Tuesday, June 30, 2009

O, Gud ske lov!



Selvom Strandby havn også er stedet for fritid og sejlbåde, er det stadig først af alt et sted, hvorfra der fiskes og forarbejdes fisk. Dertil skal bruges mange hænder.
Havnen har gennem generationer givet mad på bordet - og i en periode ligefrem også velstand - til mange familier.
Hvordan det vil gå fremover, er der ingen der ved. Gode folk arbejder med de forskellige muligheder. Men et er sikkert: "Føden og klæden nok du får af ham i morgen som i går, og når hans sol for dig går ned, arver du al hans herlighed!"

Monday, June 29, 2009

3. z var forbi

De kom forbi - fandt hurtigt ind i skyggen -spiste fiskefrikadeller og drak lidt - og så var de væk igen! Det var en varm tur. Åben hestevogn havde måske været mere festlig - men de kommer fra Frederikshavn og omegn - som Skagen fx. Så bus, ja tak! De fester lidt endnu, men sommeren og det gode vejr trækker også. Jeg var i Kattegat i går. Det er sådan set ikke sket siden sommeren 2007! - Fortsat god sommer
Posted by Picasa

Saturday, June 27, 2009

Sjung om studentens lyckliga dag!

Sådan ser en del af årets dimittender fra Frederikshavn Gymnasium og HF ud, set fra første forældrerække. Rektor holder tale og deler eksamensbeviserne ud.
Også på sin sidste skoledag havde Maria fat i mikrofonen. Kammerpigerne sang dejligt for os. Som allersidste punkt på dagsordenen inden festen sluttede var der uddeling af 3 legater. Maria fik sammen med Tanja tildelt "HSA legatet TIL MINDE OM TAGE MORTENSEN" - det tildeles "en musisk begavet elev, der ønsker at udvikle sit musiske talent". Jamen, om det var stort!
Her er et billede af Sofie! Da Maria begyndte i skole i august 1996 var hendes forældre ikke hjemme. Vi var sikkert til et eller andet vigtigt i kirken. Men Sofies mor, Susanne var med de to piger i skole og tog billede af vores datter - der ellers ikke har skullet undvære sine forældre i stor udstrækning. Men det manglende nærvær første skoledag, det har vi hørt om af og til. Sofies mor var på Gymnasiet i går - men jeg tror ikke hun havde kammera med; så her er et billede af Sofies sidste skoledag!
Og så var der fest i haven resten af den dag. I dag og i morgen er der studenterkørsel. Men mere om det senere.
Posted by Picasa

Diamanter varer evigt!

Torsdag d. 25. var det 60 år siden Emma og Poul fejrede bryllup. Vi fejrede dagen fra morgenstunden med flag, sang og morgenkaffe til 100 mennesker.
Senere fik vi mere mad. Snakken gik lystigt, og familiens børn, unge og voksne var sammen dagen lang.
Familie er bestemt ikke, det værste man har! Ihvertfald ikke, når det er sådan en som vores. Spændende at tænke på, hvad to menneskers lille "ja" kan føre med sig. Diamantbryllup og 33 nære slægtninge til aftenens spisning, for eksempel!
Posted by Picasa

Wednesday, June 24, 2009

Dagen før....

Posted by Picasa

Velkommen til maleriudstilling


En trofast følgesvend på bloggen og en kær ven og kollega - alt i en og samme person: David Kvebæk. Gå ind og se billeder fra den seneste maleriudstilling på:
Billederne er blevet til efter tung sygdom, der også påvirkede sindet. Men nu er der lys og farver igen. Læs Davids blog; den er god at blive klog af, og se nu også de dejlige malerier.

