Thursday, March 31, 2011

Hindbær i april

         "April come she will"



som Simon og Garfunkel synger. Og "Aprils væde er bondens glæde", lyder et gammelt mundheld. Ok med mig. Jeg har nemlig købt en ny frakke, der kan tåle regn. Den er fra Bergen, hvor de har regnrekord i vores verdensdel. 
Det skal måske nævnes, at butikken også havde den i sort og grå. Se mere her 

Tuesday, March 29, 2011

Win - win!

Lions-klubberne har en fin skik med at støtte arbejdet mod misbrug. Det foregår bl.a. ved at medlemmerne køber tulipan-buketter. Pengene går til arbejdet, og blomsterne giver de væk til hvem de vil. I går kom en glad Lions-kvinde, Bente ind på kirkekontoret og forærede Louise og mig hver sin smukke buket!

Det er da en god ide! Læs mere: http://www.lions.dk/side/38

Forårsklar reder!


Husbond er jo også skibsreder. Han har en robåd  nyindkøbt sidste år og en kajak, der er 29 år gammel, det samme er pagajerne. Årer og pagajer er nu nylakkerede og klar til mange, mange sømil.

Sunday, March 27, 2011

Billedløs

Jeg ved ikke, hvad der sker, men jeg kan åbenbart ikke lægge billeder ud på bloggen i dag, hverken her eller på "Williams farmor" - de forsvinder i  hvert fald igen! Hmmm - ja, men så faster jeg fra billeder i dag.

Lørdagsskovtur nu med billeder!



Lørdags-skovtur

Solen skinnede fra en skyfri himmel, men det var koldt! Vi kørte til skoven på Jyske Ås, hvor der er læ og gode stier. Jorden var frosset, så det var let at gå overalt. Træerne blive vel grønne en gang. Lige nu er det svært at forestille sig. Turen gik over Sæby havn hjem - med kaffe og udsigt! På vejen videre handlede vi sushi til aftensmad inden vore interesser delte sig: Husbond til skøjtehallen og jeg på løbetur. Herlig lørdag. At natten blev en time kortere var der taget højde for i kirken. Vi inviterede til rundstykker og kaffe kl. 10, sommertid og gudstjeneste kl. 11. Vi plejer at gøre det omvendt - gudstjeneste kl. 10 og kaffe kl. 11. Der var mange, som syntes godt om byttet.

Friday, March 25, 2011

Åh Dagmar!

Mustang 28" damecykel 3 gear Model DagmarSom trofaste bloglæsere måske vil huske, blev min gamle cykel stjålet og senere fundet, men desværre var den ødelagt. Den var ikke låst, men den stod jo i min carport, så jeg mener egentlig ikke, det burde gøre noget. I vores lille by kan man godt "låne" en cykel, men den skal på plads igen - eller sættes et sted, hvor den er til at se. Og naturligvis skal man ikke ødelægge andres ting. Jeg har fået mange cykler stjålet - mine egne og mine forældres - og min datter har fået min cykel stjålet. Selv har jeg aldrig taget eller "lånt" andres cykler. Egentlig forstår jeg ikke, at nogen bare kan tage en cykel, men jeg læste for nyligt om en ung mand, der havde overrasket en "pæn" dame, som var ved at lægge din dyre designer taske i en cykelkurv på en cykel, der tilhørte en ven af den unge mand. Da han begyndte at råbe op, svarede hun lidt fornærmet: "Jamen, den var jo ikke låst"! Hvis den dame, eller en anden cykeltyv skulle komme forbi min nye "Dagmar", så vær venlig at lade den stå! Låst eller ulåst. Det er min, og jeg skal bruge den.

Tuesday, March 22, 2011

Godt valgsprog

I Kristelig Dagblad har de i dag et portæt af domprovst ved Københavns domkirke Anders Gadegaard, en dygtig, flittig, markant og venlig mand, såvidt som jeg kender ham. Han er omtalt, fordi en af institutionerne i Danmarks Radio, Morgenandagten fra Københavns domkirke, efter sammenlægningen af P1 og P2 (gys!) kun vil kunne høres (bortset fra i kirken) med en dab-radio eller på TV stationen DR2. Morgenandagten er udsendt gennem de seneste 80 år, og er DR's ældste udsendelse. Det er alt sammen meget sørgeligt! Men om Anders Gadegaard stod så, at hans valgsprog kunne være: "Man skal ikke græde over spildt mælk - så længe koen stadig er i live!" Det synes jeg, er en meget god tilgang til tilværelsen.
Posted by Picasa

En afrikansk bøn som også er min!


