Thursday, November 28, 2013

Tak

Det er store-takke-dag i USA. Jeg sad gerne med ved min søsters middagsbord og spiste kalkun sammen med hende og familien. Men jeg har tilbragt dagen i Skåne, og der er også meget at sige tak for - dedikerede medarbejdere, der rundt om i menighederne længes efter forandring og fornyelse! Det er der, det begynder: i vores egen længsel. Der møder Gud os! Tak, også for det!

Tuesday, November 26, 2013

Lasse!

 I disse minutter er Strandby Metodistkirke fyldt med mennesker, blomster musik og Guds nærvær. Netop nu bisættes Lars-Henning Clausen, en god og kær ven, netop fyldt 60. Det første møde, jeg husker, med Lasse var en patruljeførertræning. Han var soldat i Livgarden, jeg er millitærnægter, så han måtte finde sig i en del kommentar og drillerier fra mig. Senere har jeg forstået, at det naturligvis var de store idealer i tilværelsen: Gud, konge og fædreland, der gjorde det helt naturligt, at Lasse var garder! Jeg har stadig svært ved at se ham for mig med et gevær i hænderne - undtagen som på vagt hos dronningen på Amalienborg. Dét kan jeg sagtens forstå.
Lasse er fra Strandby - fra to markante familier med rødder der. Og han elskede sit sted på jorden! Da vi, for 25 år siden flyttede til den lille by 30 km syd for Skagen, blev Lasse og Anne-Kirstine en del af vores liv og hverdag. En typisk Lasse-kommentar: "Når det er sommer, og vejret er godt, så er der intet sted på jorden så dejligt som Strandby!" - så hvorfor tage på sommerferie?
Jeg fik glæden og æren at vie de to kære mennesker for snart 25 år siden. Hjemmet, hvor bryllupsfesten blev holdt, er det dejligste hus med "Anne-gård" (åh denne underfundige nordjyske, lune, der beriger tilværelsen) klematis i mængde, skulpturer i træ og sten - kreativitet og hygge. Og med et af Strandbys ældste huse i baghaven! - For her begyndte metodismen i Strandby, da Lasses morfars far Niels Tvilling indbød den første metodistprædikant til møde.
Hverdagen delte Lasse, som mange andre i byen, mellem hjemmet og havnen. Familiefirmaet Tellfisk, på den nordre mole dannnede ramme om hele hans arbejdsliv. Her bliver den fineste, friske gourmet-fisk forarbejdet. Glad var Lasse, når han kunne vise de forskellige fiskearter frem for nysgerrige besøgende. Brorson spørger i sin salme: "Hvad skal jeg sige, når mit sind i havets dybe grunde kun dog så lidt kan kige ind og ser så mange munde?" - Ja, jeg er nok kommet til at sige, at fx. en Havtaske er grim. Men nej, sagde Lasse: "Alle fisk er smukke!" Så han tegnede og malede dem - som han malede, helst akvarel, måger, kirken, Hirsholmene, havet, stenene - eller lettere karikeret: sine sang-kammerater i mit absolutte favorit "drengekor," Wesley-Chapel-singers. Det begyndte som et lejlighedskor i 1988, og de er aldrig stoppet. De synger også i dag ved Lasses båre. Til alle konfirmationer, Allehelgen og juleanledninger er de selvskrevne. Men de er altid klar - til både sjov og alvor, og de synger så dejligt!
Lasse giftede sig som sagt med sit livs kærlighed Anne-Kirstine! Og dermed blev musikken en endnu større del af tilværelsen. Hun er dygtig organist og holder sammen på musik og kor med både voksne og unge. Og hun har holdt styr på Lasse og hans lidt rastløse, sprudlende kreativitet - og givet ham lov til at lege. Lasse, der også styrede virksomhed og var frimurer, tog ansvar og var pligtopfyldende.
Da de to kære mennesker blev forældre til først Amalie og snart efter Christiane, blev livet endnu større og rigere. Familien var en gave og en rigdom for Lasse, og hans tre "piger" var det bedste i hans liv.
Kattene, flyglet (både hjemme og i kirken), rejser og venskab, god mad, sjov og alvor. Lasses kære forældre  - der er så uendeligt mange gode minder - de mange samtaler på kontoret om politik, tro og kirke, musik, famlie, historie og fremtid - sorg og glæde!
- En af mine sønner sagde, at Lasse var lidt som en onkel for ham. Det forstår jeg udmærket, for i venneflokken havde han en slags store-bror-status. At ære Lasses minde bliver ikke svært! Men at undvære ham?
I sommer blev det klart, at han var syg - det var kræft, og de forskellige behandlinger hjalp ikke. Det hele er gået uhyggeligt stærkt og i sidste uge kom beskeden, at Lasse ikke er her mere.
Det er ikke til at forstå - hvilket vi heller ikke skal. Der er ingen mening i sygdom og død, i at vi mister vore kære.  Men Gud er med os i livet, som i døden; som Salmisten skriver i Samle 139:
"Stiger jeg op til himlen, er Du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er Du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast. Siger jeg: Mørket skal dække mig, lyste blive til nat omkring mig," så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset!"
Og som "Chaplerne" ofte har sunget:
Led mig Gud.
Led mig i retfærdighed.
Ban du din vej og gå foran mig.
For det er dig Gud,
Herre, dig alene,
som lader mig få
hvile og fred i dig.