Tuesday, June 23, 2009

En fortælling fra de varme lande

Familiens studenter lufter de fine huer ved Skt. Hans-bålet. Vejret var dejligt i går. Ikke for blæsende, hvilket vi ellers er godt vant med på disse kanter.
Bålet brændte smukt, som tidligere år. Vi var mange mennesker samlet - det er altid en god anledning til at få hilst på mennesker, set babyer, hunde og altså nyudsprungne studenter og andre, der har afsluttet eksamen.
Båltalen var i år en fortælling fra de varme lande. Svoger Carsten berettede om rejsen til Nigeria med et hold fra Horne Efterskole (tidligere omtalt på bloggen).
Der blev lyttet. I udkanten af bålet foregår der dog altid andre spændende ting. Som her, hvor August øver sig i slukke brand godt hjulpet af mor onkel Kent. Ja, det er midsommer, lyst og en tid fyldt med fester. I morgen venter en af de helt store!
Posted by Picasa

Til lykke Maria!

Så fik hun den eftertragtede hue. Sidste fag var Oldtidskundskab, afsluttet med et 10'tal. Far gav hende huen på. Der er en helt speciel stemning på skolen i de her dage - stille, spændt forventning. En masse glade og stolte pårørende - koncentrerede unge, lærere og sensorer.
Marias hue er smykket med en G-nøgle, da musik er et af hendes store fag - og et af de bedste. Smukke blomster til en glad og lettet studine!
Ud i solen -
- og hjem til Strandby - forbi farmor og bedstefar. Og så er det fest og Skt Hans og mere fest. Det er en dejlig tid!
Posted by Picasa

Have haves

En tidligere biskop - Hans Växby - har lært os, at livet er som haven; passer man den ikke, går det galt. Gør man ingen ting, så vokser det hele vildt, gror til og bliver umuligt. Livet er en opgave, som haven er det. I Højsangen i Bibelen står der smukke ting om den indre have: "En lukket have er du, min søster, min brud, en lukket have, en forseglet kilde" Og den have arbejder jeg gerne i. Jeg ved, at mange nyder at arbejde også i deres håndgribelige haver. De slapper af med arbejdet. Sådan har jeg aldrig haft det. Jeg nyder at være ude - at læse og spise i haven. Og jeg holder af at se andres fine haver, både køkkenhaver og blomsterbede. I dag har Jørgen klippet hæk. Præsteboligen ligger på en hjørnegrund med tilhørende elmehæk. Det tager 4- 5 timer at ordne hækken, og det skal jo gøres inden Skt. Hans-aften. Som er i morgen! Klipper han for tidligt, skal det måske gøres 3 gange på en frodig sommer. Vi har ellers en nem have. Med græsplæne og buske men ingen blomster. Jeg har krukker med lidt blomster og krydderurter. Hvis krydderurterne får lov at stå - ja, så blomster de også. Vidste du måske, at salvie er så fin i blomst?
Posted by Picasa

Sunday, June 21, 2009

De lyse nætters tid



Posted by Picasa

En dejlig dag

I dag er det solhverv - årets længste dag - og som min mor med et suk plejede at sige: "Det var en lang dag!" - Ja, det er min fødselsdag. Vi har fejret i kirken, jeg har fået mange dejlige gaver og her til aften kom et nyt fint bekendtskab til vores hus medbringende denne overvældende buket! Tak for det hele - og vejret!
Posted by Picasa

Intet forsømt forår her!

Maria lægger sidste hånd på Platon og de andre støvede hoveder. På tirsdag står den på Old - sidste fag inden huen er på plads.
Godt det er dejligt vejr, så hun både kan nyde solen, studere og snakke med Frue. "Det forsømte forår" er heldigvis længe siden.
Posted by Picasa

Saturday, June 20, 2009

Havneindvielse igen igen!

