Sunday, December 13, 2015

3 advents-søndag

 Jeg sidder i sofaen, blogger, ser film, læser avis - søndagshygger med andre ord. Jeg har ikke haft nogen forpligtelser i dag, så jeg valgte at gå i kirke hos anglikanerne i St Alban. Det er helt specielt at cykle gennem København søndag formiddag, mens alle de smukke kirkeklokker ringer - Jerusalemskirken, Marmorkirken, Skt. Poul, Gustavskirken og, når man kommer tæt på, også de spæde klokker fra St. Alban.


 Jeg holder meget af liturgien hos anglikanerne og glæder mig over at have mulighed for at deltage i deres gudstjeneste af og til.
Jeg fik løbet en tur i det gode vejr, lavet aftensmad og var klar på bænken i Jerusalemskirken kl 19, da Lucia-koncerten gik i gang. Husbond synger med i "Kirkekoret," men der var også gospel med "Saints&Sinners"  og de to kor sange flere sange i fællesskab. Luciaoptoget var ikke stort, men pigerne var dygtige og gjorde det flot. De indsamlede penge går til Metodistkirkens Sociale Arbejde, som deler julemad ud til 200 familier og holder juleaften for 80 mennesker.
Det er svoger Finn, som er generalsekretær i Centralmissionen. Han går snart på pension og han og husbonds søster flytter fra byen. Vi kommer til at savne dem - men sådan er det hele tiden: vi er tæt på nogen i familien, og pludselig er det andre, som bor tæt på. Det er bare om at glæde sig - eller at køre længere for at kunne ses!
I morgen bliver det kontordag hjemme - på tirsdag arbejder vi i Lund, og så bliver der tid til at gøre mere klar til julen, og det bliver SÅ dejligt!

4 comments:

Rasmine said...

Det med St, Alban's lyder som en rigtig god ide, især for sådan en som mig, der har engelsk som hovedfag, men ikke har nogen anelse om, hvordan en anglikansk gudstjeneste foregår. Kræver det forhåndsviden at deltage?

Tro Håb og Kærlighed said...

Rasmine - de har alt skrevet ned i hæfter, man får udleveret. Jeg tror, du vil synes om det. Det er højtideligt og afslappet på en gang. God fornøjelse, om man så må sige!

Madame said...

Det lyder som den dejligste 3. søndag i advent hos dig!

Tro Håb og Kærlighed said...

Madame - ja, jeg slappede dejligt af i går. Men nu er det arbejdsdag igen!