Lykkelig læsning

Lille Amos, hans mor Fanja og hans far Arie

”En fortælling om kærlighed og mørke”

Så fik jeg læst de sidste sider – igen. 638 i alt. Og jeg har trukket læseoplevelsen ud, læst sætninger, afsnit og sider om igen. Jeg har været helt betaget af denne selvbiografiske roman om en dreng – fra fødsel til voksen – ikke bare voksen med forældreopgøret, der førte til livet i Kibbutz Hulda, men frem til skrivende stund i byen Arad i Judæaørknen. Amos Oz er født i Jerusalem i 1939 af forældre, der er indvandrede, fra Rusland og Polen, sammen deres familier. Amos vokser op som enebarn i en lille mørk lejlighed. Begge forældrene stiller mange krav til ham og har store forventninger om at han skal indfri deres egne bristede forhåbninger. Moren er en melankolsk drømmer, smuk og med naturlig og umiddelbar indflydelse på de forskellige samlinger af mennesker, hun er en del af. Det meste af tiden arbejder hun dog i hjemmet og tilbringer al sin øvrige tid med at læse. Faren er meget belæst, en forskertype med en berømt professor-onkel, der ikke lader ham komme til, for ikke at blive beskyldt for nepotisme. Faren taler uafbrudt – forklarer ords betydning og sammenhæng mellem sprog og begreber, som om han er bange for stilheden, han beskrives som en hundehvalp, der forsøger at gøre opmærksom på sig selv. Der tales politik, diskuteres litteratur, filosofi og historie og drengen inddrages i de voksnes samtale som en ligeværdig partner.

Omkring den lille familie er den større – bedsteforældre, onkler og tanter – og andre farverige voksne. Særligt skildringen af bedsteforældrene er fantastisk! – Jeg har leet og grædt, men mest smilet og læst og læst.

Hurtigt – allerede på bagside og inder-flap – er det klart, at moren begår selvmord i 1952, da Amos er 12 år gammel. På en måde er det omdrejningspunktet i hele bogen. Han fortæller, nøgternt og konstaterende om dette rædselsfulde vilkår i sit liv. Alligevel er det ikke en dyster bog. Den er fuld af drengens nysgerrighed, overlevelsestrang og beskrivelse af længslen efter det fysiske, anderledes liv som Kibbutzen repræsenterer, sat op imod det blodfattige, støvede liv blandt bøger og reoler.

Han vælger Kibbutzen som et fader-oprør, men kan ikke løbe fra, at han er en læser – og en forfatter. Heldigvis! Og undervejs forløses hans forfatterskab af kvinder.

På bogens bagside står (som du måske husker?) et citat fra La Repubblica,

HVIS DU BLOT HAR TO DAGE TILBAGE AT LEVE I, ER DER EN TING, DU BØR GØRE, HVIS DU VIL DØ LYKKELIG: DET ER AT LÆSE DENNE BOG”

Nu har jeg læst den. Jeg har ikke lyst at dø. Men jeg er lykkelig over at have læst ”En fortælling om kærlighed og mørke”

Sammen med smukke Nily, den helt uopnåelige pige i kibuzzen, som Amos Oz nu har været gift med i  over 50 år