Saturday, July 31, 2010

P for PRÆSTEBØRN

P står denne uge for PRÆSTEBØRN. Billedet er fra sidste sommer, hvor familiens yngste, Maria blev student. Jeg har ikke kunnet finde andre billeder af os 5 alene. Min far var præst, min svigerfar er præst, min mand er præst og jeg er det jo altså også. Det siges, at børn af præster er mindre godt opdragede end andre folks børn. Man kan jo håbe, at det udlignes når præstebørn får præstebørn. I hvert fald er jeg ret glad for mine!
PS. Hvis der bliver stille på bloggen, i ugen der kommer, skyldes det manglende opkoblings-muligheder på den "Sommerhøjskole" ved Sejerø-bugten, hvor jeg skal holde Bibeltimer og fortælle om pilgrimsvandring.
Posted by Picasa

Thursday, July 29, 2010

Onesimos

O for Onesimos!?! Måske ikke det letteste bogstav, hvis jeg skal holde fast i temaet kristentro og kirkeliv:-) Men Onesimos - kan du huske ham? Han er omtalt i Det Nye Testamente i det mindste lille brev Paulus' brev til Filemon. Der er kun 25 vers og brevet er sendt fra Paulus og Timotheus til Filemon og Appia, der boede i Arkippos og var leder af en husmenighed. Brevet er sendt med Onesimos, der har været slave hos Filemon. Han er løbet væk og har mødt Paulus, der har hjulpet ham til at blive en kristen, ligesom sin herre Filemon. Paulus ville gerne, at Onesimos kunne blive, men da han jo rent juridisk tilhører sin herre, sender Paulus Onesimos tilbage med både ønsker og bønner om, at Filemon, som det gode kristne menneske han er, må tilgive og frigive sin bortløbne slave. Paulus lover endda at betale, hvis Filemon har lidt skade. - Mon ikke det lykkedes? En oldkirkelig tradition fastholder i hvertfald at Onesimos senere blev biskop i Efesus.
Billedet forestiller slavehåndjern fra bomuldsmarkerne i Tennessee, samt kvittering for køb af en slave. Desværre er det ikke alle slaver, der er blevet frie. Så længe mennesker tror, de kan eje andre mennesker og behandle dem som varer, så længe vil der være slaver. Men kampen mod slaveri både politisk og økonomisk, har altid siden Paulus været en prøvesten på sand kristendom.
Posted by Picasa

Monday, July 26, 2010

Nat over Strandby havn

Natten har sænket sig - "Sig månen langsomt hæver"

Sunday, July 25, 2010

Vadstena

En tur til Vadstena er næsten obligatorisk, når vi er på ferie på Framnäs. Det er en ganske særlig by, præget af Den Hellige Birgitta (1303 - 1373) Hun var adelig, men ville fra lille pige være nonne. I stedet blev hun gift, som hendes far ville. Heldigvis var det en god og from mand hun levede sammen med. De fik 8 børn, men de rejste også på pilgrimsrejser - hun har været i Jerusalem, Rom og Santiago de Compostella. Da hendes mand døde begyndte hendes liv som nonne. Hun blev ordens stifter og birgitta-søstrene er den dag i dag en levende og aktiv orden. I Danmark har vi haft birgittinere i Mariager og i Maribo, hvor de nu er vendt tilbage. Birgitta modtog visioner fra Gud. De blev nedskrevet og sendt til konger og paver. På den måde fik Birgitta stor indflydelse på sin samtid, som både pilgrim, politiker og profet. Hun modtog ligeledes åbenbaring om bygning af Klosterkirken i Vadstena, og selvom hun levede mange år i Rom, så blev den store, smukke kirke i Vadstena til virkelighed. Birgitta oplevede ikke selv at se den færdig, men hendes døde krop blev båret til Vadstena og hendes rester ligger i en kiste i kirken, der også kaldes "Den Blå". Isabella tænder lys i Maria-stagen.
Et ikon-kors med en Kristus-krans var ny for mig. Faktisk købte jeg min første Kristus-krans i netop denne kirke. Denne gang købte jeg en bog af Martin Lönnebo om "de 12 nøgler" - udgivet i anledning af hans 80 års fødselsdag. I øvrigt udtales byens navn med stumt d - har jeg lært af en lokal på et af de efter hånden mange besøg.

Ferie på Framnäs

Wednesday, July 14, 2010

Sommerdage

Sommer er det! Engen er fyldt med farver, og selvom det er tørt, så er står blomsterne i fuld flor. Vejret er underligt, fugtigt varmt, men heldigvis blæser det, så her er til at holde ud at være. Jeg har læst min Mankell-krimi færdig - den var god hele vejen, selvom jeg havde regnet plottet ud. - Vi nyder at have voksne børn hjemme i lang tid. Alle falder hurtigt ind i de gamle rutiner - på godt og mindre godt, men det er nu dejligt alligevel. Jeg har lidt arbejde, der skal gøres - det er ikke let at finde energien. Til gengæld er der energi til at træne i LOOP-centret, hvilket vi gør så godt som hver dag.

