Tuesday, January 31, 2012

De små spejderes aften!

Filistrene er klar til kamp
 Tirsdag er MUS-spejdernes mødeaften. MUSene er de børn, der går i  børnehaveklasse - 4. klasse. I aften havde vi sammen forberedt en gudstjeneste med David og Goliat som tema. Børnene spillede kampen mellem den lille hyrdedreng David og filistrenes kæmpe Goliat, som hånede Gud og hans folk. Som bekendt blev Goliat dræbt af David, ikke med sværd men med Davids slynge og nogle sten.
 Goliat var frygtindgydende stor, men blev alligevel fællet af en lille hyrdedreng, som havde Gud på sin side. Vores Goliat var lavet af prædikestolen og hvad vi kunne finde i huset. Vi kastede ikke sten på ham - derimod blev han beskudt med sølvpapirskugler i mængde!

Der skydes til måls - børnene skulle ramme den store kurv, de voksne den lille - gæt hvem der kalrede sig bedst!
  Til gudstjenesten var børnene og deres forældre særligt inviterede. Vi var ca 120 først til gudstjenesten og bagefter til spisning. Dørene er åbne fra kl. 16.30, hvor der er kaffe og hyggemad. Kl. 17 begynder gudstjenesten, og kl. 18.15 spiser vi. Kl. 19 er der sunget aftensang, og familierne kan gå hjem. Det kræver en del planlægning og arbejde. Mange folk skal organiseres og tage ved for at det hele kan lykkes. Det er der heldigvis også nogen, der er med på.

Spejderne havde bagt nadverbrødet, som deltes ud af to voksne og to spejdere.

 Børnekoret gave nogen numre og gudstjenesten sluttede med danspigerne, der svingede vimpler og gjorde det rigtigt fint.
Maden var god og leveret af den lokale restaurant.  Tak for en dejlig aften til alle ledere og børn - og alle der kom og var med.

Monday, January 30, 2012

Nok en kollega

Mange i vores lille kirke, Metodistkirken i Danmark, har bemærket, at kollega Mark Lewis medvirkede i tv2-programmet "De bortførte børn". Selv fik jeg først mulighed for at se det ved genudsendelsen fredag.
Mark, der er fra USA men nu præst i Jerusalemskirken i København, var mægler i en lille familie, hvor den amerikanske mor var taget tilbage til sit hjemland med parrets søn og det næste barn i maven. Historien endte med at parret delte børnene, så den ældste flyttede til Danmark med sin far, og den nyfødte blev i USA hos deres mor. Det er en uhyre svær situation, som de færreste ville ønske at skulle tage stilling til. Samtidigt er det et realistisk billede på det liv, mennesker lever og de konflikter børn bliver ofre i. Mark gjorde et fint arbejde og viste, hvad præstejobbet også kan indeholde. Jeg var enig i, at løsningen var den bedste, når forældrene nu ikke magtede at leve samen længere. Når først bruddet er sket, er det meget svært at mægle.

Saturday, January 28, 2012

Café Qvindfolk - nu forgyldt og med kaviar!

Som fortalt i sidste indlæg var dagens menu præget af fisk og ost - ostegratineret havkat, stenbidder-rogn, som er den lyserøde kaviar spist med creme fraiche og rødløg. Lakseruller og varmrøget laks, ostelagkage - uhm, vi lever godt til café. Det er godt, det ikke er hver uge.





Og dagens fortæller var strålende. Rebecca, der er vores ældste niece, fortalte om sit arbejde som designchef hos Georg Jensen. Vi så billeder af hans bryllup med Johanne, en af de 4 kvinder, han nåede at være gift med. Han blev dog aldrig skilt, de døde fra ham, også Johanne. Tiden med hende var hans mest produktive, og Rebecca har ladet sig inspirere af hans arbejder til at udvikle Johanne-serien, som er romantisk julepynt.
Vi fik lov at se prøver på dette års juleproduktion - her kommer ingen billeder - men der var mange, som allerede begyndte at ønske sig smukke ting til at forgylde julehøjtiden 2012. Vi så også denne lille video med en designer-kollega hos George Jensen. Kan du se, hvem den er inspireret af?

Friday, January 27, 2012

Klar til i morgen!