Idag d. 20 juni har Strandbynitterne atter indviet deres havn. Den første havn blev bygget med de bare næver og indviet i 1896. Niels Tvilling var foregangsmand i byggeriet. Der har været fisket fra Strandby altid - i 1466 er stedet nævnt ved navn første gang. Dengang var menneskene hoveriarbejdere på Ellinggård og havde derfor ikke hverken råd eller kræfter til at drive fiskeri. Alligevel lykkedes det at skaffe både og fiske. Det farlige fiskeri efter østers foregik ved at man sejlede ud i hårdt vejr og lod bådene drive, mens man trak vod, der skrabede over bunden. Niels Tvilling født i 1849 blev den, der inviterede de første metodistpræster til byen. Dermed var han med til at bane vejen for den menighed, vi har i dag. Men også havnen, var han foregangsmand for. En havn ville give fiskeriet meget bedre og tryggere muligheder. - Som mindestenen på havnen siger, er havnen bygget i Jesu navn (af Indre Missionsfolk og metodister) og ombygget, nu 12 gange. Der skal lige rettes lidt i romertallet.
I dag blev sidste ombygning indviet. Borgmester Erik Sørensen holdt den første tale, og en kutter sejlede gennem snoren, der var spændt tværs over indsejlingen. Bagefter kom en sejlbåd, der brød snoren til lystbådenes nye afdeling. At lystbådene får plads er nyt. Da vi flyttede til byen for 21 år siden, opfattede man nærmest lystsejlerne med mistænksomhed. I dag får de plads og gode forhold.
Men fiskeriet har stadig den plads, det skal have. Både de store industribåde og de kuttere, der fisker konsum-fisk. For ikke mange uger siden blev vores tidligere havne- og fiskeriforeningsformand, Svend Erik Andersen valgt til ny formand for Danmarks Fiskeriforening. Ny formand for Strandby havn og fiskeriforening er Claus Pedersen, en af de legendariske Wesley Chapel Singers, en god ven og sammen med sin familie trofaste medlemmer af kirken. Vi er da så stolte!
I Strandby havn er der stadig plads til de små joller, der som FN 21 sætter garn og fanger fisk til vores middagsbord. Der er stadig hygge og stemning, travlhed og forretningssans, hårdt arbejde og nytænkning i bedste forening på Strandby havn. Og fiskernes motto? "Fiskes skal der". Det står også som en usynlig overskrift i kirken.
Posted by Picasa

Wednesday, June 17, 2009

Fortsat god rejse!


"Virkelig forandring er mulig. Vi behøver ikke at forblive ofre for hverken vores personlighed eller vores fortid. Evangeliet proklamerer, at forvandlende kærlighed er tilgængelig for alle mennesker, og forvandlingsprocessen er den samme for alle. Det er kun detaljerne på rejsen, der er forskellige."
citat fra bogen
AT OVERGIVE SIG TIL KÆRLIGHED, at finde ind til kernen i kristen spiritualitet af David G. Benner, Boedals forlag. Det er bogen, vi har læst gennem dette år i tirsdagens Væve-gruppe. Vi afslutter på tirsdag kl. 17. Bogen handler om Kærlighed som essensen af livet og kristen tro. Benner er psykolog og øser af sin erfaring med psykisk sårede og skadede mennesker og Guds helende og helbredende arbejde i dem. At beskrive livet i Gud som en rejse er et fint billede. Af og til kan det være, som om der ikke rigtigt sker noget. Så er det godt at se livet i et lidt længere perspektiv og fx. spørge sig selv: "Hvor var jeg for 5 år siden? eller for 10 år siden?" For et år siden havde jeg ikke læst denne bog med netop denne gruppe mennesker. Det har jeg nu. Tak for følgeskab på rejsen til den trofaste lille skare.

Monday, June 15, 2009

Heja Sverige



Velkommen til 3 venner fra Sverige: Ingemar, Ingrid og Lasse - hyggeligt at mødes i cyberspace.

