Museet for Civil Rights ligger delvis i et tidligere hotel i Memphis - nemlig det hotel, hvor Dr. Martin Luther King Jr. blev skudt d. 4. april 1968. Han var i byen for at lede en march sammen med renovations-arbejderne, der strejkede for bedre rettigheder og løn. Museet er meget omfattende og har fokus netop på menneskerettigheder. Museet for MLK ligger jo i Atlanta, hvor han boede og var præst i den baptist-kirke, som også hans far havde været præst i.
På museet i Memphis kan man sætte sig ind i en bus. Der sidder allerede en passager - dvs. det er en statue af Rosa Parks, den kvinde, der en dag valgte at blive siddende på sin plads i bussen, selvom chaufføren bad hende rejse sig, så en hvid mand kunne få hendes plads. Men, som hun senere sagde, så var hun træt efter en lang arbejdsdag. Hun havde betalt sin billet og landets love tillod ikke, at staten stadig opretholdt adskillelse af hvide og sorte. Så hun blev siddende. Og blev arresteret - hvilket udløste bus-strejken i Montgomery i staten Alabama. I et år nægtede de sorte at benytte de offentlige transportmidler. Under mange besværligheder arrangerede man fælles transport i biler - eller man gik mange kilometer hver dag. Ulighed og forskels-behandling skulle stoppes, fordi det var uværdigt og imod landets forfatning.
Aktionen lykkedes som bekendt, og var med til at sætte gang i den store bevægelse, der ændrede det amerikanske samfund gennem mange kampe og marcher.
Rosa Parks er en helt. Hun blev en gammel dame og er netop død. Når man på museet sætter sig i bussen, hører man en afspilning af buschauførens advarsler og trusler, som de lød til hende den dag i december i 1955. Martin Luther King var en stor taler og organisator. Ikke alle kan gøre, hvad han gjorde. Men Rosa Parks valgte i en hverdags-situation at stå fast på sandhed og retfærdighed, selvom det kostede hende personligt. Dermed satte hun gang i noget meget større, end hendes eget. Dybest set tror jeg, vi alle er kaldede til at gøre som hun. Hvordan skal Gud kunne forandre verden og overvinde ondskaben, som Han jo endegyldigt har besejret, hvis vi ikke vil gøre vores del af arbejdet?
Og der er stadig meget at gøre - sandelig også i vores del af verden.
Dr. King havde en drøm om lighed, retfærdighed og frihed. På det sted, hvor han blev skudt, står et citat, der egentlig handler om Josef og hans brødre fra 1. Mosebog 37: 20:
"Dér kommer den drømmer. Lad os slå ham ihjel. Lad os så se, hvad der kommer ud af hans drømme!" Verden har brug or Rosa Parks og Martin Luther King - og dig og mig!
No comments:
Post a Comment