Sunday, January 30, 2011

Lørdag og søndag i kirken

Fanerne er rullet sammen -
Kagemændene næsten spist -
blomsterne står tilbage på bordene efter dagens spejdergudstjeneste. De store patrulje-spejdere har været på weekend og afsluttede i kirken, hvor også de små spejdere og deres forældre kunne være med. Min mulighed for at tage billeder under gudstjenesten er lidt begrænset, så jeg gik en tur med kammeraet bagefter. - I går var vi godt 40 qvinder samlet til Café Qvindfolk, hvor vi hørte om maleren Vincent van Gogh - og ikke mindst så gengivelser af hans billeder. Det var Inger Røgild, der er konsulent i Folkekirkens skoletjeneste i Frederikshavn, der gennem gik van Goghs liv og værker. Sammen fandt vi religiøse spor og motiver i f.eks. "Kartoffelspiserne."
En kort periode i sin ungdom i året 1876 var Vincent van Gogh medlem af Metodistkirken i England. Han arbejde på en skole drevet af kirken og som lægprædikant sammen med metodistpræsten Jones i byen Isleworth. Underligt at tænke på - og selvom hans liv ikke kan siges at have været særligt lykkeligt eller harmonisk efter han forlod England igen, så vil vi nødigt have undværet hans kunst. - Jeg har andre kollegaer, både afdøde og højst nulevende, der både maler og tegner - nok ikke helt på van Goghs niveau, men til glæde og inspiration! -
Posted by Picasa

Friday, January 28, 2011

Alt er til låns!


Kære Herre!


Sæt et usynligt mærke, på alt det, der går gennem mine hænder, så jeg ser, at det er dit.

Jeg har jo intet, jeg ikke har fået af dig.

Og jeg har kun fået det, for at forvalte det efter din vilje.

Alt jeg kalder mit eget, også mit liv og min krop, er jo betroet gods.

Jeg tilhører dig, og i din hånd er jeg, og det takker jeg for.

Amen

Bo Giertz svensk teolog og biskop (1905 – 1998)



Posted by Picasa

Thursday, January 27, 2011

Ikke let at undvære!

Tøger Seidenfaden
Politikens chefredaktør er død, af den modermærkekræft han har haft gennem de senere år. Så sent som i går tænkte jeg på, hvordan det mon gik ham. Jeg har savnet hans skarpe pen og klare holdninger i dagens avis. Han var med til gøre mange debatter saglige og spændende. Han var humanist og et modigt menneske. Og så elskede han "Ringenes Herre", og var et menneske, der glædede sig til næste gang han kunne gøre noget dejligt med sin familie. Fred og alt godt!

Tuesday, January 25, 2011

Hvor barmhjertig?

I Kr. Dagblad genoptager de i dag den gamle debat om, hvem der er vores næste. Tidehverv, måske bedst kendt nu om stunder ved personer som Jesper Langballe, Søren Krarup og hans døtre Katrine Winkel-Holm og Sørine Godtfredsen, hævder at vores næste kun er de mennesker, vi møder på vores vej. Jeg synes det er svært at forstå Jesu lignelse om Den Barmhjertige Samaritaner som en begrænsning. Jesus fortæller historien til en mand, der netop spørger: "Hvem er min næste?" Jesus vender det hele på hovedet ved at fortælle om en mand, der bliver slået ned af røvere. Dér ligger han så, og to mænd, præster faktisk, ser manden men går lige forbi ham. Den tredie, der ser manden stopper op og hjælper - ja, han gør alt det, man ville ønske sig, hvis man selv lå og var forslået og i livsfare. Jesus slutter historien ved at spørge: Hvem synes du, har været en næste, for den mand der blev overfaldet? Lignelsen er ikke en undskyldning for ikke at hjælpe, - eller sortere i hvem, der skal hjælpes, og hvem der ikke skal - men en opfordring til at sætte sig i den lidendes sted, og handle!
 Med "Klub 3-børnene" samlede vi teksten som puslespil og opførte den som drama. Et udstyrs-stykke Louise stod for.