Saturday, November 23, 2013

Intensive dage i Gävle

Denne uge har jeg tilbragt i Sverige. Kirken her er en af de to Equmeniakyrkor i Gävle. Sammen med de øvrige ledere tilbragte jeg dagene i de to fine gudshuse.
Der blev dog også tid til at følge en meget vigtig fodbold kamp, vm- kvalifikationskampen mod Portugal. Sverige skulle vinde med to mål men tabte 2 - 3.
Vi talte om forsoning, nadver, kriseberedskab, fik orientering fra ungdomsorganisationen og fra missionsfolkene. Vi fejrede nadver og bad for hinanden og nåede slet ikke alt på dagsordenen.
Togrejsen hjem tog 8 timer, og desværre blev jeg syg og har ligget brak. Nu er jeg frisk igen. - Men en kær, elsket ven er død denne uge. Det kommer der mere om på bloggen.  

Tuesday, November 19, 2013

Kollega-dage i Gävle

 Dagen begyndte for mig meget tidligt. Kl. 12 skulle jeg være i Gävle (som ligger noget nord for Stockholm). Rejsen begyndte i Hässleholm, hvor jeg overnattede efter en dag i regionen.
 Alle kirkelederne fra Equmeniakyrkan er samlede, og vi har masser af vigtige ting på dagsordenen. Bl.a. blogs og anden kommunikation. Vi får hjælp af nogle af de ansatte - her Åsa Runström.
Dagen begyndte som sagt tidligt. Men også kirkeledere har brug for at være sammen om andet end tjeneste. Så i aften er der nogen, som har bedt om at få en eller anden fodbold-kamp på dagsordenen:-) Selv er jeg mindst ligeså interesseret i at følge med i valget hjemme i kommuner og regioner.

Væve i kirken?

 Javist kan man væve i kirken! Det har vi gjort i mange år i Strandby Metodistkirke. Dvs - vi har været sammen om at læse Martin Lönnebos bog Væven, som vi har ladet fylde og påvirke vore liv. - Gruppen væver fortsat hver tirsdag - og det er godt at tænke på, når jeg nu ikke længere kan være med.
Mandag aften var jeg og mine to kollegaer i RegionSyd på besøg i Equmeniakyrkan i Tyringe. Her bor en lille menighed med masser af aktiviteter. Hele huset summede af, at her er der plads til mennesker - fra en stor baby-sanggruppe og til kælderen, som tidligere havde dannet ramme om ungdomsgruppen. Nu er der ikke så mange unge længere. Hvad gør man så? Sætter sig ned og begræder fakta? Nej i Tyringe så de, at her i lokalet var plads til vævestole. Kvinder fra byen har nu anbragt deres store væve, og fået nøgler til kirken, så de kan væve sammen. Både de to gange om ugen, der er programsat, og hvis de lige skulle få lyst til at slå lidt mere ind. - Hvad enten vi væver på den ene eller den anden måde, kan ord fra Salme 139 i Bibelen være til inspiration:
Det var dig, der dannede mine nyrer,
du flettede mig sammen i min mors liv.Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,underfulde er dine gerninger,jeg ved det fuldt ud!Mine knogler var ikke skjult for dig,da jeg blev formet i det skjulte,blev vævet i jordens dyb.Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje;alle dagene stod skrevet i din bog,de var formet,før en eneste af dem var kommet.Hvor er dine tanker dyrebare for mig,hvor stor er dog summen af dem, Gud!Tæller jeg dem, er de flere end sandet,bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.

