Friday, August 30, 2013

Et par travle dage

 Torsdag startede jeg tidligt mod Sverige. Dagen begyndte i kirken i Sösdala, hvor præster og andre ansatte mødtes, som de plejer den sidste torsdag i måneden. Klik på linket og se billeder fra kirken med den fantastiske altertavle: HER
Et lille udpluk af møde-deltagerne om formiddagen
 Jeg havde mødt dem alle undtagen en, da jeg var ovre tidligere på sommeren, og det føles rart allerede nu, at have lidt ide om, hvem, der er hvem, og hvor de hører til. Efter denne samling, var der arbejdsfrokost med en kollega.
 Så var der en køretur, denne gang i bil, og en eftermiddags arbejde på kontoret. Aftensmaden blev indtaget på et skønt sted: Humlalyckan ude på landet, hvor jeg har været en gang tidligere, og købt de fine blomstrede træsko. Også denne gang var maden skøn. Anledningen var, at den gruppe, der har arbejdet med at arrangere kurser i den "gamle" Missionskyrka, skulle slutte deres arbejde. Det var spændende og inspirerende at høre om alt det, de havde haft gang i.
 Jeg blev sat af på Sösdale station, hvor dagens første stop havde været. Efter to skift nåede jeg Østerport ved midnatstid. - Og her til morgen mødtes jeg så med Staffan igen (han er den tidligere distriksforstander, jeg fortalte om i sidste indlæg). Vi besøgte en menighed, hvor præst og menighedsrådsformand havde ønsket en samtale om fremtiden. Meget spændende.
 Jeg kunne tage et stopfyldt Öresundståg hjem tidligt på eftermiddagen, ordne bank og andre praktiske ting - der er meget, når man skal færdes i to lande! Aftensmaden bestod blandt andet i ugens tilbud fra Irma: Jomfruhummer fra Læsø - uhmmm. Én har spurgt på facebook, om jeg ikke fik hjemve - det gjorde jeg ikke! Men jeg glædede mig over alle de gange, hvor jeg har fået lov at spise mig mæt (som i stop-mæt) i alt godt fra havet. Jeg savner mennesker. Mad kan man købe.

1 comment:

Madame said...

Det er dejligt at læse om dit nye, spændende liv. Sikke en lang torsdag, hvor du var på farten lige til midnat.