Wednesday, December 15, 2010

En dag i december

Dagen har budt på  jule-husbesøg, planlægning med kollega Louise, som også ledte afslutningen med Klub 3, som er vores undervisning af børnene i 3. klasse. De har lavet julekrybber de sidste gange. - Sidst på eftermiddagen afsluttede vi denne omgang "Væven". Det er en samling hver tirsdag fra kl. 17 - ca 17:45, hvor vi mødes en lille gruppe kvinder i kirken, hører et stykke musik, beder Fadervor, fortæller kort om ugen, der er gået, lytter til oplæsning af et stykke - i denne omgang fra bogen "Bibelens perler" af biskop Martin Lönnebo, sidder i stilhed for så at afslutte med musikken igen og velsignelsen. I ugens løb læser vi stykket hver for sig de gange vi har lyst og tid. Sådan har vi mødtes hver eneste uge undtaget sommerferien i 4 - 5 år. Til januar begynder vi igen. Denne gang læser vi for 3. gang bogen "Væven" også af Martin Lönnebo. Det er et åbent tilbud, og nye er velkomne. Og det er ikke kun for kvinder!
Dagen sluttede i Aalborg, hvor ActA, den lille nye kirke holdt julefrokost med pakkespil. Jeg vandt mandelgaven - det var der én som blev glad for, da jeg kom hjem! Uhm, fyldte chokolader! Vel hjemme igen har jeg set morgendagens afsnit af Bertelsens Camino-vandring. Fra klosteret i Samos er min søster Birgitte og jeg med resten af vejen. - Nu mangler jeg bare at læse min daglige advents-læsning, og så er det god-nat!

1 comment:

Madame said...

Jule-husbesøg lyder rigtig hyggeligt! Spændende at læse om din dag, Charlotte.
Vi følger også med i Bertelsens vandring hver dag. Hans nysgerrighed og underfundige humor gør det til en dejlig oplevelse :-)