Kirke for hele mennesket

Vi mødtes 13 mennesker til Chili con carne, der dog også fandtes i en udegave uden chili til ære for Albert. Det var god mad. Faktisk spiser vi altid godt, når vi samles. Efter maden var der påskegudstjeneste, som også handlede om fællesskab og måltid.

Efter kaffen blev det nye bordfodbold-bord taget i brug. Det er en god ting at have, og vi skal nok få meget glæde af det. Andet steds i byen var der fodbold af den mere voldsomme slags. Det gik også godt. Vi savnede et par mennesker, som hellere (?) ville se AaB spille mod Brøndby.

Vejen gik til Østervrå

Aftenen er tilbragt i Østervrå Kulturhus, hvor næsten 100 mennesker lyttede til Lene Højholt. Hun er bl.a. sognepræst i Grenå, åndelig vejleder og retræteleder. Lene Højholt genfortalte og gennemgik Johannes evangeliet, ud fra den teori hun beskriver i bogen "Vejen". Her påviser hun, hvordan Jesus leder mennesker fra at være disciple, til at blive tjenere, venner, brødre og børn for til sidst at sende dem ud i verden, da de kan stå på egne ben og gå selv. Hun pegede på, hvordan Jesus respekterer og møder menneskers forskellighed - et træk ved Jesus, jeg selv er meget optaget af. Det var en meget fin aften, og da hun sluttede med at sige, at når evangelisten Johannes kalder sig selv "den disciple Jesus elskede", så er det fordi han tilbyder sin egen plads til læseren - som til enhver tid er den discipel Jesus elsker - da var der helt stille i salen! Godt vi kom ad sted, og tak til de tre kirker i Østervrå, som havde indbudt. Læs mere: http://www.borgen.dk/product.asp?product=1201 http://www.lenehojholt.dk/

Der står en busk i haven

Herren åbenbarer sig for Moses i den brændende tornebusk.
Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, og han tænkte: »Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?« Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: »Moses! Moses!« Han svarede ja, og Gud sagde: »Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.« Og han sagde: »Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.« Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.

Pileskoven

I Bunken Klitplantage, hvor vi kommer en del pga. den gode asfalt, som er meget rulleskøjte-venlig (det er Jørgen, der løber på rulleskøjter), er hængebirken så lysegrøn og fin lige nu.
Bladene på hybenrosen-busken er sprøde og dejlige. I dag gik jeg min tur, fordi løbeturen på 7 km i aftes stadig sidder i benene. Jeg kan naturligvis runden udenad. Det kan hunden også. Men er vi i tvivl, så er det bare at følge pilene.
Da børnene var små, talte de om, at vi skulle på tur til "Pile-skoven". Det kunne være hvor som helst, for de røde, gule, grønne og blå trekanter på de rødmalede stolper findes i alle skove, hvor vi færdes. Altså ud skal vi - bare ud. I den store lysegrønne Pileskov.

Lattermild og gavmild

Ja, det er titlen på en af de sange, datterbarnet sang til Forårskoncert på Frederikshavn Gymnasium. Hun er 3. g'er og har musik på højniveau. De fremfører deres eksamens-projekt denne aften, hvor også al anden musik-undervisning bliver præsenteret. Lattermild og gavmild er også en fin beskrivelse af hende selv. Hun har altid sunget, og med en mikrofon på en scene, er hun bare hjemme. Tak for sangen, min pige - også i aften!

Alder, ingen hindring!

I dag har jeg været til "Pakke-fest" i vores lokale MK - kvindeforeningen, som har verdens-mission som et af sine hovedformål. Vi købte hinandens pakker og alle gik glade hjem med syltede pærer på dåse, kaffe, lys og servietter og andre små nødvendigheder. Vi indsamlede 1500 kr, som er en del af vores bidrag til at muliggøre læge Immanuel Bitch-Larsens rejse til Congo. Bitch-Larsen er 93 år, men rejser gerne ud for atter engang at operere og gøre en forskel i hans elskede Afrika. Er du nysgerrig på projeketet? Så sæt dig og hør ham fortælle:

http://www.dr.dk/P1/Troogeksistens/Udsendelser/2008/04/17155102.htm

I skovens dybe stille ro

Ingen billeder fra Skovhuset denne gang - men fra skoven.
Bøgen er ganske spæd - ikke alle er så grønne som denne, men her er mere grønt end hjemme i Nordjylland.
Fuglene sang for os - flere så dyr, egern og hjorte. Jeg studerede kun myretuer og nød ellers bare stilheden, den gode mad, huset, tidebønnernene og Jesus-meditationerne. Vi var 7 i alt. Solen skinnede på os, og Gud er god!

