Thursday, October 30, 2008

Tro Håb & Kærlighed

Min blog hedder TRO HÅB & KÆRLIGHED. Jeg har en glasmosaik af de smukke ord, som Paulus har sammensat til udødelighed, som en del af det, vi kalder kapitel 13 i brevet til menigheden i Rom. Her står blandt meget andet fantastisk om kærligheden:
"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. -
Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærlighed"
Tænk, at have skrevet dette første gang! Kunne du have gjort det?

Sunday, October 26, 2008

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn

I min præste-fars efterladte skriverier har jeg fundet følgende, som jeg tror er skrevet i forbindelse med hans 80 års fødselsdag for 5 år siden: "Bedst kan jeg lide at huske dåben. Der findes ikke noget større for mig som præst end at holde et lille barn over dåben. Måske er det ikke helt rigtigt, når jeg siger, at jeg ikke har mødt en grædende baby, men som oftest har han/hun sovet, eller også er jeg blevet mødt af et par store forundrede øjne."
I dag døbte jeg Signe Hjort Boelsmand, Louise og Sørens datter. Hun er en glad baby, der meget interesseret fulgte med hele vejen. Særligt da jeg efter dåben lagde hånden på hendes hoved og lyste velsignelsen. Da kiggede hun intenst på mig med store blå øjne for ligesom at sikre sig, at det nu også kunne være helt rigtigt.
Det kunne det!

Herren velsigne dig og bevare dig,
Herren lade sit ansigt lyse over dig
og være dig nådig,
Herren løfte sit ansigt mod dig
og give dig fred.
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn!
Mindre kan ikke gøre det.
I øvrigt var der musik spillet af ganske unge musikanter, dans af mange dygtige dansepiger og optræden af de mindste børn som afslutning på en flot Sang - Dans og Musikweekend.
Posted by Picasa

Saturday, October 25, 2008

Sensommersang

"Snart lysner kronens bladenet, og hvert et løv må briste"








"Hvis modenhedens milde magt af livet selv du lærte, da slår bag falmet rosendragt dit røde hybenhjerte."

fra Sensommersang, bedre kendt som "Septembers himmel er så blå" af Alex Graff

Tuesday, October 21, 2008

"Giv mig hvad du har"

På væggen i vores kontor hænger dette maleri. Vi købte det på Danske Kirkedage i Silkeborg for mange år siden. Det er malet af Poul Johansen. Jeg holder meget af hans farver og komposition. Motivet er de mange mennesker, der lyttede til Jesus så længe og intenst, at de glemte tid og sted og til sidst blev meget sultne. Der er mange fine pointer i historien. En af dem er, at Jesus ikke ignorer vore fysiske behov, men naturligvis vedkender sig, at vi er mennesker af kød og blod, der har brug for mad, søvn og hvile.
Vi er skabt ved Jesus: "Alt er blevet til ved Ham og uden Ham blev intet til af det som er." Sådan skriver Johannes i begyndelsen af sit evangelie. Vi lever ikke kun af brød - og fisk. Men også! - En anden pointe i historien er at Jesus udfordrer disciplene til at tage sig af opgaver, som ikke naturligt er deres. "Giv I dem noget at spise!" siger Han, da disciplene vil sende menneskene væk, så de kan klare deres problemer selv. Han udfordrer dem til at se deres egne beholdninger og ressourcer efter - og at give dem til Ham. Og så sker der ting og sager. Om tilhørerne opdagede, at de var udsat for et under, det melder historien faktisk ikke noget om. Men disciplene, de blev forundrede.
Som min salige mor i spøg sagde: "Tjen Herren. Lønnen er ussel, men frynsegoderne er himmelske!"
Posted by Picasa

Saturday, October 18, 2008

Vejrhaner og andre fugle

Vinden blæser mod syd,
den drejer og går mod nord,
den drejer og drejer,
og vinden bliver ved med at dreje -
-...der er intet nyt under solen.
Hvis nogen siger: "Se, her er noget nyt!"
Så har det, vi har for øje, allerede været for længst.
Med tak til Prædikeren (tekst) og Lars Jensen (billede)
Posted by Picasa

Thursday, October 16, 2008

En hånd til Leo!