Aftensmaden bestod i prøvesmagning af den russiske rødbedesuppe, som indgår i brunch-bordet til Café Qvindfolk. Det smagte udmærket - i morgen er det endnu bedre. Jeg husker tydeligt første gang, jeg smagte rødbedesuppe. En af mine medstuderende var vegetar, da vi begyndte at læse teologi. Han vidste, hvor de gode vegetar-restauranter lå i både Stockholm og Göteborg, og han kunne lave mad, jeg aldrig havde smagt magen til. Jeg syntes, det var fantastisk. I årene inden jeg blev gift, spiste jeg kun kød, når andre serverede det. Min medstuderende opgav at være vegetar, fordi det ville være en hindring for ham i arbejdet - lidt ligesom hvis en metodistpræst hverken drikker kaffe eller the - det går bare ikke. Undrer det dig? Men vi er ofte inviteret med til runde fødselsdage, konfirmationer, sølv- og guldbryllupper, foruden alle de gange, vi spiser sammen i kirken. Og kaffe er nærmest det tredie sakramente (de to andre "rigtige" er dåb og nadver).
I morgen er der både rødbedesuppe, masser af spændende fiskeretter, oste, kager, brød og salat. Og så skal vi høre Rebecca fortælle om sit arbejde som designer hos Georg Jensen, hvor hun laver Johanne-serien. Jeg glæder mig - det er vi flere der gør. Jeg er færdig med at bage, har løbet en tur i den kolde mørke aften - jeg er klar til i morgen!

Thursday, January 26, 2012

Kollega-dag

Dagen har jeg tilbragt i Vejle sammen med kollegaer fra Jylland. Vi er ikke mange, men det er fint at være sammen. Vi havde læst et oplæg, som vi arbejde igennem og ellers delte vi liv, glæder og bekymringer, spiste sammen og bad for hinanden. - Vi var i hjemmet, hvor Anne Vand til Vin bor med sin dejlige familie.Jeg har ikke taget billeder men synes alligevel, jeg har et godt et at bringe. Det er kollega Marcus Olsson, som er metodistpræst i Göteborg. I dag har han været hos vores norske kollegaer som har national samling denne uge - de står på ski ind imellem deres studier og samtaler. Og så har de gæster, som Marcus! Man behøver ikke at have Jesus tatooveret på skulderen for at være præst i Metodistkirken. Men det er ingen hindring!

Wednesday, January 25, 2012

En dag på kontoret

I dag har jeg næsten ikke bestilt andet end at arbejde inde. Læst, forberedt mig til kollega-dag i morgen, planlagt næste nummer af kirkens landsblad Himmel&Jord sammen med redaktionssekretæren - heldigvis har næsten alle skribenter afleveret præcis det antal sider, jeg har spurgt efter - så er det jo ingen sag at være redaktør! Jeg har forberedt de næste retræter, både en endags i Strandby og to tre-dags i Skovhuset. - Men jeg nåede også en tur i banken for at gøre indsigelse over et beløb 950 us dollars, som var opført på min kontooversigt som trukket!!!! Det er ikke noget jeg har haft med at gøre. Tværtimod er jeg af samme bank blevet gjort opmærksom på, at det samme har været forsøgt for ganske kort tid siden. De siger, jeg bliver holdt skadesløs. Det vil jeg sandelig også håbe. Men hvem betaler, hvis penge faktisk er hævet? I banken sagde de, at det er foregået ved at nogen har kopieret mit gamle kasserede kort. Et eller andet sted sider der nogen og stjæler vores penge, når vi handler på nettet eller hæver i automaten eller???? Har du været ude for noget lignende?

Tuesday, January 24, 2012

Forskellen på baptister og metodister!

