Her i byen har de et museum, som hedder Pink Palace, fordi det er bygget af lyserødt marmor fra Georgia. Oprindeligt blev huset bygget af en mand, der havde skabt sin formue ved at lave de første supermarkeder. Museet indeholder bla. en kopi af denne butik. Det lyserøde palace blev bygget lige inden depressionen og det store børs-krak - hvor manden mistede alle sine penge - og sit hus, som i stedet blev museeum. - Bensinpriserne, her ved den gamle Ford-T, er virkelig museums-agtige - ca 4 liter benzin for under 18 cent! Nu betaler vi 3 dollar og 89 cent for en gallon, som er ca 4 liter. Hvilket stadig er ca halv pris af, hvad vi betaler i Danmark. Hvor bilerne også koster 3 - 4 gange så meget, som her. Det amerikanske samfund er bygget op omkring bilen. Her i syden er det for varmt, til at man kan cykle, og vejene er heller ikke indrettet til det. Jeg forsøger at komme op før 8 hver morgen, så jeg kan løbe inden det bliver alt for varmt. I går vågnede jeg for første gang til regnvejr og i løbet af dagen blev det ligefrem køligt - vi var nede på 34 grader. Temperaturen ændrer sig ikke i løbet af natten - meget underligt. Som så meget andet i det her land. Hvor nyhederne til morgen fortæller, at to mennesker blev dræbt i en kirke et sted i staten i går.
Vi havde en god dag i kirke - igen i en sort kirke, denne gang en baptist. Vi begyndte klokken 11 med herlig gospel og dåb af 7 mennesker, de fleste unge. Herefter fortsatte gudstjenesten til klokken 13 med bla. hele to, meget gode prædikener. Senior-præsten var ude, så de fire assistenter tog chancen og prædikede alle fire ved dagens to gudstjenester. De to, vi hørte, var med fuldt manuskript - over samme tekst, manden, der var besat af en legion af demoner, men fik en total "Make over" og blev et nyt menneske - meget politiske og udfordrende. En meget god søndag!
No comments:
Post a Comment