Vi var naturligvis på kirkegårdsvandring på Læsø. Og fandt, som altid anderledes måder at markere sit farvel på.
Jeg er ingen stor kortspiller, men som barn spillede vi "500" i sommerferierne på Venø - hele familien, incl. mormor og morfar. Vores mormor var opvokset i Indre Mission, og det kunne ikke komme på tale at spille med rigtige spillekort med symbolerne ruder, hjerter, kløver og spar. Derfor foregik det med kort i 4 forskellige farver og tal uden symboler. I sommerhuset var der ikke elekstrisk lys, så vi spillede kort i petroliumslampens skær. Det gav anledning til mange sjove episoder, når særligt familiens ældste mente deres kort passede sammen og kunne lægges ned - og det så viste sig, at de havde samlet en hånd i både grønne og blå farver, fordi farveforskellen var umulig at se i den svage belysning. Jeg lærte en del om de voksne i familien ved at spille kort med dem. På den hyggelige måde. Min far blev bidt af det - og undlod derfor af samme grund, oftest at være med. Min mor var vist bare god til at spille. Mormor havde som sagt svært ved at se farvenuancerne - og i det hele taget med at overskue spillet. Og hun var totalt fremmed for snyd og spekulation, og blev derfor af og til overrumplet. Særligt af morfar, der typisk samlede så mange stik på hånden, at han på en gang kunne lukke hele spillet. Det skete selvfølgelig også, at han brændte inde med en masse point, fordi et eller andet barn pludselig så sit snit til at lukke spillet ned for næsen af ham.
Men kortspil hørte kun sommerferien til. Indtil jeg kom i gymnasiet. Der var vi en flok piger, som spillede whist i alle frikvarterer. Jeg har glemt spillet - men hyggen og snakken var uovertruffen! Forleden genså jeg den herlige film "Sidste stik", som blev vist i anledning af Poul Newmans død. Den handler om spil bl.a. poker og spil på travheste. Jeg interesserer mig ikke for nogen af delene - men nok for Poul Newman - og ikke mindre for Robert Redford! På cykelturen i tirsdags fandt vi så denne gravsten med noget, jeg tror er en poker-hånd. Den består af 2 esser: Klør og Hjerter, en Spar 2 og Ruder 10. Jeg håber for Leo under stenen, at det er en god hånd!
Posted by Picasa

Tuesday, October 14, 2008

Mere efterårsferie

En dag med godt vejr i efterårsferien passer perfekt til en dag på Læsø. Man sejler fra Frederikshavn, mens solen står op, og når den netop er gået ned - og i dag var fuldmånen kommet på himmelen - så går turen hjem igen.

Alle farver var fine, og selvom det blæste op midt på dagen, så nød vi cykelturen øen rundt på cykler lejet hos Jarvis i Vesterø.
De brune bier har fået nyt hus med eget cykelstativ. I huset kan man læse om bierne - og særligt om den brune, oprindelige, der er truet af udryddelse, fordi den bliver blandet op med importerede bier, der ikke er så gode til at leve i Danmark. På Læsø har de overlevet, og nu er den brune bi på UNESCOs liste over dyr, der skal passes særligt godt på.
Der er ikke megen aktivitet i og omkring bistaderne nu, der pakkes ned for vinteren. I bi-huset kan man læse om den store nytte bier gør. Ved at bestøve afgrøder

optimerer de verdens fødevareproduktion med 30 %. Det er her de gør den store forskel. Honning er virkelig kun et bi-produkt.

Monday, October 13, 2008

Efterårsferie

Efterårsferie betyder, at det daglige arbejde i kirken ligger underdrejet. En behagelig pause i en travl hverdag. Uge 42 har gennem mange år været præget af, at Jørgen ikke havde ferie men skulle undervise onsdag og torsdag i Göteborg, og af at skiftende børn har skulle på patruljeførertræning. De sidste 3 år har Jørgen og jeg cyklet Læsø rundt mandag i efterårsferien, taget til Sverige tirsdag og været hjemme igen torsdag, til børnene kom hjem igen. Men fra i år skal min kære mand ikke længere til Göteborg. Maria er ganske vist på patruljeførertræning, og vi skal være hjemme til hun kommer hjem, men ellers er vi ikke afhængige af nogen eller noget. I går, søndag fejrede vi gudstjeneste, hvor lille Herman blev døbt. Over middag tog vi så Skagensbanen - ja, bilen var ikke hjemme - til den nordlige endestation. Sammen med "Frue", min gravhund travede vi så sydpå og nåede lige at stå på toget igen i Hulsig efter 3 timers vandring.
I dag, mandag var det ikke vejr til Læsø. I stedet kørte vi først til Nordsøcenteret i Hirtshals, hvor vi allerede på parkeringspladsen blev klar over, at her var det meste af nordjyllands børnefamilier samlet. Så vi kørte videre til Skagen Odde Naturcenter. Huset er tegnet af Jørn Utzon. Det ligner et ørkenfort og dagens tåge og regn gjorde det ikke mere tilgængeligt at se på.

Men inde var der god plads og udstillinger om sand, vand, vind og lys.



Og der var sjove kort, hvor man kunne se, hvor ungt land vores lille by ligger på. Først på kortet, der viser Skagen Odde for 800 år siden, bliver der plads til Strandby.
Til gengæld har byen en flot plads på dette kort fra 1787 - året før Metodistkirken blev grundlagt i Amerika.
Posted by Picasa

Wednesday, October 8, 2008

Livet er ikke det værste man har!

I min avis stod idag:

Vaclav Havel, Tjekkiets tidligere præsident, har ingen fidus til bestræbelserne på at holde liv i økonomisk vækst. Det risikerer, at civilisationen ødelægger så meget for sig selv, at den går under, siger han.

