Saturday, October 30, 2010

Store lederdag i menigheden

Jeg har tilbragt det meste af dagen i kirken, hvor vi havde kaldt alle ledere sammen fra  de yngste spejderledere og op. Der sker så meget i kirken, at en del måtte melde fra, men de 20 mennesker vi var havde en fin og inspirerende dag. Vores gæst var baptistpræst Jan Kornholt  http://www.kornholt.dk/ der delte med os af sine studier af voksende menigheder i Sverige og London. Vi drøftede, hvilke af Jans iagttagelser, vi mener er vigtigst for os, og hvordan vi kan bruge dem i arbejdet. Der var enighed om, at kirken ikke er vores men er Guds redskab til at nå mennesker. Vi vil blive ved med at være orienterede mod menneskers behov, og ikke bare fortsætte som vi plejer, hvis der er brug for at gøre noget andet.
 Samtidigt er det vigtigt, at blive ved med at gøre det, som vi selv bliver inspireret og udfordret af.
 Vi sluttede dagen med det dejligste festmåltid med fisk og vildt og kage. At fællesskab og venskab er en væsentlig del af hemmeligheden ved de kirker, der vokser - det fortalte Jan os. Det tror vi også på. Og vi tror på en Gud, der altid er større og som elsker alle mennesker.
I morgen har vi 9. og sidste gudstjeneste om Åndens frugter. Selvbeherskelse! Og der kommer til at ske noget, som aldrig er sket ved en gudstjeneste før. Ikke hos os i hvert fald!

4 comments:

Anne Thompson said...

Det lyder som en rigtig spændende dag! Dejligt, at I kunne samle så mange mennesker om noget så vigtigt!

Madame said...

Ja, det lyder som en meget givende dag, Charlotte - og nu bliver jeg nysgerrig efter at vide, hvad det er, der kommer til at ske i morgen :-)

Tro Håb og Kærlighed said...

Madame - ja, det fremgår af næste indlæg:-)

Tro Håb og Kærlighed said...

Anne - jeg havde håbet på flere deltagere, for det var et godt program, men vi havde en fin dag.