Wednesday, November 4, 2009

ActA-aften

Første onsdag hver måned er der gudstjeneste i vores lille nye kirke ActA i AAlborg. Vi begynder med at spise sammen. Vi fik dejlig græsk mad i dag. Bagefter holdt vi gudstjeneste, hvor temaet var, at kirke og menighed er som et levende træ - Jesus er træet og vi er grenene, beskæring og rodnet er nødvendigt, frugt det naturlige. Bagefter skulle nogen planlægge et spejdernatløb og ellers var der kaffe, kokosmakroner og hygge inden vi kørte hvert til sit.
Jesus sagde: Guds rige ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin have, og det voksede op og blev et helt træ, og himmelens fugle byggede rede i dets grene."
Posted by Picasa

Tuesday, November 3, 2009

Når det stormer

I kirken har vi en herlig bevægelses-sang: "Når det stormer rundt omkring....Gud er stærk, når jeg er svag, hjælper mig tag nye (åre-)tag". For et par nætter siden blæste det, så først nogle tunge plader og siden et køleskab væltede uden for vores soveværelses-vindue. Vi sover i kælderen, så det lød ganske voldsomt. Men det er storslået, når blæsten rigtigt tager fat og rusker bladene af træerne og rører rundt i havet. Det skal jo til. Og følelsen af at være et lille menneske i Guds store natur - hvor storm og Ånd er af samme rod - er helt i orden. En af prøve-oversættelserne inden den sidste autoriserede Bibel udkom i 1992 havde følgende forslag til 1. Mosebog 1:2, (hvor der nu står: "...og Guds ånd svævede over vandene) "...og Guds storm piskede over urhavet".
Posted by Picasa

Sunday, November 1, 2009

Allehelgen

1. søndag i november fejrer kirkerne Allehelgen. Det er dagen, hvor vi mindes vore døde. I vores kirke læser vi navnene på dem, der er døde i årets løb - men vi tænker selvfølgelig hver i sær på vore egne døde gennem årene. Aftenen før er det så Halloween. Det er naturligvis en skik, der er kommet til os fra USA - og for min del er den velkommen. Det er en blanding af sjov og alvor og en mulighed for at tale om uhygge, ondskab, åndeverdenen og døden. I Påsken taler vi også om døden, man da bliver det mere om Jesu død, til Allehelgen er det vores egen - ikke uvæsentligt. Gennem en del år har vi fejret Halloween med kirkens børn og unge. I dag var vi en lille flok, der forberedte, bagte og udsmykkede. Vi var naturligvis også selv klædt ud og malet.
Det spiselige var grønt og blåt og hed underlige ting, men smagte dejligt. Vi sluttede i kirken med at få hvidløg til brug mod ondskab - men lærte også at slå korstegn fordi der er mere kraft i Jesus end i noget som helst andet. Han er den eneste, der har overvundet døden - han er vores helt!
Ved formiddagens gudstjeneste var der ingen uhygge (eller hvidløg) men et anker - håbets symbol - og en prædiken om at have sit anker fæstet i Gud og i håbet om det evige liv i Guds kærlighed.
Posted by Picasa

Saturday, October 31, 2009

Kvindeliv og sanselighed

I dagens Café Qvindfolk var vi 70 kvinder. Heldigvis havde vi beregnet rigtigt med maden. Der var laks, pebermakrel, rejer, frikadeller, hønsesalat, rødbedesalat, hvidkålsalat, chokoladekiks, blå ost, frugt, pandekager med skalddyrsfyld, hjemmebagt brød og tærter til dessert.
Dagens taler var seminarielektor Gitte Plasnov fra Hjørring, der fortalte om Karen Blixen, og hvordan man kun bliver et helt menneske, hvis man vover at leve et sanseligt liv - ud fra Vintereventyret "Det drømmende barn". En dejlig dag. Mens vi hyggede os, var andre i skoven og i vodbinderiet, hvor de fremstillede næsten 600 meter gran-guirlander - det allerførste tegn på, at julen ligger og venter også i Strandby Metodistkirke.
Posted by Picasa