"Den kult, der hele tiden taler om forandring, fornyelse og vækst uanset omkostninger, kan føre civilisationen ned i en afgrund", advarer han. "Folk har brug for en eksistentiel revolution, deres fornuft har brug for et chok, så de kan gevinde deres forstand", tilføjer Havel. (Politiken)

I min tidebønsbog læste jeg i går aftes:

"Hvorfor skal jeg frygte i onde dage, når bedrageres ondskab omringer mig? De stoler på deres rigdom og praler af deres store formue. Ingen kan dog købe en bror fri eller betale Gud løsepenge for ham. - Løsesummen for deres liv er så høj, at man må opgive det for altid. -Ellers kunne han leve evigt uden at se graven. Men man ser, at vise mænd dør, tåbe og fæ går begge til grunde, de må efterlade deres rigdom til andre. Graven bliver deres hus for evigt, deres bolig slægt efter slægt, skønt deres navn er udråbt over jordegodser. Frygt ikke, når en mand er rig, når velstand og hans rigdommen i hans hus vokser. Han kan intet tage med sig, når han dør, hans velstand følger ham ikke i graven"" Salme 49: 6 -12, 17. Læs selv videre, det fortsætter i samme spor. Livet hænger meget godt sammen. Også i dag!

Sunday, October 5, 2008

Sladder og samtale


HAR DU HØRT? Gudstjenesten handler om sladder!?!
"Den, der mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, fører sig selv bag lyset; hans gudsdyrkelse er intet værd"
Jabkobs brev 1:26

"De ord, der sårer andre
og volder sorg og savn,
har ingen ret i livet,
for de gør ingen gavn
Men ord, der bringer glæde,
de tænder lys og smil
og korter altid vejen
med mange, tunge mil"
fra salme nr 337 i Salmer & Sange
"Løgnagtige læber rummer had, den, der spreder sladder, er en tåbe" Ordsprogenes bog 10: 18
Der var "svigermors skarpe tunge" og H.C.Andersens "Det er ganske vist" på dagsordenen i kirken i dag. Vi begyndte med koncentrerede og energiske danse-piger til hårde rytmer. Men der var også f.ex. Børnekor, salmesang og trosbekendelse.
Og så havde vi gæster - Hjällbo Damkör med kollega Leif Tullhage som musikant og leder var på Danmarks-turne til Strandby.

Søndagsskolen have inviteret specielt til dagen, og børnene lavede de fineste magneter til køleskabet derhjemme, hvor de kan hænge det fine program for søndagsskolen frem til jul. Sarah havde skrevet, meget fint, på sin magnet: "Selv om folk du elsker kan befinde sig langt væk så gør de det aldrig i ens hjerte" (tag den, Søs!)

Bagefter var der dejlig kirkefrokost. Og nu skinner solen, selvom det stadig blæser meget. Vi må ud - ud under åben himmel. Det er ganske vist!

Posted by Picasa

Saturday, October 4, 2008

"Danmarks bedste kirkelige hjemmeside 2008" | kristendom.dk

Så er det tid til at nominere Danmarks bedste kirkelige hjemmeside - hvis man mener at kende en sådan:-)
Sådan forløber konkurrencen "Danmarks bedste kirkelige hjemmeside 2008" kristendom.dk

Labyrinter er fascinerende

Labyrinten stiller ikke spørgsmålet: "Går du rigtigt eller forkert"?
Labyrinten stiller spørgsmålet: "Går du"?

Den, der har for meget fart på, iler ofte forbi midten uden at opdage den.

















Ovenstående og øvrige citater er fra bogen "Im Labyrinth sich selbst entdecken" af Gernot Candolini. Jeg har lånt den af Tine -Livet er en labyrint, og hun skal snart have den tilbage.

Da vi skulle bestemme mønster i gulvet i vores nye menighedssal, foreslog jeg, at det skulle være en labyrint. Det blev kun ved snakken. Jeg ved ikke, om der er labyrinter i nogen metodistkirker, som i Kölner Dom og katedralen i Chartres, men i sommer boede vi i en lille kirke i Nashville, hvor de havde denne labyrint i haven.
Det er ikke en stor labyrint, men den er stor nok til, at man mister fornemmelse for andet end netop det sted, man er nået til. Det er en af de fine ting med labyrinter - man mister nok orientering og overblik, men så meget mere er man tilstede og koncentrerer sig om at gå det næste skridt. Hvilket er en god øvelse i livet med Gud.

"Vejen mod midten er aldrig ligefrem - men altid tydelig"
Og så er de smukke!

"Mange ting udfolder først deres skønhed, når de ses ovenfra"
Jeg er for tiden med i yderkanten af planlægning af to større kirkelige begivenheder, hvor jeg begge steder har foreslået, at vi skal lave en labyrint. Jeg glæder mig meget!
I mellemtiden vil jeg opfordre til at tage en tur i den virtuelle labyrint, som den engelske metodistkirke har lagt på deres hjemmeside. Du skal have god tid (og bære over med den lidt ensformige musik): http://www.lostinwonder.org.uk/labyrinth.htm