Jeg har set "Flammen og Citronen" sammen med mine sønner. Det er en god film. Vi ville naturligvis allerhelst have haft min kære far med. Vi nåede at se "Der Untergang" sammen med ham. Han var 17 år da Danmark blev besat. Min farfar var journalist og redaktør, og i deres hjem kom mange spændende mennesker. Det betød også, at de var meget klar over, hvad der foregår ude i verden, også inden krigen brød ud. Min farfar og hans sønner var engagerede i modstanden på forskellige måder. Flere af dem blev arresteret samme nat og sat i Vestre Fængsel. Det var der min far lærte at morse - måden at kommunikere med medfanger på - og der han kom til afsky kålrabisuppe og fisk. Min far og en medfange slap ud pga en fejl i forbindelse med bombardementet af Shellhuset. Far fortalte, hvordan de to snavsede fanger tog en sporvogn på deres vej væk. Folk i vognen rykkede væk fra dem - de lugtede sikkeret ikke så godt. Pludselig lænede en medpassager sig frem og spurgte lavmælt: "Kommer I ude fra Vestre"? Da de bekræftede, varede det et øjeblik, så var de overlæssede med gaver. Folk gav dem cigaretter og slik - ting, der ikke var lette at skaffe på dette tidspunkt.Min far overlevede. Men krigen var tilværelsen igennem en del af livet. En af mine onkler havde livet igennem psykiske mén af modstandsarbejdet. Jeg er selv født 11 år efter krigens afslutning, men også i mit liv har 2. verdenskrig været baggrund og udgangspunkt. Jeg tror, det har lagt en alvor ind over tilværelsen - ligesom min fars alvorlige sygdom gjorde. Livet er ikke en selvfølgelighed, ligesom demokrati og frihed heller ikke er det.
http://www.flammenogcitronen.dk/
1 comment:
..Og på mange måder lever min generation - som aldrig for alvor har oplevet livets alvor - langt hen af vejen lidt for ubekymret og tager tingene meget forgivet.
Ikke dermed sagt, at det er en gave, at have været med i 2. verdenskrig, men det sætter dog tingene lidt i perspektiv at kunne relatere til det.. Tak for kommentaren!
Post a Comment