Befri mig, Gud,
fra fejheden,
som ikke tør at møde nye sandheder,
fra dovenskaben,
som er tilfreds med halve sandheder,
fra hovmodet,
som tror sig at eje hele sandheden.
Amen

Fra Kenya

Posted by Picasa

Friday, March 18, 2011

Overspringshandlinger

Hvad er der egentlig i vejen med dem - overspringshandlinger? Jeg er et af de underlige mennesker, der har uendeligt svært ved at få en stor opgave fra hånden i god tid. Det er godt, at børn bliver født på deres fødselsdag, ellers havde jeg været gravid med den første endnu. Og han er 28 og far! Men i tiden fra jeg sætter igang for alvor, og til jeg står med det færdige resultat, kan jeg få ganske meget udrettet. Altså ting, der slet ikke var på dagsordenen, da jeg planlagde mit arbejde. I dag var absolut sidste udkald for indberetning til menighedens årlige konference. Den blev færdig kl 22. Men jeg har fx også gjort rent, ryddet op på skrivebordet og i kirken, lavet mad og vasket tøj. Og talt medlems-statistikken sammen. For første gang er vi over 700 børn og voksne medlemmer i Strandby Metodistkirke. En af de yngste har taget dagens foto, tak Freja!
Posted by Picasa

Thursday, March 17, 2011

En dejlig bog!

På vinterferie i Sverige fik jeg to dage i træk anbefalet romanen "Igelkottens elegance" - begge gange af kvinder, hvis bedømmelse jeg sætter højt. På dansk hedder den "Pindsvinets elegance". Forfatteren er fransk men bosat i Japan. Jeg købte den i pocket-udgave i Stockholm. Der er 3 ting, nej 4, jeg holder meget af ved Sverige:1) "Mennesket" er et hunkøns-ord, 2)dynebetrækkene har åbninger øverst i siderne, så det er nemt at trække dynen på plads, når man skifter, 3) allemansretten og 4) at der ikke er moms på bøger!
- Jeg køber altid bøger, når jeg er i Sverige, ikke kun fordi de er billige men også for at holde mit sprog ved lige. "Igelkotten" er dog på grænsen af min sproglige formåen. Sproget er så rigt og flot, selvom selve handlingen er enkel. Det er en herlig historie om en intelligent kvinde (på min egen alder), der født i fattigdom både materielt, åndeligt og intellektuelt, lever i sit skjul som portnerkone i en ejendom i Paris. Her læser hun filosofi, litteratur og videnskab, hun ser film og lytter til musik og lever et rigt indre liv, kun delt med en god veninde. - I ejendommen bor også en ung livstræt skolepige - ligeledes meget intelligent, der egentlig har besluttet at tage livet af sig og brænde forældrenes lejlighed af. - Husets beboere incl. hunde og katte bliver iagttaget og bedømt af begge kvinder, der dog ikke kender hinanden andet end overfladisk. Men så flytter hr. Kakuro Ozu fra Japan ind! - Bogen er filmatiseret og kommer som dvd til april. På dansk hedder den: Pindsvinets elegance

Tuesday, March 15, 2011

fra dagens "væv"

>>I en indskrift fra 1600-tallet i en kirke i Baltimore står der: "Gå trygt i travlhed og larm - husk på, hvilken fred der kan findes i stilheden. Du er et barn af Verdensaltet.

Ligesom stjernerne og træerne har du ret til at være her. Forbliv i fred med Gud, uanset hvad du tror og tænker om hans eksistens."<< - fra dagens læsning i "Væven" af Martin Lönnebo.
Og en af jer, der kigger forbi onsdag, bliver gæst nr. 60.000! Det er da noget. Tak fordi du ser inden for, uanset nummer.Posted by Picasa

Faste

Vi er en uge inde i fasten. Jeg kom lidt skidt fra start med mine aftaler med mig selv, men det var bare den første dag. Problemet er, at jeg, som udgangspunkt ikke faster for at andre skal lægge mærke til det. Det er en aftale jeg har med mig selv om at gøre nogen ting på anden måde, end jeg plejer - eller helt at undlade noget. Men der er også mennesker, som er oprigtigt interesseret i at høre, om jeg faster og hvordan. Med dem deler jeg gerne erfaringer. Det er en del år siden, jeg tog fastetiden som den udfordring, den er, og siden har jeg oplevet, at glæde mig til den periode af året. Det er en tid for forårsrengøring - også mentalt og fysisk - en mulighed for at rydde op i vaner og uhensigtsmæssig adfærd. Og selvom jeg ikke er en del af et fællesskab, eller en kirke, der praktiserer faste, så ved jeg, at jeg deler denne tid med rigtigt mange mennesker ud over jorden. Min tro er, at Gud satte alt til side for at være sammen med mig. Jeg øver mig i at sætte lidt til side, for at være sammen med ham.

