Der er noget i luften!

Hele mit liv har jeg levet i en sammenhæng, hvor kaffe, blødt brød, salmer og sange, Bibellæsning og bøn er en fast bestanddel af tilværelsen. Adventsfest er for mig et begreb ligeså uløseligt forbundet med december, som julefrokost, er det for en stor del af befolkningen. 2. søndag i advent holder vi adventsfest i menigheden arrangeret af vores missionskreds. Alt foregår som "det plejer". Bordene er smukt pyntet, vi begynder med at synge "Der er noget i luften", der er korsang, en tale, kaffebord og amerikansk lotteri til foredel for gode formål, og vi slutter med "Dejlig er jorden". - Da jeg var en lille pige, var det min mor, der ledte slagets gang, og min søster og jeg sang duet. Vi holdt virkelig af disse festlige aftner med søde gode mennesker, der gav os deres gevinster, hvis vi ikke havde vundet i lotteriet, og som glædede sig over vores sang. Vi fik sodavand eller æblemost, hvilket ikke skete ret tit. Senere i livet blev jeg selv præst og har afholdt en del advents- og julefester i menighederne.  Her til aften sad jeg sammen med husbond og nød at være en del af fællesskabet. Jeg havde ingen forpligtelser.

Til gengæld kunne jeg glæde mig med de øvrige 50 deltagere over den dejlige tale, som Helle Christiansen holdt. Helle er bl.a. sygeplejerske, spejderleder og lægprædikant. Hun tog udgangspunkt i en jule-uro, som hun selv havde skåret, foræret sin mormor og senere arvet. Uroen mindede hende om hvor meget hendes mormor havde betydet for hende med den faste tro og tillid til at Helle kunne klare at blive sygeplejerske og lægprædikant. Opmuntrende og støttende, havde hun været, så Helle selv fik tillid til egne evner, og erfarede, at Gud var nærværende helt konkret i hendes daglige arbejde. -
Årets adventsfest er slut. På næste søndag synger vi julen ind - og Lucia-pigerne bærer lys for os. Også en vigtig del af min adventsfejring. Når jeg tænker efter, ved jeg godt, at jeg tilhører et spøjst lille mindretal i befolkningen - men herfra min verden går!