt familie-gravsted, eller i et lille urne-gravsted, eller? Min far spurgte lidt forsigtigt, om vi kunne sætte hende, og senere ham, i de ukendtes grav. Min søster og jeg kiggede forbløffet på ham og sagde: "Aldrig!"
Nu har jeg et gravsted at gå til. Det har tidligere været vist på bloggen. Her er i stedet billeder fra tre meget forskellige grave på den meget lille kirkegård i Højen/Gl.Skagen







Hjertestenene ligger smukt på den flade sten. Det savner jeg at kunne på mine forældres grav. Det er en smuk (jødisk) skik. Den høje sten er dekoreret af Niels Helledie - og trækorset vokser næsten frem i marehalmen.
Jeg tror helt sikkert, at nogen vil finde på noget fint til mine jordiske rester, når den tid kommer. Et eller andet skal vi jo gøre med hinanden, indtil Herren tager os hjem!