Naboens kastanje er sprunget ud. Er det ikke mageløst? I det hele taget er det en dejlig søndag i høj sol. Frue, min gravhund og jeg gik en tur på stranden. Åh, jeg trives bedst i åbne landskaber. Og ikke kun et par måneder om året. Jeg er virkelig glad for at bo nær havet året rundt.
Jørgens prædiken i dag var over Peters 1. brev kapitel 2, hvor han bl.a. skriver: "så sandt I har smagt at Herren er god!" Ja, det er jo hele forskellen på disciplene før og efter opstandelsen. De havde alt mulig grund til at tro, at Gud var vred på dem og skuffet over dem, fordi de ikke havde fulgt Jesus til det sidste, og ikke troede på opstandelsen. Men istedet opdagede de, at Gud virkelig er kærlighed. At Han tilgiver og elsker menneskene. At en ny begyndelse altid er mulig. Jeg oplever ikke sjældent, at mennesker uden for min egen kirke frygter Gud, og frygter, hvad der skal ske dem efter døden. Men Gudsfrygt handler ikke om at være bange for Gud. Gudsfrygt er at elske og ære Gud. Johannes af Korset siger det sådan:
"Vær altid Gud kærligt hengiven uden ønske om at ville erfare eller forstå ham på en bestemt måde"
Min lille by ligger her i solen. På vores vej mødte vi, hunden og jeg, kun mennesker vi kendte. Ikke at jeg ved, hvad de hedder alle sammen, men jeg ved, hvordan deres familierelationer er, og hvor de bor. Jeg synes, det er godt at være menneske. Det er stort at leve under en høj himmel med vidde og plads til begejstring. At være en del af et fællesskab, både i familien, menigheden og i byen.
Og så fandt vi rav! Selvom det er et lille stykke, så betragter jeg altid rav, som en særlig gave. Jeg leder ikke efter rav, men finder af og til et stykke. Gud er god og vil at vi skal erfare Hans godhed. Ikke på en bestemt måde. Men lever vi åbne for Hans signaler og tegn så vil vi også erfare, smage og se, at Gud er Kærlighed!
Fortsat god søndag!
Annars vore vintern allt bra lång och svår
4 hours ago
No comments:
Post a Comment