Sunday, January 23, 2011

Williams store dag

I dag er det søndag d. 23. januar. For 54 år siden faldt denne dato også på en søndag. Og den dag blev husbond, Jørgen født. Han er altså søndagsbarn. Oven i købet blev han taget imod af en læge, der kom direkte fra en fest og derfor var iført kjole og hvidt.
For 28 år siden faldt datoen igen på en søndag. Den dag bar vi vores førstefødte til dåben. Drengen blev døbt af sin morfar og fik navnet Johannes.
I dag bar Johannes og hans kæreste Katerina deres søn til døbefonten, smukt pyntet af barnets mor. Her tog farfar Jørgen (fødselaren) imod den lille dreng og døbte ham William Johannes Vinther Thaarup.
De unge holdt en dejlig fest for venner og familie. Barnet opførte sig eksemplarisk og fik en anselig mængde gaver. Jeg kan ikke vise billeder fra kirken, da jeg ikke bare var farmor, men også gjorde tjeneste. Der kommer billeder af dåbsbarnet i kjolen senere.
Posted by Picasa

Saturday, January 22, 2011

Fly on the wings of love

Så kom datterbarnet hjem på en kort visit! I morgen skal vi nemlig allesammen til fest. William skal døbes. Farfar skal døbe - det er også hans fødselsdag, til gengæld får farmor må få lov til at prædike. Dagens tekst er Johannes 2: 1 - 11, fortællingen om det første tegn Jesus gjorde, nemlig da han forvandlede vand til vin. Et stærkt tegn på, at den Gud, der har skabt os stadig skaber - også midt i det liv, vi selv synes vi er så gode til at have styr på. Han har ofte lettest ved at komme til, når vi erfarer vores egen utilstrækkelighed. Men det behøver ikke, at være sådan - det bestemmer vi selv. Jesus viste det første tegn ved en familiefest - i morgen er Han til stede ved en anden.
Posted by Picasa

Friday, January 21, 2011

Vi fryser!

Musen og den fattige skal også være mæt. - Nå, nej, det var vist ikke sådan, der stod. Men det, der falder fra fuglenes foderhus, er der åbenbart en lille mus, som holder fest på! Lige nu må den godt. Det fryser 6 grader, og den bor uden for mit hus, så mon ikke det går?
Posted by Picasa

Wednesday, January 19, 2011

Dette indlæg er tyvstjålet fra Face Book

Det er skrevet af
Af Jan Kornholt, som er præst i Baptistkirken:

Dette billede af Jesus hænger på mit kontor: "Den Foruroligende Ælling" af Asger Jorn. Midt i den overkommelige tilværelse vi selv skaber med komfort, idyl og kontrol der kommer Gud til os gennem den foruroligende Jesus. Han kom også som en "ælling" - en sårbar og magtesløs nyfødt prisgivet andres barmhjertighed og ondskab. Han forstyrrer vores fred, fordi han kommer med et nyt liv fuld af kærlighed og risici. Et liv der ikke passer ind i vores "stilleben" fordi det netop er NYT og i bevægelse og udfordrende. Jeg er ikke i tvivl, jeg følger den foruroligende ælling/Jesus ud af billedet ud i landskabet som herefter for altid vil være forvandlet.
For mig var læsningen af Jans indlæg ganske særlig, da jeg netop var kommet hjem efter en aften i vores kirke i Aalborg, hvor Louise-"Smil Gud elsker dig" se hendes indlæg: kaffe-i-guds-rige havde fortalt om Jehovas vidner. Vi havde netop set deres pastelfarvede glansbilleder af idylliske familier på skovtur i det grønne - der drikkes kaffe, mens Jesus i gulddragt ser til ude fra verdensrummet.
Jeg vælger Ællingen! Til hver en tid! Tak Jan.