I går mandag var det husbonds fødselsdag. Vi havde ikke så megen mulighed for at fejre, så det blev hyggelig formiddagskaffe. Og så lovede jeg at komme tidligt hjem fra aftenens Børne-medarbejdermøde. Sammen skulle vi se en film, og jeg havde valgt "Floden" af Robert Redford. Den har jeg haft liggende længe og glædet mig til at se ved en særlig anledning. (det er altid mig, der bestemmer sådan noget her i huset)
Filmen er bygget over en autentisk historie om 2 sønner i en Presbyteriansk præstefamilie i USA. Deres far oplærer dem i fluefiskeriets fantastiske kunst - en glæde og en færdighed, som de deler livet igennem. Der er hele tiden en alvorlig underliggende tone i filmen, idet den yngste bror (spillet af Brad Pitt) er oprørsk og grænsesøgende.
Et højdepunkt i dialogen kom for os, da den ældste søn skal redegøre for sin kærestes familie. De er desværre ikke presbyterianere. Nej, de er metodister (som jeg selv og min familie). Men, som han forklarer: "Min far siger, at metodister bare er baptister, der kan læse!"


Nu har jeg en del venner, der er baptister. De læser ganske både godt og meget. Men det er selvfølgelig heller ikke set fra en prespyterianers synspunkt!

Sunday, January 22, 2012

Søndag hos naboen

Strandby Kirke af arkitekt Blegvad
I vores nabokirke Strandby kirke varder stor fest i dag. De inviede deres nye dejlige menighedslokaler. Da kirken blev bygget i 1965/66, blev der ikke lavet andet end selv kirkerummet, som tilgengæld er meget smukt og særpræget. Arkitekten hed Blegvad og han var inspireret af Le_Corbusier, hvilket man måske godt kan se

Notre Dame af arkitekt le Corbusier
Nu er der bygget menighedslokaler med plads til børn og begejstring. Til lykke med det! Og tak for festen.

Saturday, January 21, 2012

Arvegods

Spisebordet, som står i vores dejlige store køkken, har stået trukket ud hele dagen. Williams far og mor flytter, og de og deres flyttefolk kommer med jævne mellemrum til mad og kaffe. Hyggeligt, har det været. De er nu næsten klar til at aflever lejligheden.
På mit spisebord står de to lysestager. De er lidt skæve, men det er mine yndlings. De er fra min fars barndomshjem, mine forældre arvede dem, da farmor døde og jeg var 7 år gammel - hvilket inden for overskuelig fremtid er 50 år siden. Og nu er det mig, der er farmor.

Friday, January 20, 2012

Is og sne

Det er ikke meget, vi har mærket til vinteren. Det passer mig godt, jeg bryder mig ikke om at løbe i is og sne. Eller at køre bil. Men det er da flot med frost på grenene i haven.


Knopperne kan dog ikke skjules - foråret er på vej, også selvom der skulle komme mere sne i morgen. Ikke så praktisk, da vores unge mennesker flytter alt deres bohave fra lejligheden i byen til det lille hus herude.

Thursday, January 19, 2012

Lys over land

Dagen er tiltaget med lige knapt en time! På en solklar dag kan det mærkes ganske tydeligt.Alligevel er der stadig brug for mange levende lys inden døre. Lige nu vælter tøsneen ned udenfor.
William og hans forældre har spist aftensmad hos os. Om lidt tager vi ind og LOOP'er. Det bliver min gang nr 170, siden vi begyndte for 1 1/2 år siden. Jeg er blevet stærkere, det kan jeg mærke bl.a. på hvor meget vægt, jeg kan magte.

Wednesday, January 18, 2012

"Tyttebær" i utide

Dagens arbejde har bestået af samtaler på forskellige planer. Sådan blev aftenen også. Men det var kun hygge!
I forbindelse med en af de øvrige samtaler fik jeg denne plante forærende. Den minder om tyttebær og ferier i Sverige. Tak!

Tuesday, January 17, 2012

Præstearbejde

Vi havde en dejlig Stille-gudstjeneste kl. 17. Allerede 18.30 var næste programpunkt, idet de mindste spejdere er ved at tage et kirke-mærke. Heri indgår at høre om præstens arbejde. Det kunne min kollega, Louise have fortalt om, men hun er også spejderleder, så hun legede med det halve af flokken ude i parken, mens jeg inde i kirken fortalte, hvad vi laver. Det bliver let lidt abstrakt. Jeg husker en kollega fra en anden kirke, der engang spurgte sin lille datter, om hun vidste, hvad hans arbejde var. Ja, ja, forsikrede hun - du sidder da bare og tegner hele tiden! - Så meget for skrivebords-delen af jobbet!
Når jeg skal fortælle for spejderne, pakker jeg min rygsæk med forskellige ting og sager, der har med min hverdag at gøre - det ser ud, som på billedet!