Friday, October 30, 2009

Fadervor


Fadervor er mit valg til bogstavet F. Billedet forestiller væggen i den kirke i Jerusalem, der er viet til bønnen Fadervor. Bønnen er skrevet på alverdens forskellige sprog - her på engelsk.
Den autoriserede danske udgave lyder:
Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn, komme dit rige,
ske din vilje som i himmelen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er riget og magten og æren i evighed! Amen
I den nyeste danske Bibeludgave DNA lyder den:
Far i himlen! Lad alle forstå at du er Gud,
lad dit rige blive til virkelighed,
og lad alting blive som du vil have det - her på jorden ligesom det allerede er i himlen.
Giv os det brød vi har brug for i dag.
Tilgiv os det vi har gjort forkert ligesom vi har tilgivet andre. Lad være med at sætte os på prøve, og befri os fra ondskabens magt. For du er Gud, du har magten, og vi vil altid hylde dig. Amen
Men der findes også mindre autoriserede forsøg, som Jokerens:
Fader Vor. Du som styrer i himlen. Respekten er din - jeg er nede med dit rige. Ske din vilje i mit kvarter. Tak for den gode æder, vinen og de smukke mennesker du omgiver mig med. Jeg ved du altid har min ryg, selv når jeg fucker up,
og på samme måde vil jeg altid have mine homies ryg, når de er på skideren, og endda tilgive dem, der kopierer mine cd'er.
Fristelserne lurer overalt i min del af byen, men giv mig styrke, mod og visdom til at forvandle dem til inspiration istedet. Pas godt på dem jeg elsker, dem jeg ikke elsker og selv på dem, som playerhater på mig. For Evigt, der. Amen
Fadervor er en bøn, jeg beder dagligt, som jeg ikke kan huske hvornår jeg har lært, men nok hvornår jeg begyndte at forstå. Jeg har lært den videre til børn, bedt den med gamle, syge, døende, børn, unge og i gudstjenesten. Det sidste er, at jeg er begyndt at "bede den på Kristuskransen", min uundværlige bedekrans, der følger mig nat og dag! F - for Fadervor. men det kunne også have været F for Far eller for Fletcher, min fars navn. Men som jeg måtte konstatere da en kronikkonkurrence engang hed sådan noget som "Alt om min far" - og måtte fylde to A4 sider!!! Det går bare ikke.

Tuesday, October 27, 2009

Klima-gudstjeneste

Vores MUS-spejdere, det er de mindste, har arbejdet med klima på de seneste møder. De skulle afslutte med en gudstjeneste, hvor deres familier var indbudt - først til spisning. Mellem 90 og 100 var til aftensmad.

En af dem var Herman, som altid er klar med et smil! I kirken var der pyntet op med blomster, lys, ikon, jordklode og sten. I transportkassen lå 3 ting fra 3 forskellige områder i verden, hvor mennesker særligt mærker klima-forandringerne. - Der var en sten fra en gletcher fra Grønland, hvor isen smelter hurtigere og mere, end den plejer. Fra Malawi i Afrika fik vi en indtørret majskolbe, som burde have været aftensmad, men som de fattige ikke længere har råd til købe pga. tørken. Og sidst var der en død koral fra Stillehavet, som en hilsen fra fiskerne, der ikke længere har fisk at fange, fordi koralhavet dør.
Tingene var sendt fra Kirkernes Klima-stafet. Læs evt mere på http://www.gronkirke.dk/ Vi hørte historien om Noa, der reddede alle dyrene ved at adlyde Gud og gemme dem i arken, mens jorden blev oversvømmet, så alt andet liv blev udslettet. Det er fortællingen om hvordan Gud har sat regnbuen på himmelen for at forsikre menneskene om, at han aldrig vil tillade at jorden bliver oversvømmet og ødelagt igen. Der er håb! Men også en hel del arbejde for os at gøre. En lille ting er at skrive under på at:
Danmark bør kæmpe for em ambitiøs og retfærdig klimaaftale der: nedsætter den globale CO2-udledning med 80 % inden 2050 - inkluderer markant øget finansiering til verdens fattigste lande, så de kan tilpasse sig klimaforandringerne - giver verdens fattigste lande lettere adgang til ny og bæredygtig teknologi.
Posted by Picasa

Sunday, October 25, 2009

Ej blot til lyst

Vi har haft den mest fornøjelige eftermiddag i kirken i dag. Operaen kom til Strandby. Sammen med den lokale "Munkegården", et aktivitetshus for seniorer, har vi været værter for en koncert med trioen "Ej blot til lyst"
Sopran Ulla Christensen, mezzosopran Karen Tang Andersen og pianist Charlotte Møller gav en forrygende eftermiddag med numre af Mozart, Purcell, Strauss, Kai Norman Andersen m.fl.



Deres kostumer var flotte og et udstyrsstykke var det også!




Jamen - som vi havde en herlig dag! Kirken var fyldt og alle var glade. Kom snart igen!