Monday, December 23, 2013

Vores dygtige niece - og alle de andre!

I dag har jeg købt "Søndag". Der er nemlig en artikel om "Jul hos Rebecca Uth". Rebecca er vores niece. Herfra hvor jeg sidder, kan jeg se hendes køkkenvindue - de bor på 4. sal på den anden side gården - vi bor på 3. og 4. sal. Rebecca er designer og har været ansat hos Georg Jensen, for hvem hun bl.a. har lavet juleserien Johanne. Jeg er ret vild med det romantiske julepynt i serien. I dag arbejder Rebecca i et nystartet firma RO, som hun har sammen med en kollega. Her arbejdes der med et mere enkelt design.
I morgen er det juleaften, og i de kommende dage skal vi være sammen med det meste af den store familie i flere omgange. Det er dejligt! Rigtigt dejligt. Jeg nyder at have fri og kunne lave mad, løbe, pakke gaver ind, bage, være sammen med svigerforældre, husbond og børn, det er første gang i mit 34'årige arbejdsliv.
Og i morgen kommer William!

Saturday, December 21, 2013

Nu med tv

Mette Blomsterbergs ligner de ikke - men de smager dejligt!
I dag, årets korteste, er der sket noget usædvanligt i vores familie. For det første har vi fået mine svigerforældre på besøg. De er kørt til hovedstaden med DSB, og de skal bo hos os hele julen. I alle de 32 år vi har været gift, har husbonds forældre aldrig overnattet i vores hjem, og at de overhovedet er taget herover i julen er også stort. I den anledning har vi indkøbt et tv. Det er så også første gang. Vi har haft tv det meste af vores ægteskab - jeg havde ikke noget, de første 2 år i eget hjem. Først arvede vi min mormors og sådan er det gået siden. Dvs vi har arvet tv fra min mor, far og venner. Da vi boede i Strandby forsvandt kanalerne en efter en, fordi det var gammelt og ikke kunne modtage de nye signaler. Så vi flyttede uden at tage det med. I dag har vi været i IKEA og investeret. Nu har vi pludselig tv, dvd, cd-afspiller og radio igen! Og mine dejlige svigerforældre på besøg. Det skal nok blive en dejlig jul!

Friday, December 20, 2013

Lidt ordblind er man vel altid?

Der findes et utal af sprog på kloden - jeg kan begå mig på dansk, svensk og engelsk - men staver ikke sikkert på noget sprog.
En af mine løberuter går forbi Østerport station og ud til Søerne, som jeg så løber langs nordsiden. Der er grusunderlag og ingen biler - faktisk en ret god tur. Alt efter tid og energi løber jeg helt ud til Planetariet og tilbage samme vej. På Dag Hammarskölds Allé passerer jeg den franske skole, som på gavlen har en stor reklame. Jeg skal altid lige læse den to gange for at se, hvad der står:
"BLIV BILINGUAL." I mit hoved bliver det nemlig til "BLIV BINDEGAL"

