Den første dag i marts

Nu er mine anemoner ikke blå! Og de er heller ikke  fra den 1. dag i marts.  Men derfor er det alligevel den sang,  der hele tiden kører på den indre harddisk - og der vel ikke noget i vejen med at glæde sig? DEN BLAA ANEMONE Hvad var det dog, der skete? Mit vinterfrosne Hjertes Kvarts maa smelte ved at se det den første Dag i Marts. Hvad gennembrød den sorte Jord og gav den med sit søblaa Flor et Stænk af Himlens Tone? Den lille Anemone, jeg planted der i Fjor. Paa Lolland jeg den hented, et Kærtegn fra min Fødeø. Saa gik jeg her og vented og tænkte, den maa dø; den savner jo sit Skovkvarter, sin lune Luft, sit fede Ler; i denne fjendske Zone forgaar min Anemone; jeg ser den aldrig mer. Nu staar den der og nikker saa sejersæl i Jyllands Grus ukuelig og sikker trods Ensomhed og Gus, som om Alverdens Modgang her har givet den et større Værd, en lille Amazone og dog min Anemone som Søens Bølge skær. Hvad var det dog, der skete? Mit Hjerte koldt og haardt som Kvarts det smelter ved at se det den første Dag i Marts. Jeg tænkte: "Evigt skiltes ad min Sjæl og Glæden," da jeg sad i Vintrens grumme Done. Nu gør min Anemone mig atter fri og glad. For denne rene Farve den er mig som en Vaarens Daab, den la'r mig nyfødt arve en Evighed af Haab. Saa bøjer jeg mig da mod Jord og stryger ømt dit Silkeflor, en Flig af Naadens Trone. Du lille Anemone, hvor er vor Skaber stor! (Kilde: Kaj Munk: Mindeudgave Digte, (red. Niels Nøjgaard og Knud Bruun-Rasmussen), Nyt Nordisk Forlag – Arnold Busck, København 1949). læs mere om sangen her