Monday, July 12, 2010

Krimi-kræs

En af mine store fornøjelser ved at være i Sverige er at købe bøger. Der er ikke moms på bøger, og de har en omfattende udgivelse af billig-bøger. I forbindelse med teologistudiet læste vi meget svensk og efter at have boet i landet i 3 år, er der meget, som hænger ved. Jeg køber stadig mange svenske bøger om tro og teologi - de udgiver meget mere, end det vi kan købe herhjemme, og så er det noget andet at læse på svensk. At se svensk TV er også en måde at holde sproget ved lige. Men den største fornøjelse er, at læse svenske krimier. Her har Henning Mankell altid været min favorit. Åsa Larsson er også god, men Mankell er en klasse for sig. Hans sprog er en stor nydelse, og mange gange læser jeg sætningerne to gange, selv jeg samtidigt har svært ved at lægge bogen fra mig. For længst er jeg holdt op med at følge med i, hvad der udkommer. I stedet lader jeg mig overraske, som i fredags, hvor der lå en, for mig spritny (og, har jeg forstået uigenkaldeligt sidste) krimi om kommissær Wallander. Den kom i 2009 og er udkommet på dansk. Jeg linker til anmeldelserne i JP.
http://kpn.dk/boger/article1882720.ece

Sunday, July 11, 2010

Göteborg

http://www.overas.nu/ 
For 34 år siden flyttede jeg som nybagt student 20 år gammel til dette herskabelige hus, Överås i Göteborg. Her har Metodistkirken i de nordiske lande haft præsteseminarium siden huset blev købt i 1923. Både min far, min svigerfar, min mand og to svogre er uddannet her ligesom min søsters svigermor her tog sin teologiske uddannelse, inden hun rejste til Afrika som missionær. Jørgen har været lærer og senere rektor det meste af sit arbejdsliv og har de fleste af årets uger tilbragt mere end en dag i huset. Nu er seminariet lukket og fusioneret med Theologiska Högskolan i Stockholm og Jørgen er knyttet som forsker til det nye sted, og til Göteborgs universitet. Denne weekend tilbragte jeg sammen med mand og datter i det gamle hus. Der er alt for stille. Huset lejes ud til fester og til forskellige organisationer, som har kontorer der. Da vi var studenter, var huset fyldt med liv og arbejde - og senere fejrede Jørgen og jeg vores bryllup her. Men Göteborg er stadig en dejlig by, som jeg føler mig meget hjemme i.

Friday, July 9, 2010

MADONNA

M - står for Madonna; "Kvinde min". Madonna er betegnelsen for jomfru Maria, Jesu mor. Der findes et utal af billedlige fremstillinger af den unge pige, som fødte sin søn, som også er Guds dreng. Selvom jeg er vokset op i et ikke-katolsk hjem, havde vi dette billede hængende. Jeg har altid holdt meget af den blå Madonna. At man kun aner barnet, som et lys, der skinner på sin mors ansigt, gør det særligt fint. Hun hænger nu i mit køkken, men er altid med, når jeg fortæller om Kristus-kransen, hvor hun på den blå perle, lærer os om den hellige "aphateia". Ordet er i familie med "apati", men har ikke noget med sløvhed at gøre. Det er tværtimod den lethed, der opstår, når man aktivt overgiver sit liv i Guds hænder - Bekymringsløshed, kalder biskop Martin Lönnebo det på svensk.

Monday, July 5, 2010

En dejlig søndag er til ende (faktisk er det over midnat). Gudstjeneste, frokost, LOOP-træning, kaffe med noget af københavnerfamilien, aftentur til Skagen og sidst skulle bilen afleveres til eftersyn. Hunden kom med på turen til værkstedet, og så gik hjemturen en længere omvej der bland andet førte til Bratten strand. Nu er den sidste rest grøn the drukket, mens P1 spiller gamle programmer om 4. juli-fejringer i Rebild! Til lykke til den amerikanske familie!

L for LØVEN

L i alfabet-legen er LØVEN Aslan. Den britiske forfatter C.S. Lewis har blandt mange andre bøger skrevet de 7 bøger om riget Narnia, hvor LØVEN Aslan viser sig for de menneskebørn, der får lov at opleve fantastiske eventyr blandt kæmper, talende dyr og dværge, og hvor de kæmper mod Den Hvide Heks. Jeg læste alle bøgerne på svensk på vores bryllupsrejse for 29 år siden. Siden er de kommet i flotte udgaver på dansk, sidst har jeg købt en stor samlet udgave med originaltegningerne. Nogle af bøgerne er filmatiserede, den om "Prins Caspian" er rigtig god. Lewis er blevet spurgt, hvem LØVEN er, og hans svar var: "Jeg tror, du kender ham, en løve, der er som et lam!". - I Johannes Åbenbaringen står: "LØVEN af Judas stamme, Davids rodskud, har sejret, så han kan åbne bogen og dens syv segl. Og jeg så et lam...det så ud som slagtet."
Posted by Picasa

Friday, July 2, 2010

Sidste teenager!



I dag har vi fejret familiens yngste - datterbarnet, der fyldte 20, og som var hjemme på dagen. Vi har ellers ofte været på kirkens årskonference, eller hun har været til håndboldturnering, eller vi har været på ferie. Men i år var vi  sammen, og pga hendes sommerjob, var hun her og ikke i  Kbh, hvor hun jo ellers bor. Mange gæster kom; Johannes og Katte fremviste deres dejlige nye bil, andre kom standsmæssigt på cykel - alle havde gaver med og alle nød hinandens selskab og maden. Vi har siddet i haven til nu, hvor klokken er over 23 - det er første gang i år. Fra i år må Maria dele sin fødselsdag med en lille ny  fættersøn, da Peter og Malika fik deres anden søn i nat. Det gør hun vist gerne!