Havglimt

Det er ikke til at se det - men jeg ved, at havet på billedet, er Kattegat. Mellem den fredelige mark med fårene og havet ligger en by med ca. 25.000 indbyggere - Frederikshavn. Fårene græsser ved Fladbjerg kirkegård og Flade kirke. Brønderslevvejen ligger lige ved siden af. Og her knejser det ikke særligt kønne Cloostårn, hvorfra man har en forrygende udsigt over det nordligste Jylland. Når jeg, langt væk hjemmefra - i Spanien eller USA fx - skal forklare mennesker, der ikke begriber, hvor det er, jeg kommer fra, ender jeg nogen gange med at spørge: "Ved du hvor Tyskland ligger?" Det gør de som regel - i hvert fald tør de ikke indrømme, hvis de ikke ved det. "OK - på toppen af Tyskland ligger en lille halvø, og helt oppe på spidsen, der bor jeg!"
Efter sammenlægning af 3 kommuner er vi nu i den gamle Frederikshavn kommune sammen med Skagen og Sæby i det nogen kalder "Gaza-striben". Lang er den i hvert fald. Står man her på bakken ved Flade kirke og kigger meget intenst og i godt vejr, kan man i det fjerne skimte land. Det er Læsø; landets mindste kommune. De vil ikke være samme med os andre. Det er egentlig i orden med mig - bare de ikke melder sig ud af Danmark eller flytter deres dejlige ø. Grunden til at jeg af og til befinder mig på bakken her er, at jeg er på vej ud til Susanne for at få kaffe, snak og styr på tilværelsen
Posted by Picasa

Sunday, June 14, 2009

Bibelens perler


Kristuskransen har fulgt mig dag og nat gennem 6 år. Den første købte jeg i Vadstena. Den var af træ. Jeg købte den i en sommerferie, og sagde til Jørgen, at hvis jeg blev glad for den, ville jeg ønske, at han gav mig en i sten til jul. Sådan blev det. I stedet for "Gud-messing-perlen" har jeg en guld-perle købt for penge, jeg fik til et jubilæum. Jeg har holdt mange retræter over perlerne i kransen, og vi har solgt mange, mange Kristuskranse i kirken. Gennem de sidste 3 år har vi i kirken haft en lille gruppe, der er mødtes om en bog, hvori vi læser små stykker. Vi lytter til lidt musik og sidder til sidst 5 - 10 minutter i stilhed. To gange har vi gennemgået bogen "Væven", som er skrevet af biskop Martin Lönnebo - manden, der også har sammensat "Kristuskransen". Efter sommer begynder vi læsning af bogen "Bibelens perler", som er bygget op over Bibelen og Kristuskransen. Forhåbentlig er der mange, som har lyst til at være med. Jeg glæder mig allerede.

Friday, June 12, 2009

På vej!


På søndag er der gudstjeneste i en kirke nær ved dig!
Vorherre selv vil være til stede ("For når to eller tre af jer mødes for at være sammen om troen på mig, så er jeg der også." - Jesus iflg. DNA) Kommer du?
Posted by Picasa

Tuesday, June 9, 2009

Bristede bobler - på flere måder

Vi blæste sæbebobler i kirken i søndags. Jeg tror, alle kender facinationen af at se dem vokse frem - svæve et kort øjeblik og forsvinde! Sæbebobler hører sommeren til. Men også barndommen, hvor man forundret kunne lege med sæben i badekarret eller ved opvasken og pludseligt se, alle regnbuens farver spille i den blanke runde flade. Hvilket et under! Tænk, at det lå gemt i en ganske almindelig hverdags beskæftigelse.
Senere i livet har jeg læst "Barbara" Af Jørgen Franz Jacobsen og der stiftet bekendskab med Kingos salme "Far, verden, far vel!" - det var ikke en salme, vi sang i de menigheder, hvor jeg voksede op. Her står verset: "Hvad er det dog alt, som verden opsminker med favr gestalt? Det er jo kun skygger og skinnende glar, det er jo kun bobler og skrattende kar, det er jo kun iseskrog, skarn og fortræd. forfængelighed - forfængelighed."
Ja, fint Kingo. Men bristede bobler er ikke kun et tegn på det, der ikke er bestandigt og derfor tomt og uden mening - eller endnu værre; det, der leder væk fra Gud. Sæbebobler er også et tegn på, at skønheden er gemt i skaberværket og kan vise sig i et uventet øjeblik: i en regnbue, i et smil eller i en pludselig venlighed fra et fremmed menneske. Det var der. Jeg så det selv. Det er også virkelighed.
Posted by Picasa