Sunday, March 13, 2011

Fest


For lang tid siden fik jeg en speciel invitation til et kobberbryllup. De to kære mennesker havde tænkt at invitere alle deres gæster til at arbejde med en gudstjeneste, som naturligvis skulle være åben og offentlig. Temaet var "Menneske, hvor er du?", Guds spørgsmål til Adam efter faldet.
De børn og unge, som var med til festen, havde deres egne værksteder. Børnene arbejde sammen med Elin fra Tante Andante, - huset i Lemvig, og de unge havde Jens Jødal som inspirator og instruktør. Børnene malede videre på nogle ældre "kunstværker", og lærte sange, som var et festligt bidrag til gudstjenesten. Jens lavede et gribende skyggespil med de unge over fald og frelse. Og de voksne? Ja, de havde 2 1/2 time med tekster fra litteratur og Bibel at læse og samtale om. Desuden skulle de lave en station, som alle gudstjenestedeltagere kunne besøg.
Her blev arbejdet med masker og spejle, og brød blev bagt og delt.
Det var en spænde opgave at få - og det blev en dejlig fest.Posted by Picasa

Friday, March 11, 2011

Glæd dig!

Billedet øverst viser husbond, der synger på dagens møde i Brønderslev. Billedet nederst er fra Danske Kirkedage, Kristihimmelfartsdagene 2010. Det viser "udskiftnings-bænken" på Viborg stadion fyldt med præster og andet godtfolk ved åbningsgudstjenesten. Næste gang, der er Danske Kirkedage er Kristihimmelfartsferien 2013. Og det er i Aalborg! Forberedelserne er godt i gang, og i dag var vi samlet 60 mennesker til brainstorm og opstart. For nogen af deltagerne er det helt fra bunden, at lære fænomenet Kirkedag at kende. De første i Danmark blev holdt i Haslev i 1968, og siden har der været Kirkedage hvert 3. år. Jeg har været med mange gange, først med mine forældre og senere sammen med min egen familie. Flere gange har jeg medvirket ved gudstjenester eller workshops. I Viborg var jeg med i pilgrims- og spiritualitets-udvalget. Vi drømte i dag om at komme meget ud over de "almindelige" kirkegængere - ud i byen med events, sang og musik, optog og dans. Kirkedage er som de store messer for livsstil, sundhed og bøger. Bare med en broget mangfoldighed af kristendom og kirke. Meget arbejde ligge forude - men det bliver spændende og godt! Ses vi?

Thursday, March 10, 2011

Kongens store tale

I søndags lykkedes det ved gode menneskers mellemkomst, at komme i biografen og se "Kongens store tale". Det er en film lige efter mit hoved: dejlig, smuk, sjov og alvorlig. Bestemt sine Oscars værd.
Jeg har en dyb tro på, at ligesom mennesker kan gøre hinanden uendeligt fortræd, er det også muligt for mennesker at hjælpe hinanden med at læge og hele det, der er ødelagt. Filmen giver et flot indblik i et sådant forløb. God terapi, indlevelse, mod og fantasi kan på uortodoks vis udrette store ting. Forudsætningen er at kunne mødes i et ligeværdigt forhold.

Monday, March 7, 2011

Fastelavn er mit navn

Kirken var fyldt med børn og voksne til dagens gudstjeneste. Børnene var flot og fantasifuldt udklædt som altid til vores fastelavnsgudstjeneste.


 Vores egen lille pirat var ikke så meget for alt den sang og musik, så han gik med farfar hjem og spillede lidt klaver og hyggede sig. Vi andre spiste fastelavnsboller, drak kaffe og så på at børnene slog katten af tønder - der var to af slagsen.
På onsdag er det så askeonsdag, og fasten begynder.

