Wednesday, December 15, 2021

På skinner!


 Her sidder jeg - i et SJ-tog på vej hjem fra Stockholm til København. Indtil videre går det ganske planmæssigt. Bortset fra, at toget ikke kører til København men har slutstation i Malmö. I Equmeniakyrkan tager vi klimaproblematikken alvorligt. Vi bruger derfor offentlig transport i vid udstrækning og jeg kører rigtigt meget i tog. Det tager knapt 6 timer fra Østerport til Stockholm, når det går hurtigst. Af og til kører jeg med nattoget fra Malmö. Der bestiller jeg en rigtig sovekupé med eget bad og hotel-morgenmad, når vi kommer frem.

For flere år siden bestemte jeg, at jeg er med digitalt, hvis mødet ikke er heldags. Under pandemien har vi alle arbejdet digitalt og sammenlignet med 12 - 13 timers togtur foretrækker jeg skærmen.

Om lidt har jeg, på Zoom et planlægningsmøde med gode kollegaer. Vi er ved at sætte en konference sammen om teologi og børn - meget spændende! Rundt om i toget sker det, at andre mennesker har arbejdsmøder eller telefonsamtaler. Det er nogen gange spændende at lytte til. Gad vide, om nogen lytter med på mit. Og hvad mon de får ud af det?

Monday, December 13, 2021

Ren glæde!


 

Når jeg står med sådan en bunke rent, lækkert tøj, tænker jeg af og til på min mormor og farmor og deres gruekedler og tørresnore og vaskedage. Og jeg tænker på de mange, mange kvinder som rundt om i verden bruger store dele af deres liv på at vaske og ordne deres eget og familiens tøj. Jeg er privilegeret! Og taknemmelig! Også for det.

Friday, December 10, 2021

Gen-besøgt!


 Åh, hvor er det bare for længe siden! Jeg ledte efter et helt bestemt billede til min prædiken på søndag i Rosengårdskyrkan i Helsingborg. Det var umuligt at finde i mine tusindvis af billeder. Men så kom jeg i tanke om, at det ligger på bloggen - den gode gamle, næste helt døde "Tro håb og kærlighed" Og jeg fandt det! Billedet er fra Christ Church Cathedral i Oxford. Her er Jesusbarnet lagt i en krybbe fremstillet af en kornkværn. Og det er netop pointen i min prædiken: Jesus, Livets Brød kom til verden som et barn, svøbt og lagt i en krybbe - dyrenes fodertrug. Her er dybe hemmeligheder gemt!