Monday, July 29, 2013

Fod på det!

At vaske fødder er noget man gør selv! Med mindre man er et lille barn, syg, eller på anden måde har behov for hjælp. Men Jesus vasker fødder på raske voksne mænd! Det var ellers slavearbejde, at vaske fødder på gæsterne i fine huse. Men Jesus gjorde det, på sine venner. Et forvarsel om, at han virkelig ville gøre alt for menneskene - selv gå i døden for os!
Fortællingen, der var søndagens tekst, får mig altid til at tænke på min far. Da jeg var lille, havde vi intet badeværelse, kun køkkenvasken. Om aftenen blev jeg sat op på et sammenfoldet håndklæde og fik fødderne sat i baljen med dejligt, varmt vand. Ofte tog min mor sig af Birgitte, min lillesøster, så det var min far, der vaskede mig. Vi snakkede, og han vaskede mig omhyggeligt - det var dejligt! - Så, hvis Jesus ville have vasket mine fødder, ville jeg nok have taget i mod, uden at fatte, hvor stort det var før bagefter. For jeg har ofte oplevet, at det menneske, jeg elskede og så op til, vaskede mine fødder!
Om lidt tager jeg fødderne med i bruseren - den måde de oftest bliver vasket på. De har nemlig bragt mig rundt på endnu en dejlig løbetur - 8 - 9km?

4 comments:

Madame said...

Det var meget smukt at læse! Hvor er det flot, at du løber så langt, og så endda i denne varme. Når jeg rigtig skal forkæle mig selv, tager jeg et dejligt, langt fodbad ...

Lene said...

Smuk fortælling. Jeg kan faktisk ikke huske at have fået hjælp til vask, men det må jeg have fået. Jeg har jo ikke altid skullet sørge for det selv.
Du har været ude og løbe sent, 8-9 km er langt, du er så sej. Kan du godt sove, når du løber og bader så sent?

Tro Håb og Kærlighed said...

Madame - fodbad er dejligt - jeg får det bare ikke gjort - men min far er der jo heller ikke mere!

Tro Håb og Kærlighed said...

Lene - jeg tror ikke, det har nogen indvirken på, hvordan jeg sover - eller ikke sover. Men jeg kan bedst løbe, med aftenens luftfugtighed.