Saturday, March 5, 2011

To spændende, kloge og naive mænd

Vi har holdt Nordjysk Kirkedag i Vesterkær kirke i Aalborg i dag. Overskriften var >>Den mellemøstlige "fredsproces"<< Vi var 90 deltagere til en meget spændende dag. Peter Lodberg er lektor ved Århus universitet og har skrevet doktorafhandlingen "Tro og magt i det hellige land". Han fortalte om de kristne palæstinænsere i Israel - der er 100.0000 - 120.000 i selve Israel og 50.000 - 60.000 på Vestbredden. De er i klemme mellem de muslimske palæstinænsere og de jødiske israelere. Mange forlader Israel, fordi det er lettere at skabe sig en god tilværelse i USA eller Europa, hvor de kan finde arbejde og forsørge deres børn. Lodberg har bl.a. været i Betlehem i længere perioder hos præsten i Fødselskirken. De kristne opfatter sig som fredsskabere, der vil forsone og ikke slås. Men historien er jo meget, meget kompleks. Det var Peter Lodberg og dagens næste taler  
 journalist og kronikredaktør på Politiken Anders Jerichow, enig med ham i. Begge har de megen erfaring og mange bekendtskaber i regionen. Begge gav udtryk for den komplexe historie, men også for håb og optimisme og tro på, at mennesker grundlæggende har de samme længsler og drømme. Jerichow fortalte om en kollega i Tunesien, der havde været udsat for tortur, og som sagde: "I må jo ikke tro, det gør mindre ondt på os!"
 Jerichow fortalte også om sitiuationen i Nordafrika og gav sit bud på, hvorfor der er grund til at håbe på en forandring til det bedre. Mennesker ønsker frihed og selvbestemmelse, de vil ikke undertrykkes af gale diktatore. Og det er vestens forbrydelse - dybt hyklerisk - at vi ikke har forventet og forberedt os på tyrannernes fald.
Vi havde god tid til at komme langt omkring, det var rigtigt spændende. - Dagen sluttede inde i kirken, hvor Claudet, som er kristen araber, meget bevægende sang for os.
En af eftertankerne er: Hvad gør vi med den frihed, som andre må kæmpe og slås, måske til døden, for?

Friday, March 4, 2011

Velsignelse over væveren


Må vævens Herre,
nu og altid,
hjælpe dig til at holde ud.
Må han hjælpe dig
dag og nat,
i glæde og i sorg,
i svaghed og i styrke,
lige til den salige stund,
da værket beskues
i himmelens lysende sal,
og englene glædes over
dets klarhed, lethed,
skønhed og friskhed.
Amen
Da Rasmine er overbevist om, at bogen "Væven" af Martin Lönnebo vil gøre hende deprimeret, vil jeg gerne dele den velsignelse, vi læser sammen hver tirsdag, som afslutning på vores samling. Bogen er udgivet på Unitas forlag. Den er ikke let læst, og det er bestemt en fordel at være i en læsegruppe. Men den bringer os megen glæde.

Klar til fasten?

”Tjen så meget du kan, spar så meget du kan, giv så meget du kan.” Sådan har vi lært af vores kirkefader John Wesley (1703 – 1791)

Hvad der er sparet er tjent. Man kunne også sige: Hvad der er sparet er reddet!
På engelsk er det enkelt, det samme ord har to betydninger: ” to save” kan både betyde ”at redde eller frelse” og ”at spare.” Derfor kan vi sige, Gud ske lov for sparetider! Alle mennesker skal dø, men Gud har sparet os og reddet verden og vore liv, da han døde i stedet for os.
Men når vi sparer, kan vi vælge at gemme til eget forråd eller at bruge til andres bedste.
Som kristne ved vi, at alt, hvad vi har, er til låns. Alt er givet af Gud, som har indsat os som forvaltere. Vi lever på en gang i overflod og i sparetider. Som Guds børn er vi faktisk arvinger til hele riget. ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit”, siger faderen i lignelsen om de fortabte sønner. Vi er forpligtet på verden og vore medmennesker, og derfor må vi spare, redde fra overforbrug, misbrug og udnyttelse, og dele af den overflod, vi omgiver os med. Det vi sparer, redder andre. Når vi sparer på energien og naturens ressourcer, er vi med til at frelse jorden. Når vi sparer og lever nøjsomt, redder vi os selv fra misbrug og livsstilssygdomme. Og det, vi sparer er reddet til andres gavn og overlevelse
Snart er det fastetid, fra onsdag efter fastelavn, i år d. 9. marts, og til Påskedag søndag d. 24. april. Fasten varer 40 dage, da søndagene ikke er fastedage men altid markerer Jesu opstandelse. Fastens første dag har fået sit navn Askeonsdag fra traditionen med at indlede fasten ved at tegne et kors på hånd eller pande med olie blandet med aske fra sidste påskes palmegrene.
Fastetid er en årligt tilbagevendende sparetid. Her sparer eller gemmer vi af vores overflod. Det er tiden til at se over vaner og forbrug. Måske skal der spares på tv-forbruget, på slikket, kaffen, alkoholen, byturene, tøjindkøbet, internet-tiden, maden, kagerne, tobakken – mulighederne er uendelige.
Faste er en øvelse i at begrænse de uendelige muligheder vi har. Du kan spare ressourcer og forbrug, men også tid og energi. Det, der er sparet, er tjent!

– og så kommer den egentlige øvelse: at give det du har tjent!

Wednesday, March 2, 2011

Fra dagens læsning i "Væven"

Det onde i verden er ikke at være ufuldkommen, men det er ikke at ville godheden.  "Det tunge i livet: At ville, men ikke kunne. Det onde i livet: At kunne, men ikke ville." (Gunnel Vallquist)
"Væven" af Martin LönneboPosted by Picasa