Saturday, May 7, 2016

Himmelske dage i København og Stockholm

 Vejret var fantastisk på flyveturen til Stockholm. Synet af  Öresundsbron fra et fly er fantastisk - dæmningen over Peberholm - og så pludselig forsvinder vejen ned under vandet.
 Det var ikke let at forlade København. Byen er så dejlig i overgangen mellem forår og sommer - træerne er lysegrønne og vejret dejligt. Og ikke mindst - så er der Himmelske dage i Kristihimmelfarts-dagene. Det er en københavnsk udgave af de gode, gamle Danske Kirkedage, som sidst, for 3 år siden blev afholdt i Aalborg, og hvor jeg og hele familien var involveret.
Inden jeg rejste til Stockholm, nåede jeg at se Jens Galschiødts levende skulptur, FUNDAMENTALISME. Den består af bogstaverne i ordet, lavet af bøger, støbt i bronze og af skærme med texster fra de tre skriftreligioners hellige bøger: jødedommens Thora, kristendommens Nye Testamente og islams Koran. De lyse texter kører på ydersidens skærme og de mørke texter på indersiden af skulpturen.
 Men altså; jeg fløj til Stockholm - og åbenbart var jeg på samme fly, som dem, der repræsenterer Danmark i Det Europæiske Melodigrandprix. På billedet se bussen, hvori Lighthouse X med følge forlader Arlanda Flygplats.
Equmeniakyrkan afholder sin konferense i Kista nord for Stochkholm, hvor vi har omskabt et af messelokalerne til kirkerum. Der er dekoreret med ophængte klæder på bagvæggen, da årets tema er et Paulus-ord: "Iklæd jer Kristus" - det er et ord, som handler om at voxe ind i den hellighed, som Gud allerede har tildelt os.Ud over gudstjenester, samtaler og fællesskab bruger vi mest tid på forhandlinger. Noget foregår i plenum, men to timer samles man på "påvirkningstorvet," omkring de emner, der senere skal stemmes om. Her forsøger man at afklare, om der er enighed, ændringsforslag, synspunkter og kommentarer. Jeg stod på den station, som handlede om "små menigheder" - og overalt var der livlige samtaler.


 De ca 800 delegater repræsenterer Equmeniakyrkans 65000 medlemmer fra hele Sverige, og de har store ting på dagsordenen - aftale med Svenska Kyrkan, at afholde fremtidige konferencer med konsensus-beslutning, budget, udtalelse imod kernevåben på svensk jord, ny kirkehåndbog, mm.
Men der er også tid til gode prædikner, musik og sang, forbøn, lys-tændning og i aften ordination af diakoner og præster - heriblandt to gode kollegaer i RegionSyd. Det er stort!
Og hjemme i København har de himmelske dage, har jeg hørt.

Tuesday, May 3, 2016

Fest og andre festligheder

 I Metodistkirken overhører vi konfirmanderne. Dvs de unge mennesker får lov at fortælle, hvad de har lært gennem årets undervisning. I Jerusalemskirken har de haft overhøring i to omgange - senest i søndags. Datterbarnet har medvirket ved undervisningen og var derfor også med ved festgudstjenesten.
 Vi var så heldige at en af de unge i vores familie var blandt de 4 piger - Ester er datter af vores niece og de havde inviteret os allesammen. Mine kære svigerforældre, Esters oldeforældre var med, bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner - og det er så dejligt og hyggeligt at være sammen!


Festen blev holdt hvor Rebeccas arbejde RO design ligger i huset Design Werck, så omgivelserne fejlede ikke noget - ligesom man hverken kunne klage over vejret eller maden. En dejlig dag altså!Vi gik tur rundt om operaen og havde udsigt til de steder, vi plejer at gå tur.
Nu er jeg ved at være klar til 4 dages Kyrkokonferens i Stockholm - spændende. Desværre har jeg ikke mulighed for at deltage i Himmelske Dage her i København. Men det er der heldigvis mange andre, der får glæde af. Mellemsønnen skal spille og husbond har også lidt at skulle have sagt.