Monday, January 16, 2012

Velkommen til stille-gudstjeneste tirsdag

Kl. 17 tirsdag inviterer vi til stille-gudstjeneste.
Kirken er åben fra kl. 16.30, hvor der også er kaffe i forhallen.
Kl. 17 - 17.45 synger vi Taizé-sange (lær sangene her, ) med meditative gentagelser, lytter til Bibellæsninger og sidder i stilheden. Læs mere om Taizé her.
Metodistkirken, Strandvej 36, 9970 Strandby

Sunday, January 15, 2012

Søndag er altid dejlig

Det har været en anderledes søndag. Dagens gudstjeneste var først  gudstjeneste kl. 16. Vi skulle møde til korprøve kl. 15. Kirken var fyldt med mennesker fra byen, idet vi havde fælles gudstjeneste med Folkekirken. Første del med prædiken var hos os, så tændte vi fakler og gik til Folkekirken, hvor anden del med bøn og nadverfejring fandt sted. Dagen afsluttedes med suppe-spisning i Missionshuset. Sådan gør vi en gang om året, det hedder Kirkevandring og er en dejlig tradition.
Da vi ikke have formiddags gudstjeneste, som vi plejer, kunne vi passe William og ordne frokost for hans forældre og deres hjælpere. De er ved at gøre det hus klar, som de flytter ind i næste weekend.
Jeg har talt i telefon med både min datter og min søster, husbond, gravhund og jeg har gået "havnen rundt", vi har ild i brændeovnen og statsministeren i tv (hvor er hun dog flot!), the på kanden og snart er det tid til at gå i seng og begynde løsningen af Politikens store krydsord.
Har du haft en god søndag?

Friday, January 13, 2012

For meget af det gode?

Da rod ikke er særligt kønt, får du i stedet et billede af Guds skødesløst slyngede tang
Jeg har for mange ting og sager og bunker og stabler og skuffer og hylder og bøger og blokke og smykker og mapper og omslag og plakater og perler og stumper og smådele og billeder og postkort og landkort og ferieminder og retræte-rester og så videre......♥ - sådan skrev jeg på min facebook-profil i dag.
Jeg har brugt en del af eftermiddagen på at rydde op i huset, mest på mit eget værelse. Jeg er så glad for at have mit eget rum. Det har jeg ikke haft mange gange i mit liv. Da vi flyttede ind i huset her for 1 1/2 år siden, gik det hele ret stærkt. Derfor var der en del, der ikke blev ryddet ordentligt op. Nu har vi fået de sidste skabe, og vi har egntlig plads nok. Så skal tingene bare have deres egen plads. Og hvor er det lige?
For meget af det gode
er ikke læng're godt
men alt er godt, som har sin plads
og sine rette mål!

                        siger Margareta Melin

Thursday, January 12, 2012

Lille rockstar i ble!

Han er jo ikke rockstar i svøb længere. Men han ved nok, hvordan den skal vende, guitaren. William er 1 år 1 måned og 10 dage gammel. Han er superhurtig til at komme omkring, han begyndte at gå, allerede da han var 9 mdr. gammel, og al gang foregår i løb. Han er meget nysgerrig og sover ikke sin tid væk. Efter at have talt med hans mormor om det, er jeg klar over, at han slægter begge forældre på hvad hurtighed og energi angår. Det er så sjovt, at være sammen med det lille menneske. Og lad os da endelig få noget rockguitar - vi har også hans onkels musik på daglig basis indtil studierne på rytme-kons. begynder igen! Musik skal der til!

Wednesday, January 11, 2012

Bambi til middag

 En dag fik jeg en gave. Jeg var hos en god ven, der spurgte, om jeg ville have et dyr med hjem. Hun havde ikke selv plads i fryseren. Efter en hastig telefonkonsultation med en anden god ven, som er jæger, sagde jeg  mange tak!
 Bambi kom ind i bagage-rummet, jeg kørte hjem, gik ind i huset og spurgte henkastet husbond og mellemsønnen, om de lige ville tømme bilen for mig. - Hvad var deres reaktion? Husbond gik en tur rundt om bilen, chekkede alle skærme og spurgte så: "Hvad har du lavet?" - Altså, her hjembringer man dejlig mad til hjemmet (næsten selv fanget), og straks tror de det værste!
Husbond fik hjælp af jægervennen til at flå og udskære dyret. Den vejede over 20 kg - et fint stort dyr!
Her til aften smagte vi den første gang. Husbond havde kokkereret! Dejlig mad - tak til alle, som har medvirket!

