Sunday, February 16, 2014

Og det blev aften og det blev morgen - 1. dag.

 Det blev noget af en tur - rejsen til Israel! Vi er 38 mennesker, rejsen skulle begynde i Aalborg lufthavn, hvor deltagerne, der kommer fra hele landet skulle mødes kl. 11.30 med afgang 13.40. Desværre var der så megen blæst længere nede i landet, at de passagerer, der skulle have været sat af ved en mellemlandning i Billund, blev bedt om at forlade flyet for at blive kørt i bus i stedet. Det forsinkede vores afgang et par timer, men betød ikke noget for den samlede rejsetid. Vi var fremme i Tell Aviv lidt før midnat. Turen gennem kontrollen i lufthavnen er langsommelig og køreturen til overnatningsstedet var lang. Nå, men vel fremme ved Genesaret-sø stod vi trætte ved Herbergets dør. Og kunne ikke komme ind! Da følte vi, at rejsen blev lidt for "bibelsk." Efter mange forviklinger fik alle en seng - ikke alle den rigtige, men dog en seng. Natten blev ikke lang for allerede kl. 9 næste morgen kørte vi mod Kapernaum. Her fortalte vores guide, Bente og Jørgen læste Bibeltekster om Jesus i Kapernaums synagoge og i Peters hus.
Søjlepynt med råbåndsknop.
 Her så vi også denne flotte søjlepynt, der umiskendeligt leder mine tanker hen på spejderarbejdet.
Den 8'armede stage, med de 9 arme findes i et hvert jødisk hjem - her i en meget kunstnerisk udgave.
 Turens næste stop var et sted, hvor de fremstillede vin. Karakteristisk for israelerne, havde man fundet ud af, at vindyrkning var mulig og straks blev en production sat igang. Chanukka-stagen stod i "vineriet" sammen med andre flotte, moderne stager.
 I Golan-højderne så vi ind i Syrien. Her mødte vi danske FN-soldater, der patruljerer som fredbevarende styrker. På toppe, vi besøgte, var opstillet figurer i hel størrelse, som skulle illudere soldater på deres udkigsposter og i skyttegrave. - Men det var også her, vi så de første mandeltræer i blomst. Kontrasten mellem soldaterne og de sarte lyserøde blomster var egentlig karakteristisk for oplevelsen af landet.

 Vi besøgte stedet, Det Nye Testamente omtaler som Kæsaræa Filipi, hvor Jesus stillede spørgsmålet til sine disciple: "Hvem siger I, at jeg er?" og da Peter bekender sin tro, at Jesus er Guds Søn, svarer Jesus: "På den bekendelse vil jeg bygge min kirke!"
Dagens rundtur sluttede ved Saligprisningernes Bjerg, (som ikke er et bjerg i egentlig forstand, da det ganske vist rejser sig 100 m fra søens bred, men ligger 50 m under havets overflade). Her er den smukkeste udsigt over Genesaret sø og en dejlig kirke. Vi sad udenfor og læste højt af Jesus Bjergprædiken bl.a.: "Salig er de, som stifter fred, de skal kaldes Guds børn" og "Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift!" "Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske far er fuldkommen!"
Efter en god middag og en uforbeholden undskyldning for nattens problemer (af datterbarnet benævnt som "Halløj på Badehotellet") er alle nu gået til ro på Karei Deshe. I morgen venter en ny og spædende dag med herlige mennesker. - Fik jeg nævnt, at min svigermor, som er med på turen, fejrede sin 84 års fødselsdag i dag?
Farmor Emma med to af sine børn - resten af familien kunne vi ikke få med!

2 comments:

Madame said...

Sikke nogle spændende oplevelser - og skønne billeder! Rigtig god ferie, Charlotte.

Tro Håb og Kærlighed said...

Madame - tak, vi nyder det hele!