Saturday, May 7, 2016

Himmelske dage i København og Stockholm

 Vejret var fantastisk på flyveturen til Stockholm. Synet af  Öresundsbron fra et fly er fantastisk - dæmningen over Peberholm - og så pludselig forsvinder vejen ned under vandet.
 Det var ikke let at forlade København. Byen er så dejlig i overgangen mellem forår og sommer - træerne er lysegrønne og vejret dejligt. Og ikke mindst - så er der Himmelske dage i Kristihimmelfarts-dagene. Det er en københavnsk udgave af de gode, gamle Danske Kirkedage, som sidst, for 3 år siden blev afholdt i Aalborg, og hvor jeg og hele familien var involveret.
Inden jeg rejste til Stockholm, nåede jeg at se Jens Galschiødts levende skulptur, FUNDAMENTALISME. Den består af bogstaverne i ordet, lavet af bøger, støbt i bronze og af skærme med texster fra de tre skriftreligioners hellige bøger: jødedommens Thora, kristendommens Nye Testamente og islams Koran. De lyse texter kører på ydersidens skærme og de mørke texter på indersiden af skulpturen.
 Men altså; jeg fløj til Stockholm - og åbenbart var jeg på samme fly, som dem, der repræsenterer Danmark i Det Europæiske Melodigrandprix. På billedet se bussen, hvori Lighthouse X med følge forlader Arlanda Flygplats.
Equmeniakyrkan afholder sin konferense i Kista nord for Stochkholm, hvor vi har omskabt et af messelokalerne til kirkerum. Der er dekoreret med ophængte klæder på bagvæggen, da årets tema er et Paulus-ord: "Iklæd jer Kristus" - det er et ord, som handler om at voxe ind i den hellighed, som Gud allerede har tildelt os.Ud over gudstjenester, samtaler og fællesskab bruger vi mest tid på forhandlinger. Noget foregår i plenum, men to timer samles man på "påvirkningstorvet," omkring de emner, der senere skal stemmes om. Her forsøger man at afklare, om der er enighed, ændringsforslag, synspunkter og kommentarer. Jeg stod på den station, som handlede om "små menigheder" - og overalt var der livlige samtaler.


 De ca 800 delegater repræsenterer Equmeniakyrkans 65000 medlemmer fra hele Sverige, og de har store ting på dagsordenen - aftale med Svenska Kyrkan, at afholde fremtidige konferencer med konsensus-beslutning, budget, udtalelse imod kernevåben på svensk jord, ny kirkehåndbog, mm.
Men der er også tid til gode prædikner, musik og sang, forbøn, lys-tændning og i aften ordination af diakoner og præster - heriblandt to gode kollegaer i RegionSyd. Det er stort!
Og hjemme i København har de himmelske dage, har jeg hørt.

Tuesday, May 3, 2016

Fest og andre festligheder

 I Metodistkirken overhører vi konfirmanderne. Dvs de unge mennesker får lov at fortælle, hvad de har lært gennem årets undervisning. I Jerusalemskirken har de haft overhøring i to omgange - senest i søndags. Datterbarnet har medvirket ved undervisningen og var derfor også med ved festgudstjenesten.
 Vi var så heldige at en af de unge i vores familie var blandt de 4 piger - Ester er datter af vores niece og de havde inviteret os allesammen. Mine kære svigerforældre, Esters oldeforældre var med, bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner - og det er så dejligt og hyggeligt at være sammen!


Festen blev holdt hvor Rebeccas arbejde RO design ligger i huset Design Werck, så omgivelserne fejlede ikke noget - ligesom man hverken kunne klage over vejret eller maden. En dejlig dag altså!Vi gik tur rundt om operaen og havde udsigt til de steder, vi plejer at gå tur.
Nu er jeg ved at være klar til 4 dages Kyrkokonferens i Stockholm - spændende. Desværre har jeg ikke mulighed for at deltage i Himmelske Dage her i København. Men det er der heldigvis mange andre, der får glæde af. Mellemsønnen skal spille og husbond har også lidt at skulle have sagt.

Wednesday, April 27, 2016

Travle dage


Jeg er på Västkustgården syd for Göteborg. Det er en gård, som i metodistsammenhæng har været ramme om mange konfirmandlejre og andre vigtige samlinger. De seneste år er huset udbygget med et stort kirkerum, som også kan bruges til fx en samling, som den jeg deltager i.
 På Västkustgården har de dannet en menighed, med pastor Anne som dynamisk leder. De har kor og søspejdere og "Rum för gemenskap"/gudstjeneste blandt sine tilbud. - Men lige nu er vi en gruppe ledere fra Equmeniakyrkan, som har "strategi-dage." Vi samtaler om fremtid, om de store spørgsmål i livet og for kirken. Det er intenst og spændende.
 Ugens sidste to dage skal der arbejdes hjemme i RegionSyd og weekenden står i familiens tegn. Esther skal nemlig "overhøres"/konfirmeres i Jerusalemskirken på søndag. Hun er datter af vores niece, og hele familien kommer til København. - Ugen efter er det tid til Equmeniakyrkans landskonference i Stockholm, og så skal jeg to uger til UMC´s - (United Methodist Church) generalkonference i Portland, Oregon.
Jeg forsøger at trække vejret dybt og være tilstede i nuet. Det er bare spændende ting, jeg deltager i, og jeg glæder mig til det hele.