Vi væver i larmende stilhed

 Hver tirsdag kl. 17 er vi en lille gruppe kvinder, der sætter os i rundkreds i stilhed i kirken ved en ikon og et lys. Vi lytter til lidt musik, taler kort om ugens læsning, lytter til næste uges læsning og sidder så i tavshed et stykke tid. Lidt musik igen, velsignelsen og så skilles vi for at gå videre i livet. Men næste tirsdag mødes vi på ny. Vi har gjort det i 5 år.
Læsning fra bogen "VÆVEN" af biskop Martin Lönnebo:
"Prøv en tid at indlede din aftenbøn med at i din fantasi skabe hav og strand. Sæt dig nær det krystalklare stille vand, som spejlder himlen. Du er ensom, men samtidig i unuversets midte. Der er larmende stille. Intet mangler. Lad det også blive stille i dit hjerte. Du er set, forstået og accepteret. Sluk den indre billedskærm. Du er der bare. Er du træt, så kan du lægge dig ned. Guds stilhed breder sig som et tæppe over dig. Det beskytter dig mod verdens kolde, forvirrede, urolige vinde. Bliv i Guds fred."

Monday, January 9, 2012

Liiidt mere!

OK - det er ikke helt ovre med julen endnu. I dag havde jeg undervisning af Klub3, det er vores "mini-konfirmander". Inden jul har der været mellem 3 og 5 børn, bla. fordi skolen havde et tilbud om frivillig musik på samme tid. Nu har vi flyttet Klub3 til mandag. Og så kom der 10! Heldigvis havde jeg forberedt mig godt og havde materialer nok.

Alle skulle nemlig lave 3 vismænd hver. I bogen lægger de op til, at de alle 3 skal fyldes med slik, men vi satte en rose i oasis i en af dem. - Jeg fik ikke taget billeder, der var nok at gøre. Men bogens illustrationer giver et godt indtryk af, hvad vi fik lavet. "Læs, leg og lær med Bibelen, en aktivitetsbog for de 6 - 11 årige" udgivet af Bibelselskabet

Saturday, January 7, 2012

Grantræet

Du husker ganske sikkert HC Andersens eventyr "Grantræet".
"I aften skal det stråle!" sagde de alle sammen - Nu blev lysene tændt. Hvilken glans, hvilken pragt, træet bævede i alle grene derved, så at et af lysene stak ild i det grønne.

"Forbi! Forbi!, sagde det stakkels træ. "Havde jeg dog glædet mig, da jeg kunne! Forbi! Forbi!"
"...træet var forbi og historien med; forbi, forbi, og det bliver alle historier!"
Men ikke fortællingen om, at Gud blev menneske! Den vil vi fejre år efter år og leve i og glædes over hver dag. Også når julepynten er pakket væk!

Friday, January 6, 2012

13.dagen EPIFANI

Trettondagen kan man læse om ved at klikke på ordet. Det er selve Hellig3kongers dag, d. 6. januar. I Sverige er det en højtidsdag, i Danmark er det bare fredag. I Kirken bærer dagen set græske navn Epifani, som betyder åbenbaring ellermanifestation. Det er denne dag, vi fejrer, at Guds Søn giver sig til kende også for mennesker fra andre religioner og kulturer end den jødiske. Et af de navne Jesus fik af englen inden fødslen var Immanuel, som betyder "Gud med os". Da vismændende blev ledt til Jesus, var de der på mine vegne - og dine! Glædelig jul!
Immanuel the lord is whith us
Immanuel the lord is come
Immanuel the lord is with us,
the holiest, holiest One!
                                    Hymns from Nineveh

