Monday, November 29, 2010

X - Andreas-dagen

"Andreas sagde til sin bror: Vi har mødt Messias, det betyder Kristus." Sådan fortæller Johannes om den discipel, der har givet navn til den sidste dag i november. Andreas var først discipel, eller elev af Johannes Døber, men da Johannes så Jesus og blev klar over, at han er den, vi alle længes efter - nemlig Gud selv, der vil være menneske sammen med os, så viste han sine egne elever videre til Mesteren! Og Andreas hentede sin bror Peter og introducerede ham for Jesus. De blev begge ledere i den første kirke.Og som de fleste af Jesu disciple, blev de henrettet. Andreas døde på et X-formet kors = et Andreas kors. Han døde netop d. 30. november. Datoen er derfor hans "Himmelske fødselsdag", den dag, hvor han "fødtes ind i det nye liv i Himmelen".På Andreas-dagen kan vi særligt tænke på og bede for vore familier. Mosaik-vinduet er fra Linköping domkyrka.

Genbrug?

I anledning af advent var vi på kirkegården for at tænde lys på forældregraven.
 Da vi kører ind i rundkørslen ud for kirkegården, ser jeg pludselig MIN CYKEL!!! Den forsvandt fra vores carport den første weekend, vi var væk fra huset. Mine børn, der selv har mistet cykler, spurgte om jeg havde låst den! Det havde jeg ikke. Jeg mener, den stod i MIN carport. Alternativet er at låse den = besværligt, eller sætte den ind i gården = under åben himmel! Jeg kan ikke undvære en cykel, så jeg ledte de sædvanlige steder. Det er ikke ualmindeligt, at folk "låner" cykler af hinanden, så kan man typisk ret let finde dem fx. på stationen. Cyklen var denne gang som sunket i jorden! Jeg købte en brugt, som jeg har klaret mig med - der mangler dog lygter og cykelkurv! Øv. Men ved kirkegården - der stod den altså.
 Da jeg kom tættere på, kunne jeg desværre se, at baghjulet er ødelagt, eger brækket, bagagebæreren bøjet og baglygten knust. Det ser ud som om, nogen har fundet den og sat den et synligt sted. Tak idet mindste for det! Desværre er der ikke meget genbrug over min gode gamle cykel!

Saturday, November 27, 2010

Advent

Der er blevet lidt for stille på bloggen. Ikke fordi der er stille i mit liv. Måske mere fordi der ikke bliver taget så mange billeder. Mit arbejde lader sig ikke altid dokumentere. Det kunne se ud som om, vi spiser hele tiden i kirken - men mængden af billeder af kaffedrikkened metodister skal man ikke lade sig narre af. Jeg går på hjemme-besøg, underviser børn og unge, deltager i møder, holder gudstjenester, planlægger, skriver, forbereder, evaluerer, samtaler, lytter og læser. Men jeg nyder også vores nye hus. Bager, hører radio, ser en film, læser aviser, rydder op, laver mad og ser venner. I morgen er det første søndag i advent - en stor kirkedag - den første dag i det nye kirkeår: Vær velkommen! 
Der er lilla lys i adventskransen - lilla er bods-farven, tiden op til den store fest er en tid til refleksion og sortering i livet, så alt kan være klart til Herrens komme! Juleforberedelserne og adventstidens forventning har i år et særligt skær for os. De unge vordende forældre havde termin for 2 dage siden!

Monday, November 22, 2010

Gospelkoret Kefas fejrer de første 35 år!




Der er mange gospelkor i Danmark. Et af de ældste er Kefas, som har eksisteret uafbrudt i 35 år. Jeg var med i den allerførste begyndelse, da det var et rytmisk kor for unge mennesker, hvor vi sang "negro-spirituals", og aldrig havde hørt at den sorte gospel-musik havde udviklet sig til det vi nu kender i ganske avancerede udgaver. Efter jeg flyttede fra København, har jeg fulgt koret på afstand og bl.a. haft kontakt i forbindelse med Copenhagen Gospel Festival, som koret er medarrangør af gennem mange år.
Kefas har haft forskellige dirigenter og mange sangere er kommet og gået. Flere er gået videre med deres egne gospel-projekter. Igennem alle årene har den samme mand siddet bag klaveret og været utrættelig i engagementet - Peter Steinvig! Søndag aften var vi til jubilæumskoncert. Nu med datterbarnet som Kefas-sanger! Det var stort! Til lykke og alt godt i årene der ligger foran jer.

