Jeg vidste, at Malmros havde mistet sin datter på denne forfærdelige måde. Af og til har jeg tænkt på, hvad der mon blev af hans kone. Og så kom filmen! Hvor alt bliver rundet af og bundet sammen. Hvor vi ser, hvor meget hans elskede Marianne har givet inspiration til de kvindelige hovedpersoner i filmene. Og med fortællingen om, hvad der skete - og er sket siden.
Jeg har hørt, at nogen (Klaus Rifbjerg fx) ikke kan lide filmen. Og at en amerikansk anmelder ikke mener filmen har store chancer i USA - den er alt for urealistisk for et amerikansk publikum!! (som dog ser ganske meget, der efter min mening er temmelig usandsynligt)
Der også nogen, der finder Jakob Cedergrens figur usympatisk og kold. Jeg elsker ham! Mennesker sørger ligeså forskelligt, som de gør alt muligt andet. Hans sorg-arbejde er delvist defineret af praktiske omstændigheder, og han klarer det suverænt. - At de to voksne formår at leve videre i et tilsyneladende harmonisk ægteskab, er et under, de begge bidrager aktivt til.
Hvad filmen handler om? Kærligheden er stærkere end døden! Vi har mulighed for at vælge livet! Psykisk sygdom kan helbredes! Malmros er en stor kunstner - og hans skuespillere er fantastiske (Nikolas Bro)
Måske er det sandt, at filmen ikke vil blive forstået/troet i USA. Jeg kan også være usikker på, om forløbet havde været det samme i dagens Danmark - ville forældrene fx. enstemmigt have ønsket deres børns klasselærer tilbage i dag? - Hvis ikke, er det så ikke netop et resultat af, at vi ser alt for mange dårlige og u-realistiske film om fx. mord, ulykke og død?
Læs anmeldelse og se trailer HER
6 comments:
Jeg har ikke set filmen, men har fulgt nøje med i aviser og radio - er ikke i tvivl om, at det er en meget smuk film og hyldest til kærligheden.
Uden at have set filmen kan jeg ikke tro, at Nils Malmros har skabt en urealistisk film. Jeg tror, du har ret i, at det er de såkaldt realistiske film, der er urealistiske (og at de i øvrigt er skadelige, fordi de giver uheldige elementer "gode" ideer).
Jeg har ikke set filmen, jeg har faktisk aktivt valgt den fra(den er en af filmene i Biografklub Danmark denne sæson). Jeg læste en blogpost af Vibeke Manniche om filmen og jeg er meget splittet omkring denne film. Jeg forstår den handler om kærlighed, men kan ikke lade være med at tænke på det lille barn, der betalte med sit liv og de voksne der svigtede deres ansvar overfor dette barn.
Madame - det er lige sådan, den er!
Rasmine - jeg tror, denne film er mere ægte end så mange andre - og det er vel stadig som i HC Andersens Nattergalen, at vi helst vil have det forlorne.
Pollyanna - det var en film, hvor vi blev siddende under hele rulleteksten. Til allersidst står: "Til Anne" - som er datterens navn. (I filmen hedder hun Maria) Hun er ikke glemt. Man ser ikke, hvordan hun dør, der er intet blod, og scenen, hvor faderen ser det døde barn, der ser vi hendes hoved i en sjov vinkel ligesom nedefra. Faderen gør noget underligt - han knipser mod hendes tand (som vi ikke an se) - Senere i filmen ser vi i et tilbageblik, at det var noget "de havde sammen", for han gør det samme, da hun står i sin kravlegård.
Post a Comment