Sunday, July 22, 2012

Feriedag på Læsø

 Morgen-færgen til Læsø sejler fra Frederikshavn 7.50 - så det var tidligt op og ad sted. Vi lejer cykler hos Jarvis i Vesterø og cyklede øen rundt nogenlunde efter den rute, vi plejer at følge. Det indebære spisning af madpakke enten på Østerby havn, eller som i dag ude på Bløden Hale. Her tog familien sig et fortjent hvil.
 Tidligere havde vi gjort holdt ved det nye bi-hus, hvor de har det her fine cykelstativ. På Læsø har de en stor bestand af brune bier, dem passer de godt på. Meget pædagogisk kan man kigge ind i en kube og se bierne bringe pollen i forskellige farver hjem.

Blomstrende grøftekanter er der overalt på den kønne ø.
Turen gik forbi museet, som er indrettet i en af de Læsø-gårde, der stadig har tangtag. Egentlig er det ikke tang, men ålegræs tagene er beklædt med. Maria læser op og fortæller om museumsgården, hvis sidste beboer døde bare 7 år inden jeg blev født!
Eftermiddagskaffe blev indtaget på Saltsyderiet, hvor de bager dejlige pandekager. Her gik vi en tur ud i Rønnerne, det meget specielle helt flade landskab, der jævnligt overskylles af havet, og hvor saltvandet i naturlige brønde opnår så stærk saltkoncentration, at det kan betale sig at syde det.

Orkideen Gøgeurt vokser på Rønnerne
Vi tog sidste færge hjem, spiste aftensmad ombord på "Margrethe af Læsø" og plejer nu vores vindblæste hud, mens vi ser TV om Norge et år efter Utøya.

2 comments:

Lene said...

Dejligt med sådan en tur til Læsø, det er mange år siden jeg har været der. Tak for turen :-)

Tro Håb og Kærlighed said...

Lene - velbekomme - Læsø er bestemt et besøg værd!