Tuesday, February 1, 2011

Hærvejstæppet!

Har du hørt om Hærvejstæppet? Ved næste Café Qvindfolk, lørdag d. 9. april får vi besøg af 3 qvinder, som har været med til at tegne og brodere tæppet. Læs nedenstående beskrivelse fra Viborg Turistbureau:
"Mejlbygruppen", en gruppe midtjyske damer under ledelse af Jean Donner rejste i 2004 sammen til Sverige. Målet var en lille by, Ransby, i det nordlige Värmland, hvor en gruppe svenske og norske damer udstillede et stort og flot broderet tæppe med motiver langs en pilgrimsfærd fra Ransby i øst til Tronhjem i vest - et meget imponerende arbejde. Her dæmrede idéen om et lignede, dansk arbejde, og hvad var da mere nærliggende end at finde motiver langs den jyske Hærvej. Som tænkt, så gjort.

Mejbygruppen kontaktede kunstner Inga Linde Jensen, Vedslet Gl. Skole, og lykkeligvis blev Inga Linde begejstret for idéen. Efter et uhyre stort og omfattende forarbejde leverede Inga Linde 13 store og endnu flere mindre akvareller. De 13 store danner sammensyet et fortløbende landskab fra Viborg til Dannevirke. De i alt 34 mindre billeder viser steder, man passerer undervejs, såsom runesten, broer, kirker, mindesmærker o. lign.
Akvarellerne blev forstørret, og billederne overført på hørlærred, som forinden var vasket 2 gange. Af praktiske årsager deltes hvert af de store billeder i fire dele - det var mere bekvemt af håndtere et mindre stykke stof.
Her begynder så arbejdet med nål og tråd - tyndt uldgarn i 65 forskellige farvenuancer. Der er anvendt kontursting, kædesting, millefleursting, stikkesting, korte-lange-sting, franske knuder og enkelte steder bayeux-sting.
Gruppen mødtes en gang om ugen uafbrudt i jule- og sommertid. Det meste arbejde foregik for hver især fortrinsvis hjemme, men så var det både morsomt og også absolut nødvendigt at mødes for at sammenligne og udveksle erfaringer.
Meilbygruppen mødtes over en årrække på fire år og efter færdiggørelsen af Hærvejstæppet, fandt tæppet et blivende sted i Viborg, hvor den siden maj måned er udstillet i Søndermarkskirken i Koldingvej 79.

9 comments:

Rasmine said...

Et flot stykke arbejde! Har Qvindfolk tilsvarende planer?

Madame said...

Sikke en fantastisk idé, Charlotte - det er vel nok smukt og imponerende!
Jeg har ikke hørt om netop dette arbejde før, men om lignende, hvor en gruppe kvinder over adskillige år har syet et kæmpe vægtæppe.

Anne Thompson said...

Og det minder mistænkeligt om det store tæppe Kvækerne har lavet, som forestiller hele deres historie. Det hedder "The Quaker Tapestry" og er udstillet i den nordengelske by Kendal. Det er noget så smukt, og fremstillet af 4000 kvækere fra 15 lande på 8 år. Og er et besøg værd! (http://en.wikipedia.org/wiki/Quaker_Tapestry)

Tro Håb og Kærlighed said...

Rasmine -jeg tror mere vi er til strikkepinde. Vi har altid gang i lapper til Mother Teresa-tæpper.

Tro Håb og Kærlighed said...

Madame - det er altid spændende, når mange går sammen om et stort håndarbejde. Jeg glæder mig så meget, til de kommer og fortæller.

Tro Håb og Kærlighed said...

Wow Anne - det har jeg ikke hørt om før - fantastisk!

Lene said...

Og over ved Ringkøbing fjords sydende har man syet et tæppe i Bayeaux stil, det så jeg i efteråret. Og i sommer så jeg det rigtige Bayeaux tæppe.
Hærvejstæppe lyder også som et besøg værd. D.9. april skal mit kor synge ved åbningen af galleri i Østre Vrå, så jeg kan desværre ikke køre til Strandby :-)

Tro Håb og Kærlighed said...

Lene - men du kommer jo til Viborg, så du må bestemt se Hærvejstæppet. Jean Donner, som har stået i spidsen for syningen er forøvrigt "hunde-mor" til den første hvalp vi fik i mit hjem:-)

PiaEjby said...

Hej Charlotte. Nu ved jeg ikke hvor mange i plejer at være til Café Quindfolk, men har I lyst til gæster kunne foreningen Kreastedet måske være interesseret i at være med ;-) Formand er Anne Grete Andersen mail:
anne-grete@andersen.mail.dk

Mvh Pia, medlem af Kreastedet