Saturday, November 20, 2010

Julebazar!





Så er årets julebazar godt overstået. For mange er det en vigtig dag i årets gang. Her mødes gamle spejdere, familier og unge. Der handles julepynt og tombolaerne prøves. Og så spises der dessert og drikkes kaffe! Bazaren blev åbnet kl. 13.30, ved at Børnekoret sang, hvorefter Louise præst holdt en lille tale og klippede silkesnoren med den gamle vandrestøvle over.Kl. 18 var alt igen som det plejer i kirken, pengene var talt sammen - 50.000 gode danske kroner til spejder- og børnearbejdet i kirken i Strandby. Tak for det!

Tuesday, November 16, 2010

At være som menneske menneske nær,
- i tanke, i ord og i handling -
kan give vor hverdag forhåbningens skær
og vende den modløse vandring.
Den kærlige stemme med livsglæde i
vil klinge i mørket som lys melodi.  vers 2 i Salmer & Sange, Gudrun Ring Wiwe

Monday, November 15, 2010

Jorden rundt med Café Qvindfolk

Lørdagens Café Qvindfolk havde denne gang besøg af lærer Jette Dammeyer, der fortalte om en rejse til Thailland, New Zealand, Fijiøerne og Cuba. Jette, der er lærer på Strandby skole, rejste i 3 måndere i vinter med mand og 3 børn. Pengene til rejsen var arvet fra hendes forældre, der døde uventet med 2 månederes mellemrum. Heldigvis besluttede familien sig for at bruge pengene på en oplevelse for livet.
 Jette viste billeder, og fortalte meget spændende om landene de besøgte, og om overvejelser de gjorde undervejs om fx. fattige og rige. Men også om det, at rejse med tre skolebørn, der skulle passe skolen og læse lektier undervejs. Lærer-mor Jette havde skaffet kasserede lærer-bøger, så når børnene havde læst, det de skulle, kunne de rive siderne ud og smide dem væk. På den måde blev der plads til at tage mere med hjem.
 Caféen er også god og festlig brunch. Denne gang tog vi lidt hul på julehyggen med bla. svenske lusse-katte, andebryst og rødkålsalat. Og præmielagkage! Næste Café Qvindfolk er lørdag d. 29. januar 10.30 - 13!

Saturday, November 13, 2010

Så bliver rugbrødet ikke bedre!

Jeg har tidligere skrevet om det daglige brød - rugbrødet. I perioder bager jeg rugbrød og har mest brugt en opskrift fra Uffe Gaarde. Jeg fik den for mange år siden, og indtil sidste retræte i Skovhuset, har det været den bedste. Her fortalte Uffe så, at han havde forbedret den gamle opskrift og lagt den på nettet.  Nu har jeg gennemprøvet den nye
rugbrødsopskrift tre gange, og den er virkelig god. Jeg har store rugbrødsforme, så jeg får to store brød i stedet for tre mindre. Opskriften på surdej er den enkleste, jeg har prøvet, også den virkede. Der skal mange ting i dejen, men ellers er det meget let, fx skal rugbrødsdej jo ikke æltes, bare røres. Og så skal man have tålmodighed med hævningen, sådan er det !

Wednesday, November 10, 2010

reklame

I BO BEDRE er der alle mulige skønne julehjem og juleting. Og en helsides reklame for Georg Jensen nye juledesign Johanne, som man kan læse mere om på: WWW:GEORGJENSEN:DK
For mig er der den krølle på det hele, at det er vores niece Rebecca Uth, som har designet Johanne-serien
Posted by Picasa

Monday, November 8, 2010

nips-samlingen!