Monday, November 18, 2013

Søndag med Lomma og Leuenberg

 I byen Lomma nord for Malmö ligger Strandkyrkan - en fin lille kirke, 20 år gammel. Menigheden er er meget ældre men har flere gange bygget nyt.
 Jeg indser, at det kun er blevet billeder af kirkerummet og ikke af de dejlige mennesker, som jeg fejrede gudstjeneste med. Der var smuk solosang af Katarina Rydén, musik af menighedens præst Per, der også ledte, mens jeg fik lov at prædike.
 Ved kirkekaffen fortalte jeg om arbejdet i Regions Syd. Efter et besøg med samtale om arkivering efterfulgt af en dejlig middag, gik turen i al hast tilbage til København.
 
 Her var der indbudt til festgudstjeneste i Den Reformerte Kirke i Gothersgade i anledning af 40 året for Leuenberg-fællesskabet. I 1973 begyndte teologiske samtaler og senere også gudstjenestefejring med lutherske og reformerede kirker. Senere er også metodistkirker kommet til. Repræsentanter for de tre kirker, som også i det daglige arbejder med disse spørgsmål, og venner fra andre kirker deltog i fejringen. Husbond er en del af dette arbejde og jeg glædede mig over at kunne være med.
Der er meget, som skiller kirker og kristne - men langt mere som forener. Det foregår i praxis på mange forskellige planer og måder - Equmeniakyrkan, min kirke er en måde, Leuenberg-fællesskabet er en anden. Kristus er én og den samme!
Læs mere om Leuenberg HER

Wednesday, November 13, 2013

København

Stilheden på bloggen skyldes travle, intensive dage i København. I morgen rejser min søster tilbage til USA - men vi når meget i den tid, vi har sammen. I dag har vi fx. været på Rosenborg. Lige nu har vi spist frokost, og så tilbage til slottet for at se kronjuveler. Som det fremgår af billedet, har vi også været i Vor Frue.
Vi har været i biografen og set The broken circle breakdown, en film jeg havde glædet mig meget til. Og, åh den var god! En film om passion, kærlighed, sygdom og død. Og en film om, hvad det kan gøre ved to forældre at miste et barn. Den næste "must-see" er Sorg og glæde af Niels Malmros. Den handler på en måde om det samme. Men det får helt andre konsekvenser!

Saturday, November 9, 2013

Lille-Mortensaften

Vi fejrer aldrig Mortensaften. Men vi havde aftalt, at Søs skulle lave thanks-giving-kalkun til os. Det viste sig meget svært at skaffe en kalkun. Så det blev andesteg med alt godt her til aften. Alle børn, sviger- og barnebarn + søster var her. Bare så skønt. - På facebook blev jeg, af en engelsk kollega gjort opmærksom på, at denne aften er det 75 år siden, Krystalnatten fandt sted. Det er naturligvis ikke noget at fejre. Men det er noget at mindes! - I morgen er det søndag, "Opstandelsesdag." Jeg skal fejre gudstjeneste i Stadionkyrkan i Malmö.

Thursday, November 7, 2013

Menneskets bedste ven?

I dag bragte mit arbejde mig til Helsingborg hele dagen. Jeg havde medarbejder-træf, en uformel samtale og et møde med to menighedsråd. I en pause gik jeg på en café for at spise. Der var flere hunde på det ret checkede sted. Pludselig tog manden her sin ret store hund op på skødet - og der fik den lov at sidde længe. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvordan man i Danmark diskuterer, om kvinder må amme deres børn på cafeerne, og om børn i det hele taget må være med på restauranter. På en eller anden måde var der her lidt grænseoverskridende for mig - der ellers er "hunde-menneske". Min søster har været rundt i København på egen hånd.  Hun mødte naturligvis kronprinsessen på cykel:-)

Wednesday, November 6, 2013

Her og nu - i tid og evighed.

 Dagen med Søs har budt på sightseeing i København. Og den sluttede med Ørkenmesse i S:t Andreas i Ordrup. Peter Halldorf fejrede denne gudstjeneste inspireret af helt gamel liturgi og de koptiske kristnes gudstjeneste. Festligt, højtideligt og spændende.
 I søndags var jeg, som tidligere fortalt i Falkvikskyrkan i Sölvesborg - her har de denne smukke altertavle. Jeg holder så meget af disse vævede billeder, hvor Jesus færdes på svenske klipper blandt svenske fiskere.
Ikoner, vævede billeder, klassisk liturgi, ny lovsang - Guds kirke er stor og rig - til alle tider og til alle mennesker.