Opstandelses-liv

Weekenden tilbringes i Skovhuset i opstandelsens tegn. Jeg har i flere år haft mulighed for at lave en retræte mellem påske og pinse. Temaet i år er "Han er opstået, som Han har sagt". Det er så spændende og tankevækkende, at Jesus brugte tid på at vise sig for disciplene på mange forskellige måder. De bliver mødt i forskellige sammenhænge og på på forskellige måder. Og Jesus går, så vidt evangelierne fortæller, kun til dem, der troede på ham i forvejen. Havde jeg haft chancen, ville jeg nok lige have lagt vejen forbi Pilatus. Men det er helt tydeligt ikke dét, det hele går ud på: at triumere og have ret. Jesu opstandelse har en langt dybere betydning. Det er ikke kun hans sejr over døden, det er en helt ny verdensorden, et helt nyt liv, der er på færde. Et liv der kun kan tages imod i tro. Fortsat glædelig påske!

En definition af synd

Ignatius af Loyola (1491 - 1556) skriver: "Synd er manglende villighed til at stole på, at Gud ønsker vores dybeste glæde"

2. påskedag

Kajakken er i vandet for første gang i år. Jeg fulgte med på land. Er der mon noget der hedder en "følge-cykel"? På vejen hjem fra Rønnerhavnen fulgte jeg Nordsø-stien. Jeg ved jo, den går gennem Strandby, men vi har aldrig fulgt den på sønder side af Elling Å Indtil for et par år siden kunne vi ikke krydse åen, men nu er denne fine lille bro lavet. Dejligt, at kunne være ude efter aftensmaden igen. Lyset er vendt tilbage og livet får en ekstra dimension. Jeg betragter det som et stort privilegium at bo så tæt på havet. Man burde betale herligheds-tillæg for at få lov at bo her. Ja hvem ved - det bliver nok beskattet en dag.
Vi har haft en dejlig påske i kirken med gudstjenester Palmesøndag, Skærtorsdag, Langfredag og Påskedag. Jeg prædikede Påskedag og citerede her fra bogen "Mig og caminoen" hvor Henrik Friediger bl.a. filosoferer over brugen af "forsagelsen" som indledning til den apostolske trosbekendelse. I Metodistkirken bruger vi ikke forsagelsen, hvilket vi af og til får spørgsmål om. Friediger forklarer det fint ved at sige: "Kernen er, at det ikke er nok at flytte rundt på dæmonerne. De må besejres, så de slipper deres tag i én og farer væk, over i noget andet. Det er ikke nok at forsage djævelen. Han må besejres, destrueres." - Og det er præscis det, Jesus gør i Påsken. Derfor taler vi ikke om, hvad vi forsager - men proklamerer hvad vi tror: Den Stærkeste, Den Opstandne har sprængt døden indefra og banet vej til frihed, håb og liv. Og derfor vil vi leve videre i Påsken - opstandelseslivet, sammen med vor Herre!

Udeliv og Påsketid

Nu er der ingen tvivl længere - det er den lyse årstid - livet flytter udenfor, ligeså snart det kan lade sig gøre. Kajakken får den behandling, en gammel kajak nu engang skal have.
Rulleskøjterne ligeså - og løbeskoene, der ganske vist har været i brug hele vinteren, kommer nu frem mens det er lyst!

Jamen - er det ikke mageløst! Thomas har allerede grillet indtil flere gange, og Maria gør det, som alle håndboldspillere med respekt for sig selv gør i Påsken: spiller Rødspætte-cup! Det er Skærtorsdag. Vi fejrer nadver-gudstjeneste med Bibel-læsninger og Taizé-sange.

TIL LYKKE med 50 års-dagen

Jeg husker det, som var det i går. OK, det er overdrevet, men jeg kan godt huske, da min lille-søster blev født. Jeg var knapt 3 år, og vores voksne havde bildt mig ind, at jeg skulle have en søsken, som jeg kunne lege med. Natten mellem d. 5. og 6. april 1959 tilbragte jeg hos familien Christiansen, og næste morgen kom jeg hjem og fandt min mor liggende med den lille bylt af en søster i sengen. Jeg kunne med det samme se, at det ikke var rigtigt, hvad de havde fortalt mig - hun var alt for lille til at lege, og hun kunne ingen ting.