Monday, April 18, 2016

Klippen

"Kun hos Gud finder min sjæl ro, for mit håb kommer fra ham. Kun han er min klippe og min frelse, min borg, så jeg ikke vakler. Hos Gud er min hjælp og min ære, min sikre tilflugtsklippe er hos Gud."
Salme 62:6 - 8

Sunday, April 17, 2016

Usædvanlig søndag

Søndagen har været anderledes end sædvanligt, jeg har nemlig ikke været til gudstjeneste i dag. Til gengæld tilbragte jeg de seneste tre døgn i Missionskyrkan på Styrsö. Her til eftermiddag tog husbond og jeg en tur til Bispebjerg kirkegård for at se den forunderlige allé af kirkebærtræer.
Mange andre københavnere havde fået den samme ide, så der var tæt befolket som på Strøget, men vi deler gerne.
Vi gik en tur på kirkegården og fandt bl.a. forfatterinden Amalie Skrams grav med denne fine buste.
Grundtvigs Kirke og Bispebjerg gamle kapel er karakteristiske bygninger.
Hjemme i vores lille gade og i kvarteret er der sket gode ting: Der er nyplantede træer! Og denne gang er der også drænet rigtigt, så de har en chance for at overleve.
Snart blomstrer de mange roser i gaderne omkring os. Selvom det har været blæsende og koldt i dag, så er det tydeligt, at det er forår.
Hvorfor jeg ikke var i kirke? Jeg havde et lille stævnemøde med mit barnebarn i Tivoli. Han var med sin mor og hendes kæreste i byen, og vi kunne lige nå en time sammen!

Friday, April 15, 2016

Intens fredag

 Lena Huld er præst i Styrsö Missionskyrka. Her indleder hun dagen med at fortælle om, hvordan den lille menighed valgte at begynde forfra, satse, ansætte hende og bygge den dejlige kirke. Hun læser fra Johannes evangeliets sidste kapitel om, hvordan Jesus efter opstandelsen beder disciplene om at kaste nettet ud igen - og hvordan de derefter får en stor fangst. Dette skriftsted sammenfatter menighedens tro og handlen.
 Vi har lyttet til fire forskellige indlæg - først Caroline Gustavsson, lektor i pædagogik på THS. Hun fortalte om sin spændende undersøgelse af, hvordan kirkekor-medlemmer oplever gudstjenesten i Svenska Kyrkan, hvor de arbejder. Det skræmmende resultat er, at de ikke føler sig som en del af gudstjenesten, selvom de bidrager med netop det, de kan. De ser på præsterne som "gamle" og forkyndelsen som uvedkommende. Hvad gør vi med det?
 Johnny Jonsson, lektor og skribent gennemgik baptisternes historie med - eller måske skulle man sige - imod trosbekendelser. Vi fik en kirkehistorisk gennemgang blandet med personlig reflektion om frihed, tro og menighed.
 I en pause nåede jeg lidt rundt på øen. Her er en del sjove havelåger med tilhørende skilte og postkasser:



 Næste forelæser var professor Thomas Kazen som talte om sekularisering og religion. Religionen som individualiseret projekt - har det en fremtid? spurgte han bl.a. - Vi fik mange powerpoint-billeder og en del sjove input.
Den sidste forelæser fik jeg ikke taget billede af - måske kommer der et senere. Til gengæld købte jeg en af hendes bøger. Else-Britt Kjellqvist er psykoanalytiker, poet og forfatter. Hendes forelæsning handlede bl.a. om ondskab, men også om mystik og guds-mødet. Snart skal vi holde aftenbøn og have samtale. Jeg skal, som tre andre af deltagerne, forsøge at samle mine tanker. I morgen skal vi nemlig forsøge at sammenfatte og respondere på det, vi har hørt!

Thursday, April 14, 2016

Styrsö i verkligheten

 Allerede sidste år fik jeg en invitation til at være med på Teologidagar på Styrsö. Da havde jeg ikke mulighed for at være med, men i år har jeg glæden at være her. Det foregår i Styrsö Missionskyrka, en nybygget kirke, som er indrettet flexibelt, så den kan bruges til retreater og konferencer.
 Lige nu er der en fin udstilling af billeder. Jeg kørte hertil fra Lund, hvor vi havde en medarbejdersamling først. Man kører til Saltholmen, og tager derfra en af de små rute-færger ud til øen. Herfra går man - eller bliver hentet i en golfbil! Golfbiler, cykler og små lad-knallerter er nemlig de transportmidler, man bruger her.
 Vi begynder først i morgen, men flere er ankommet til aften for at være klar og på plads. Efter aftensmaden blev det tid til at se solen gå ned fra de lille bjerg bag kirken.
Jeg har glædet mig meget til at opleve stedet - og det er så fint, som jeg havde forestillet mig det.
 Selve kirkebygningen har to seperate længer med værelser, som benyttes til retreaterne, konferencerne eller lejes ud til sommergæster.
Her er fredeligt og stille - jeg går tidligt i seng. I morgen skal der lyttes, samtales og tænkes gode tanker: "Leva i världen, omvänd till verklighet" er overskriften.