Sunday, August 17, 2014

Et smut til Winchester

 På vejen hjem fra Salisbury besøgte vi Winchester, som var Englands hovedstad for 1000 år siden. Herfra regerede Alfred den Store fra 24. april 871 - 26. oktober 899. Han var en fantastik konge, der forstod, at det ikke nyttede bare at slå sine modstandere i krig - hvilket han var dygtig til - men han hævede også den intellektuelle standart ved at kræve, at alle hans mænd skule lære at læse og skrive. Han sørgede for, at vigtige bøger blev oversat til det sprog, der ligger til grund for dagens engelsk, men han kæmpede mange kampe med danskerne, som i hans regeringstid herskede over en meget stor del af landet i "Danelagen". Det har været underligt på vore ferieture i sommer at møde tydelige spor og markeringer af, hvor danskerne har været frygtet eller er blevet endeligt besejret - langt nede i Tyskland og her i England. Tidligere har vi set markeringer lige syd for Göteborg og helt oppe ved Siljansøen.
 Vi havde bare nogle timer i Winchester, men de blev godt udnyttet, idet vi var heldige at få en herlig guide fra turistkontoret. Byen har masser af spændende huse, smukke haver og en bygning, der desværre var lukket i går, hvor kong Arturs runde bord - hvor han samlede sine riddere - er opbevaret.
 Vi fik lov at se Winchester Bibelen, en smuk, smuk håndskrevet udgave af "Vulgata", den latinske Bibel. 250 kalve-skind er der gået til at fremstille siderne, og alt er skrevet af én munk.
 Bibelen måtte vi ikke tage billeder af, men katedralens bibliotek havde mange andre bøger, og gamle bøger er altid smukke - og så dufter de så dejligt!
 Et moderne alter for fiskere, havde de også - og de fineste ikoner. Så selvom denne kirke ikke er stilren og med spir som Salisbury, så er den naturligvis også fantastisk.
 I Winchester er de to eneste engelske konger med tilnavnet "den store" begravet - Alfred og Knud. Alfreds grav ved man ikke, hvor er, men Knud er begravet i katedralen.
Søndagen er gået med kirkegang i Jerusalemskirken og med at lande efter mange dejlige oplevelser. I dag regner det. Det er ikke fair - det er min fars 91 års fødselsdag, og selvom han har været død i 8 år (det er ikke til at fatte!) så er det alligevel hans fødselsdag, og solen burde skinne. På DR1 sender de filmen "Ørneborgen" - det må være til hans ære.

2 comments:

Madame said...

Sikke mange dejlige oplevelser I har haft - og katedralen er utrolig smuk. Det har været spændende at læse!

Tro Håb og Kærlighed said...

Madame - det har virkelig været en dejlig ferie! Men I har også haft det fint i Nord Sjælland, forstår jeg.