Sunday, August 23, 2009

Anbefaling!

Denne smukke dekoration var med til at skabe ramme om Baptistkvindernes nordiske stævne ved Tranum Strand denne weekend. Et meget flot program, med Bibelundervisning, filtning, dans, oplysning om kvindehandelens fortrædelige virkelighed, Lene Højholt der fortalte om Skyld og Skam
og et overflødighedshorn, lavet af en af de ældste deltagere. Desværre blev jeg syg, så efter at have gennemført mine to workshops om "Skabt i Guds billede og dog så forskellige", fik jeg ikke meget ud af resten. De skulle ellers til havet for at se solnedgang, grille og synge Taizé med Rune Funch.
Men jeg fik mødet med sygehuspræst Ruth Østergaard Poulsen med! Og det var en god oplevelse. Netop fredag udkom på forlaget Alfa hendes karske bønnebog "FRA DET DYBE RÅBER JEG TIL DIG". Den koster 59 kr og kan varmt anbefales. Bogen er en samling af bønner hun har formuleret til hjælp for mennesker, der ikke selv kan bede, fordi de står i en umulig livs situation eller ved et dødsfald. Her er et eksempel - men køb selv bogen - eller giv den til én, der har brug for ord i en svær situation og kæmper med sin tro eller mangel på samme:
Gud, Her gik jeg og troede, at du var en,
jeg kunne henvende mig til og så få hjælp.
Jeg troede, at du sørgede for, at der var en vis orden og
retfærdighed i tingene.
Nu ser det ud, som om ingen af delene er tilfældet.
Jeg har ikke fået den hjælp, jeg bad om,
det synes så uretfærdigt.
Mit billede af dig er gået i stykker,
og hvad gør jeg så nu, Gud,
når du ikke er, som jeg troede?
Hjælp mig til at finde ud, hvem du så er,
så jeg ikke mister dig,
nu hvor jeg har allermest brug for dig.
Posted by Picasa

3 comments:

Anne Thompson said...

MEGET smuk bøn. Den bog skal da helt klart læses, mærkes og gøres til sin egen!

Madame said...

Jeg håber, du er blevet rask igen? Det var synd, at du gik glip af noget af oplevelsen.

Ja, det er en fin og tankevækkende bøn, Ruth Østergaard Poulsen har skrevet - det må være en stor hjælp til mennesker i en umulig situation, som du fortæller.

Tro Håb og Kærlighed said...

Ja, og alle bønnerne er af samme stærke karakter!
Jeg var syg og vag i 1 døgn. Formiddagens gudstjeneste hjalp, og eftermiddagen tilbringes med avislæsning og hygge.