Wednesday, December 18, 2013

Sorrig og glæde de vandrer til hobe

Jeg har set mange film i mit liv. Og rigtigt mange af dem har jeg set i biografen. "Sorg og glæde" er en af de smukkeste! Jeg har set de fleste af Nils Malmros' film - en af dem, oveni købet i Århus, hvor salen hele tiden genlød af ivrig snakken om, hvor den og den scene, nu var optaget, og om hvorvidt den statist, var fætter til den ene eller anden af ens egne klassekammerater!
Jeg vidste, at Malmros havde mistet sin datter på denne forfærdelige måde. Af og til har jeg tænkt på, hvad der mon blev af hans kone. Og så kom filmen! Hvor alt bliver rundet af og bundet sammen. Hvor vi ser, hvor meget hans elskede Marianne har givet inspiration til de kvindelige hovedpersoner i filmene. Og med fortællingen om, hvad der skete - og er sket siden.
Jeg har hørt, at nogen (Klaus Rifbjerg fx) ikke kan lide filmen. Og at en amerikansk anmelder ikke mener filmen har store chancer i USA - den er alt for urealistisk for et amerikansk publikum!! (som dog ser ganske meget, der efter min mening er temmelig usandsynligt)
Der også nogen, der finder Jakob Cedergrens figur usympatisk og kold. Jeg elsker ham! Mennesker sørger ligeså forskelligt, som de gør alt muligt andet. Hans sorg-arbejde er delvist defineret af praktiske omstændigheder, og han klarer det suverænt. - At de to voksne formår at leve videre i et tilsyneladende harmonisk ægteskab, er et under, de begge bidrager aktivt til.
Hvad filmen handler om? Kærligheden er stærkere end døden! Vi har mulighed for at vælge livet! Psykisk sygdom kan helbredes! Malmros er en stor kunstner - og hans skuespillere er fantastiske (Nikolas Bro)
Måske er det sandt, at filmen ikke vil blive forstået/troet i USA. Jeg kan også være usikker på, om forløbet havde været det samme i dagens Danmark - ville forældrene fx. enstemmigt have ønsket deres børns klasselærer tilbage i dag? - Hvis ikke, er det så ikke netop et resultat af, at vi ser alt for mange dårlige og u-realistiske film om fx. mord, ulykke og død?
Læs anmeldelse og se trailer HER

Sunday, December 15, 2013

Endnu en adventssøndag

3. søndag i advent har bestået af gudstjeneste i Jerusalemskirken, hvor husbond prædikede og sang med i koret.  Også en kollega fra Skåne med familie var i kirke, dejligt at vi kan besøge hinandens kirker!
Om eftermiddagen fulgte vi Mandelas begravelse. Og jeg løb en tur i det smukke vejr.
Så fik vi købt det dyreste juletræ, vi nogensinde har haft, det er vel København, man bor i. Nu er vi til Luciafest med bla gospelkoret, hvor datterbarnet er med.

Saturday, December 14, 2013

Juleeventyr på tåspidser!

Mellemsønnen, der er rytmisk musiker, har altid holdt af en bestemt klassisk cd - "Nøddeknækkeren" forsvandt ligeså stille ind i hans meget store cd-samling. Som mor har jeg mulighed for at vælge advents-gaver, og i år, hvor vi bor i gåafstand til Det Kongelige Teater, kunne vi så følges til juleballet af fineste kvalitet. Det er skønt at være mor - og det bliver bedre og bedre. Nøddeknækkeren

Friday, December 13, 2013

ROVfugle!!!

Vi er flyttet fra landet til storbyen og har været vant til at leve nær naturen. I dag fik jeg dog rigeligt med natur.
 Vi har, som bloglæsere måske husker, to små altaner ud for stuerne på 3.sal. Her om vinteren bruger vi dem til at opbevare drikkevare og mad, der ikke er plads til i køleskabet. Da jeg i dag lukkede en af dørene op, så jeg!?!  - en flæskesteg i tagrenden på altanen ud for den anden stue!
 Først troede jeg, den på en eller anden måde var faldet ud, men det kan jo ikke lade sig gøre, der er gelænder omkring altanen. Da jeg kom ind og fik lukket op for at undersøge sagen, fløj en stor skade op. På poserne kunne vi se, at de har hakket, spist og flyttet på en flæsesteg og en hamburgryg. Og den ene steg har de altså formået at løfte op over gelænderet. - Da Jesus talte om himlens fugle og markens liljer, der klarer sig og får mad uden at arbejde for føden, var det næppe den tyvagtige skade, han tænkte på.
Det var godt, de ikke fik smidt stegene ned i hovedet på folk på gaden. Med lidt held havde de måske kunnet ramme den store altan på 1. sal, hvor Anette og Oles hund sikkert havde sat pris på at dele byttet!