Dét er hun så kommet efter, må jeg sige. Birgittes liv er en lang og spændende historie. Hele vores voksne liv har vi boet på forskellige kontinenter, idet hun i mange år har været missionær i Congo, da det hed Zaire, og senere i Algeriet og i Kenya. De seneste år har hun og famlien boet i USA, hvor hun har taget sin teologiske uddannelse på Candler School of Theology, Emory University i Atlanta og herefter virket som præst i metodistkirker og nu også ved et socialt arbejde blandt belastede børn i Memphis, TN.

Birgittes fødselsdags-gave fra os er, at hun og jeg skal vandre de sidste 130 km af pilgrimsvejen til Santiago de Compostela i Nord-spanien. Turen er arrangeret af Vagabond tours: http://www.vagabondtours.dk/ture_pilgrim4B.htm Vi begynder en dag tidligere i byen Samos. Søndag d. 17. maj mødes vi i Madrid for at tilbringe de følgende 10 dage i hinandens selskab med støvler, stave og pilgrimsbønnen, som Birgitta af Vadstena har lært os:

Herre, vis mig din vej,

og gør mig villig til at gå den!

Mens vi venter!

I dag, Palmesøndag, har vi overhørt årets konfirmander - 16 unge mennesker. Her er de fanget i venteposition.
Etr enkelt onkel-råd inden det hele går løs. Nu er kirke-delen flot overstået og alle er spredt ud over egnens festlokaler. I morgen mødes vi til Blå-mandag!

En forårsdag med cykel

På næste lørdag d. 11. april er det dagen mellem Langfredag og Påskedag. Som jeg sagde til børnene ved gudstjenesten i tirsdags, så burde den dag hedde Langlørdag, for det må have været den længste og mest sorgfyldte dag for disciplene. I år vil vi bruge dagen på at vandre med påskens budskab. Vi mødes ved Strandby Metodistkirke og går i pilgrims-tempo, dvs. for hver times vandring holder vi 10 minutters pause. Midt på dagen er der et længere hvil, hvor vi spiser, og et sted på ruten fejrer vi nadver. I dag har jeg taget turen med cykel. Ikke at jeg har cyklet hele vejen. Det kunne ikke lade sig gøre, idet ruten gik over ganske stejle skrænter og ind imellem i uvejsomt terræn. Ingen tvivl om, at det havde været smart med en mountainbike. Min kone-cykel var i hvertfald tung at slæbe op af trapperne i Åsted Ådal.
Det var smuk forårsvejr og ingen vind. Flere steder så jeg dyr - kan du finde hjorten?
Turen har smukke strækninger og ind imellem meget flot udsigt. Men for at kunne se ud, må man også bevæge sig op i højderne. I alt skal vi gå 20 km, men jeg tog lidt omveje for at være sikker på ruten.
Jeg havde aftalt med Susanne, at vi skulle slutte på Blakshøjgård. Da jeg endelig fik gården i sigte efter 3 timer, kom hun ud af huset og gik mig i møde. Vejen bag gården er ganske stejl - nok efter dagens tidligere oplevelser - og jeg følte mig lidt som den fortabte søn, der bliver taget imod, af godheden fra den som venter og har holdt udkig. Inden for var der varm suppe og bagefter en bil, der kunne tage både mig og cyklen hjem gennem den havgus, der efterhånden havde lagt sig klamt ind over kysten.
Det bliver en fin tur på lørdag. Vi skal ikke bære nogen cykler, kun vand og madpakke. Skal du med?

Æselføl, ved du hvad?

Palmesøndags æsel var første station i før-påske-gudstjenesten. Den årligt tilbagevendende begivenhed, som indleder påskefejringen i Strandby Metodistkirke, blev afholdt i går aftes. Æslet er venligt udlånt af Farm Fun i Ålbæk - ham her var af den storskrydende slags, hvid og meget sød og stædig.
Skærtorsdag fik vi lov at smage dejligt brød og stærk saft, mens vi tænkte over de underlige ord, Jesus havde sagt om vi skal leve af hans kød og blod - at hans død er vores liv.
Langfredags kors var i år ganske blodigt. Efterhånden blev det også dækket af bønner og tegninger fra børn og voksne. Det er her, der er mest trængsel.
Ved den tomme grav, sødt og lyst, under-ligt og glædesfyldt, får man påskeæg og påskeliljer. I år var gudstjenesten lavet af Klub-3, menigheds-børnene i 3. klasse, der har deltaget i årets undervisning. De fik hjælp af "Prærie-ulvene", spejderne på samme årgang. Mellem 80 og 90 børn og voksne havde sammen en god aften med fortælling, oplevelse og sange som: "Æselføl, ved du hvad - du kan sagtens være glad. Du har båret verdens Herre"