Tuesday, November 5, 2013

Endelig!

Min søster Birgitte landede i dag til middag. Her er hun "fanget" i vores køkken inden hun fik en velfortjent middagslur oven på 16 timers rejse fra Memphis TN, hvor hun bor. Stor glæde! Mere følger.
PS - det er over 2 år siden, vi så hinanden sidst, det var i USA. Og det er 6 år siden hun sidst var i Danmark. Og vi har kun hinanden.

Sunday, November 3, 2013

Allehelgen i Sölvesborg

I dag fejrede jeg gudstjeneste med menigheden i Falkvikskyrkan i Sölvesborg. Billedet her er fra Svenska Kyrkan i samme by. S:t Nicolai - en skøn gammel kirke fra danskertiden. Sölvesbog ligger lige præcis i Blekinge. Der er 200 km derover, hvilket ikke er noget problem. Men vejret! Det regnede, så vandet lå i store søer på kørebanen. Heldigvis var jeg i god tid. Vi havde en dejlig formiddag med indsættelse af en ny medarbejder Linn Halderot. Husbond havde gudstjenesten i Jerusalemskirken, vores nabo. Datterbarnet medvirkede - det er nu en god fornemmelse, at de to arbejder sammen.
Jeg håber, du har haft en god søndag, hvor du har været.

Saturday, November 2, 2013

O when the Saints!

 I morgen, søndag skal jeg holde gudstjeneste i Sölvesborg i Blekinge. De første dage i november er i kirkeåret sat til side til at mindes dem, der er gået før os. Både de mennesker, der på en særlig måde huskes i kirken for deres liv eller måske især for deres død - martyrene, der vidner med deres blod. Men også de åndelige fædre og mødre, der har betydet noget for vores egen tro. Det kan bogstaveligt være far og mor, eller måske venner, en spejder- eller korleder, eller måske en lærer. Eller det kan være mennesker, vi læser om. Mennesker, der gennem deres liv, tvivl, tro og kamp inspirerer os til at leve Gud nær.
 
Et helligt liv er, som en mosaikrude, oplyst eller gennemlyst af en kraftkilde udefra - af Gud selv. Lyset viser os, den virkelige værdi - mennesket, som det var skabt til være. Det kan intet menneske selv præstere, men vi kan alle genkende det, når vi møder det! Lad os ære dem, der med deres liv har peget på Gud.

Om at fare forvirret omkring!

Fredag aften var vi budt hjem til gode mennesker, som på deres toilet havde en del sjove og spændende opslag - blandt dem, var dette om kunsten at være en god chef! Fint statement, synes jeg.
I går brugte jeg lidt tid på at rydde op og gøre i orden på gæsteværelset, så det er klart, til min kære søster kommer på tirsdag. Undervejs flyttede jeg en IKEA-pose med tøj, fyldte den med lidt af mit eget og kørte den på cyklen til "Igenbrug", en fin lille butik, som tjener mange penge til kirkens sociale arbejde.  - I dag skulle datterbarnet bruge en kjole til fest, men hvilken kjole, skulle hun vælge? Talen faldt på en fra min ungdom, som både hun og jeg synes meget godt om. Og pludselig slog det mig, at den muligvis havde ligget i IKEA-posen, og at tøjet deri slet ikke skulle til genbrug!!!  "Øh nej, mor - det var den anden IKEA-pose, som vi jo har afleveret!" - Hu hej, ned til Igenbrug - hvor de har forskelligt personale hver dag - nej, de mente ikke at have set den. Hjem igen, ringe til hende, som arbejdede der i går. Nej, hun mente ikke, der havde været en lang hvid kjole i råsilke. Det ville hun have kunnet huske. Pyh - mon den så alligevel ikke skulle være et eller andet sted i lejligheden? 3 voksne mennesker ledte, alle sikre på, at vi havde set kjolen efter flytningen i august. - I en kasse under en seng lå kjolen - lettere krøllet men ellers ganske uberørt af alt den virak! Jeg havde endda glemt det gode råd fra katolske venner om at bede S:t Antonius hjælpe med at finde forsvundne sager!