Tuesday, January 18, 2011

Et lille indblik i min hverdag

Planlægning, koordinering, brainstorm, samtaler, besøg, sjælesorg, bøn, læsning, undervisning, stilhed, gudstjeneste, læsgrupper -
Posted by Picasa

Sunday, January 16, 2011

Om at overleve vinteren

"Ich mach ein Lied aus Stille. - Ich mach ein Lied aus Licht. - So geh ich in den Winter; Und so vergeh ich nicht." - Eva Strittmatter.
Posted by Picasa

Saturday, January 15, 2011

Elling kirkegård

Elling kirke er den gamle kirke i sognet. Det er her på kirkegården, vi begraver vore døde. For år tilbage gik man bag den hestetrukne rustvogn fra Strandby og til kirkegården. Der har været forsøgt etableret kirkegård i Strandby, men jorden er alt for sandet. Nu kører vi i biler efter kisten, hvis vi altså skal på kirkegården. Efterhånden er det ikke ualmindeligt, at vi har jordpåkastelsen i kirken, hvorefter vi sætter kisten i bedemandens bil. Kisten køres til krematoriet, og tilbage kommer efter nogen dage, en tung urne med afdødes aske. De nærmeste pårørende samles for at sætte urnen ned. Men i dag fulgtes vi mange mennesker helt til en grav. Et langt og godt liv blev afsluttet med ordene: "Af jord er du kommet - Til jord skal du blive - Men Jesus Kristus vor Frelser, skal opvække dig på den yderste dag!"
Posted by Picasa

Wednesday, January 12, 2011

At stave eller ikke stave!

På bloggen intetnytundersolen læste jeg i dag et fint indlæg om stavning før og nu. Udsagnet, at i gamle dage kunne alle stave, er ikke helt korrekt, for de unge laver ikke flere fejl i dag, end vi andre gjorde i 60érne. Men at stavning ikke er ligegyldig, fik vi et sjovt eksempel på til Klub 3, som er vores minikonfirmander. Da børnene på skift skulle læse historien om den blinde Bartimæus i Børnebibelen, begyndte en af pigerne med at læse overskriften "Den blinde tiger". Det gav anledning til en fin lille snak om, hvor stor forskel et enkelt bogstav kan betyde!
Posted by Picasa

Tuesday, January 11, 2011

Stjernen ledte visemænd

Og vores stjerne (som niece Rebecca har designet) blev i dag taget af træet. Vores juletræ har endnu ikke drysset, så det var ikke let at beslutte, at tage pynten af det.
Men det går jo ikke! Så nu er nedtagningen begyndt, men ikke helt færdig. At Jesus er født, er vi jo stadigt jublende glade for, så det går vel at fejre videre lidt endnu. Jeg har i hvertfald bagt flere småkager! Og mandariner er også gode i januar.


Posted by Picasa

Sunday, January 9, 2011

Endelig hjemme!

Min søster, Birgitte har for år tilbage foræret mig en bog, der er en adventskalender "On the Way to Bethlehem". Den er skrevet af en irsk diakon og forfatter Hilary McDowel. Hun bor i Belfast, er kristen, har været handicappet fra fødselen og har skrevet 5 bøger, bla. "One day I can fly!" og så altså den om vejen til Bethlehem.  Denne advent fik jeg begyndt læsningen i rette tid. Der er et stykke til hver dag afsluttet med en bøn og af og til også et PS til Gud. Bogen følger en fiktiv rejsende kvinde på hendes vej til Bethlehem. Vi begynder hjemme hos hende selv, hvor hun skal pakke og gøre klar til den åndelige rejse. Mange ting må hun overveje og give slip på - forestillinger, sikkerhed, stolthed. Rejsen spejles i bibelske beretninger om opbrud og pilgrimsrejser. Til jul nåede vi frem. Vi var i stalden - fik komøg på skoene - og SÅ Jesus-barnet, og hvad vigtigere er: Blev SET af Jesus-barnet. Indimellem er der korte meditationstekster fx om, hvad det indebærer at "fødes påny". Forunderligt nok fortsatte bogen helt frem til i går. For vores pilgrimsrejsende skal hjem igen. Og hun skal have barnet med sig hjem!  - Det har været en dejlig rejse!
Kære Herre,
vi beder, men det er kun ved din Ånds kraft
vi kan genskabes til lighed med dig.
Gør du det; vi kan ikke engang begynde.
Men du er lys, ikke mørke, og med den viden er alt muligt.
For i genskabelsen er fred. I genfødslen er liv.
Hjælp os kun med at holde blikket rettet mod dig.
Ikke mod det vi frygter, eller begrænsningerne, kun mod dit ansigt.
Jo mere vi ser dig, jo mindre vil vi frygte
at genskabes til din lighed og at miste os selv. Amen
Posted by Picasa 

Saturday, January 8, 2011

Åh, lige hvad jeg trængte til!


