...det brød vi behøver. Sådan lyder bønnen om det daglige brød i en af de svenske udgaver af Fadervor. Jeg er opvokset i et hjem og en tid (født 1956, kun 11 år efter afslutningen af 2. verdenskrig og stadig med Richs kaffe-erstatning i "Madam Blå") - hvor der aldrig blev smidt mad ud. Selvfølgelig havde det at gøre med knapheden under krigen - men mindst ligeså meget med med forståelse af maden som en gave fra Gud. At bede bordbøn - eller at synge til bords - har hele livet været en naturlig del af tilværelsen. Jeg husker en gang i skolegården på Danmarksgade skole i Esbjerg, hvor nogle drenge kastede med franskbrøds-kugler efter et eller andet. Vores elskelige Indremissionske lærer Schnell standsede deres leg og sagde næsten med tårer i øjnene: "Hvad er det dog I gør med Guds gaver"?
Jeg er god til at lave mad af rester. Ofte begynder min madlavning med, at jeg tager udgangspunkt i en rest, der skal spises, og som dagens måltid så skabes ud fra. Men de senere år har jeg sløjet af på det punkt. Ofte er det svært at vide, hvor mange vi er omkring bordet - der laves for meget mad - næste dag er resten ikke nok til hele familien, og noget nyt bliver produceret, med nye rester til følge osv. Og pludselig er noget blevet for gammelt, er blevet glemt i et overfyldt køleskab, og jeg må smide mad ud. Jeg har masser af undskyldninger, men ingen gode. I dag har jeg meldt mig ind i gruppen "STOP SPILD AF MAD". Det er en lille ting at gøre. Men jeg vil, at vi sammen skal ændre holdning, til de mange kilo mad der smides ud. Det er for dyrt. Det er forkert. Det er unødvendigt. Det er urimeligt i forhold til sultproblemerne i verden og forvaltningen af jordens ressourcer. Og som et kristent menneske regner jeg det for synd. På hjemmesiden er der masser af gode ideer til, hvad man kan gøre, og opskrifter på mad af rester. Er du med?
www.stopspildafmad.dk
3 comments:
Det var spændende at læse, sikke et fint initiativ med hjemmesiden stopspildafmad. Jeg har det lige som dig og forsøger at udnytte alle rester, men det er jo ikke altid det lykkes.
Jeg er årgang 1950 og husker stadig hvordan min mor og mormor udnyttede ALT og ikke smed mad væk.
Jeg glæder mig til at få inspiration på dit link ;-)
Tak - dejligt at møde nye mennesker i kraft af bloggen.
Du har rett, Charlotte. Spill av mat gjør vondt. Jeg var sju år da krigen kom og 12 da den sluttet. Og jeg har hørt min mor si: "I dag har vi bare noen få potetrester". Så satte vi oss ved vinduet, og hun skar potetene i skiver og strødde salt på, og verden var vakker. Men hva kan man ikke gjøre av osterester? En suflé f.eks. En høydare!
Post a Comment