Min sættekasse har fulgt mig i mange år. Jeg er rigtig glad for den. Den stammer fra et trykkeri og har været fyldt med bly-satser, men nu indeholder den en masse små nipsting, der har betydning i mit liv. Der er en sang fra min mors konfirmation - skrevet på en lang strimmel og rullet sammen - der er en rangle fra min mor var baby, og hundetegnet fra min barndoms hund "Plim". Der er et bryllupsbillede af "os to" og en samling krukker og vaser fra den lille pottemager, som en gang havde en stand i Tivoli. Der er masser af mønter fra lande, jeg har været i, og sjove gaver venner har haft med hjem fra ture. Der er biler og andet legetøj og en lillebitte porcelæns-frø, jeg har fået af en ven, der ville kurere mig for min frø-fobi. Der er Dalar-heste, en mini-Bibel og en DSB-billet fra Halskov til Knudshoved, pris: 28 kr, en svensk badge med en rød knyttet næve formet som Chile og ordene: "Kampen går vidare, Chile-kommitten". Så er der frimærker, bl.a. et med Nyboder, hvorpå man kan se Jerusalemskirkens tårn - så vidt jeg ved, er det den eneste gang, en Metodistkirke findes på et frimærke. Hvis ikke jeg havde haft sættekassen, ville det meste være forsvundet for længst. Nu hænger det på væggen i mit nye værelse.



Sunday, November 7, 2010

Allehelgen

"Mor, har alle i Himmelen hvidt tøj på? for så må fru Gud have en stor vaskemaskine!" - Ved Allehelgen-gudstjenesten i dag, prædikede jeg over "Saligprisningerne" i Jesu bjergprædiken, hvor han bl.a. siger: "Salige er de rene af hjertet - for de skal se Gud". Alt den hvidhed og renhed i vores forestillinger om Himmelen kan godt lyde lidt kedeligt og lidt for ens. I Bibelen fortælles om Den Store Hvide Flok, de hellige. Men hvidt er ikke kedeligt. Hvidt indeholder alle regnbuens farver. Eller man kan sige, at hvidt ikke filtrerer nogen farver bort, men genspejler hele farvespekteret. I modsætning til sort, der hverken modtager eller genspejler noget! - Vi klæder dåbsbørn, brude og måske vore døde i hvidt, for at signalere renhed. Allehelgen søndag indeholder også mindeord og lystænding for de af menighedens medlemmer, der er døde i år. 
Efter kirkekaffe havde vi åbent hus i præsteboligen, så folk fik anledning til at se, huset menigheden har anskaffet. Til kaffetid var der familiekomsammen i anledning af min svigerindes fødselsdag. Efter kaffen gik vi  hele familien, store og små, en dejlig tur i det gode vejr inden aftensmaden, som også var en del af festen. Dagen sluttede med "Taizé-gudstjeneste" med lys og sange. Forhåbentlig har din søndag også været god!

Friday, November 5, 2010

Koncert på Rytmekons i Aalborg

Yngste søn spillede koncert sammen med resten af holdet fra rytmekons i Aalborg. Alt musik var selvskrevet, og de unge mennesker blev ved i 1 og 1/2 time uden pause. Helt bogstaveligt havde de et band, som spillede i alle pauser. Det var meget flot.
 Efter koncerten var vi to gamle på restaurant
FUSION hvor vi fik det dejligste sushi og dessert. Dejlig at være voksen. Da børnene var små talte vi af og til om, hvordan det ville være, når de blev voksne og vi skulle bo alene to - hvad vi jo ikke nåede ret længe, inden det første dejlige barn blev født - 1 1/2 år, så var freden forbi. Min kære far sagde: "Det er hårdt at være forælder. De første 47 år er de værste!" - En dag som i dag, synes jeg nu ikke det er så galt!

Tuesday, November 2, 2010

Fugletræet

Jeg er meget glad for at bo i det nye hus. En af de dejlige ting ved stedet er, at de tidligere ejere har fodret fugle. Lige uden for køkkenvinduet står dette fine fugletræ, hvor der hele tiden er liv og aktivitet. De spiser godt, de små. Det må de gerne!"Se himmelens fugle, de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske far giver dem føden. Er I ikke langt mere værd en de?" Matthæus 6: 26