Thursday, January 5, 2012

12. dagen

Det er Hellig3kongers aften - julens sidste. Vi spiser dejlig mad, drikker et glas vin og hygger med at bage af julens rester.
Fortællingen om de vise mænd står i Matthæus evangeliets 2. kapitel. De var fra østen - muligvis Babylon, videnskabsmænd - muligvis astronomer. De var mere end en - måske 3, da de medbringer 3 slags gaver: guld, røgelse og myrra. Måske hed de Casper, Melchior og Balzasar.
Det vi ved er, at de ikke blev mødt af en engel, men at de midt i deres videnskabelige arbejde fandt ud af, at en kongesøn var født i vesten. Som altid, når Gud taler til mennesker, må menneskene svare. Svaret er at flytte sig - mentalt og måske også fysisk. Det gjorde de vise mænd. Måske havde de kameler med på rejsen - ihvertfald forudsiger profeten Esajas, at konger skal komme ridende på kameler for at tilbede Messias.
Undervejs gik de forkert - forståeligt, men skæbnesvangert. De blev ledt af stjernen, men da de kom til Jerusalem, slog de "autopiloten" til og gik til kongeslottet, hvor de forventede at finde den nyfødte prins.
Kong Herodes fik sine kloge folk til at studere jødernes skrifter, og så der, at fødslen skulle finde sted i Bethlehem, ca 10 km uden for Jerusalem. Glade drog vismændene til Bethlehem, hvor de fandt Jesusbarnet, som de tilbad og gav gaver. Derefter drog de intet anende hjem igen. Men bag dem befalede den rasende jaloux kong Herodes, at alle drengebørn under 2 år i Bethlehem skulle dræbes. Han skulle ikke have nogen konkurrence fra nogen nyfødt baby!
Det er jo fuldstændigt utilgiveligt forfærdeligt! Men et stærkt billede på, at selvom vi mennesker, forsøger at gøre alting så godt som muligt, kan vi skade andre - uden at ville det, og uden at vide det. Og alligevel får vi lov at se Jesus.
Hos Anne: Vand til vin kan du se en anden fortælling om Hellig3konger!

Wednesday, January 4, 2012

11.dagen

I søndags, nytårsdag, var jeg til gudstjeneste i Abildgårdkirken i Frederikshavn. Den holder jeg meget af. Her har de blandt andre smukke ting dette krucifiks af Niels Helledie. Jeg ser det, som Jesus, der er korsfæstet og opstået og nu breder armene ud for at modtage alle. På hans skulder sidder Helligånden, som Guds Faders bekræftelse på, at det er sådan, det er! Og Ånden er klar til at flyve ud i verden og kalde på alle og befrugte livet!

Tuesday, January 3, 2012

10. juledag

Kærlighed er livets krone,
kærlighed er lysets glans,
derfor sidder på Guds trone
Jesus nu med strålekrans:
Han, som lyset er og livet,
har for os sig selv hengivet,
bliver i og lever ved
Guds, sin Faders, kærlighed!
"Kærlighed er lysets kilde", NFS Grundtvig

Monday, January 2, 2012

Dagligvarer

Nogen gange føler jeg mig virkelig så gammel, som jeg er - fra midten af forrige århundrede. Som i dag, da jeg skulle have lidt mælk og æg med hjem. Vi har ellers alt, hvad maven kan ønske sig, idet julemaden pakkes omhyggeligt og tages op i små portioner. Der er brød, slik, kager, pålæg og andet godt. Men mælk og æg manglede vi altså. Nu køber jeg ikke det billigste, man kan få. Men alligevel.
Jeg synes lige pludselig at et æg koster det samme, som en liter mælk plejer at koste! 2,50 kr for et æg. Til gengæld koster en liter mælk næsten 10 kr. - Ak ja, da jeg var barn!
Til gengæld fik jeg et par Masai-buxer på udsalg til under en trediedel af den fulde pris.

Sunday, January 1, 2012

Kæmp for alt, hvad du har kært

Læs om Heidi på hendes blog: "Viljen til livet". Heidi skriver ærligt og fantastisk om sin hverdag og kamp mod kræft. Hun synger i et gospelkor, jeg kender, derfra har jeg hørt om hende. Blog-universet kan være så meningsfyldt!

8. juledag - nytårsdag

"Da 8 dage var gået, og han skulle omskæres, 
fik han navnet Jesus, 
som han var blevet kaldt af englen, 
før han blev undfanget i moders liv"
Lukas 2:21