Sådan et dejligt varmt bad med lækre nye sager - tak Sanne og "Filmland" på P1
Posted by Picasa

Wednesday, January 5, 2011

12. juledag - Hellig 3 Kongers-aften

"On the twelfth day of Christmas, my true love sent to me...."

De 12 juledage er dagene mellem Juledag og Epifani, Hellig 3 konger. Epifani er det græske ord for afsløring eller tilsynekomst. Navnet hentyder til det faktum, at vismændene kom fra fremmede folkeslag - muligvis fra Babylon og Afrika - og også for dem blev det afsløret hvem Jesus er: Guds Søn og hele verdens frelser. Det er altså ved Hellig 3 Konger, det åbenbares for os som ikke er jøder men tilhører "resten af verden", hvem Jesus er. Derfor kan vi naturligvis ikke slutte julefejringen før denne dag. I Danmark er det aftenen før helligdagen, vi markerer - som juleaften, Skt. Hansaften og Mortensaften. Men i Sverige er 6. januar - "Trettondagen", dagen i morgen - helligdag. I aften har vi spist dejlig mad, sunget "Dejlig er den himmel blå" og fået små pakker. Og nu brænder lysene på juletræet ned for sidste gang denne jul.
Posted by Picasa

Tuesday, January 4, 2011

Julegaver igen!

Så kom julegaverne fra USA. Min søster Birgitte, der bor i Memphis TN har sendt en masse dejlige gaver til os. Jeg fik bla. dejligt undertøj fra "Victoria's secret" og spændende juleting. Krybben ovenover er en kopi af gamle keltiske figure. Den er jeg meget glad for.
En anden krybbe, der minder mig om min søster er den lille på bladet - den er 5 cm på den længste led. Den er købt i Santiago de Compostella, da vi sammen afsluttede camino-vandringen i maj 2009.
Posted by Picasa

Saturday, January 1, 2011

Endnu en blå madonna

Da vi ikke selv havde gudstjeneste nytårsdag, valgte vi at gå i Bangsbostrand Kirke til musikgudstjeneste. Prædikenen handlede bl.a. om Maria og Jesus-barnet. Som illustration fik vi lov at se på dette dejlige maleri af  Adi Holzer
Posted by Picasa

2010

2010 blev (i vilkårlig rækkefølge) året hvor:
*William blev født!
*jeg var med på Sommerhøjskole på Solborgen
*Louise blev ansat i Strandby Metodistkirke
*husbond endelig kunne koncentrere sig om studierne på fuldtid
*jeg blev farmor
*en barndomsdrøm om at besøge Aron-øerne gik i opfyldelse
*jeg ikke så min kære søster eller nogen fra hendes familie
*vi flyttede til Karlsvej 1 efter 22 år på Strandvej
*min mand blev farfar
*jeg fik min fantastiske htc-telefon
* Katerina og Johannes blev forældre
*familien er begyndt at gå til LOOP, 65 gange indtil videre
*vi var til den flotteste sølvbryllupsfest på Dragsholm slot for Mai og Preben
*jeg lod min egen hårfarve komme til syne efter 14 år som rødhåret
*jeg for første gang i 10 år ikke kom på egen retræte
*jeg var på Framnäs med mand børn og svigerdatter
*vi havde Maria hjemme hele sommeren fordi hun havde job i hjemmeplejen
*svigermor Emma fyldte 80 år
* - og Sannes 50 år
*jeg var til Danske Kirkedage i Viborg og modtog stafetten til de næste Kirkedage i Aalborg 2013
*jeg selv fyldte 54
*Thomas blev onkel
*det, at være præst i Metodistkirkerne i Strandby og Aalborg, stadig er en glæde og udfordring
*tidsskriftet LEVENDE VAND udkom for sidste gang i papirudgave (findes i forbedret udgave på nettet)
* hvor hverdag og højtid gled ud og ind mellem hinanden med bøger og blog, Bibellæsning, bilkørsel, bagning, børn, bøn, barnebarn, badekar og biograf bl.a.....
*hvor Gud dagligt viste sin nåde og godhed mod mig, hvilket jeg er fyldt med glæde og taknemmelighed over!