Saturday, September 6, 2008

Længsel

Jeg har været 3 dage på Lilleskog, en tidligere herskabs-villa som er retrætegård for Skara stift. Det var mit tredie ophold på stedet. Foreningen KOMPASS, som arbejder for udbredelsen af Ignatiansk spiritualitet, holder retræter og kurser der, og tidligere har jeg opholdt mig i stilhed, kun afbrudt af dagens gudstjeneste og tidebønner i det røde kapel, eller en samtale med min vejleder.
Denne gang var opholdet første del af et kursus i åndelig vejledning. Egentlig tror jeg ikke, man kan ikke lære at være åndelig vejleder, og jeg er dybest set ret skeptisk overfor mennesker, der kalder sig selv åndelige vejledere. Det ændrer naturligvis ikke det faktum, at der findes åndelige vejledere, og at vi ikke kan undvære den specielle funktion i kirken.
Af Ignatius af Loyola og hans brødre i Jesu selskab - jesuitterne, kan vi lære rigtigt meget. Jeg glæder mig til at læse og lære "De åndelige øvelser", som jeg er bekendt med. Magnus Malm underviser, og sammen med tre andre ledere guider han os gennem vore egne oplevelser med Gud. Den ignatianske vejledning tager altid udgangspunkt, i de erfaringer det enkelte menneske gør af - og med Gud. Det, jeg kan lære, det vil jeg lære.
I et af mødelokalerne på Lilleskog står denne smukke glas-terne. Jeg husker stadig glæden, da Magnus første gang sagde, at ternen repræsenterer længslen. En af Ignatius' pointer er, at mennesket i sig har både længsel og modstand. Det gælder om at identificere dem begge, ikke undertrykke eller fornægte modstanden, men arbejde med den, så vi bliver stadigt mere frie til at følge længslen. Den lille terne er i stand til at flyve fra Scandinavien til Sydafrika. - Længslen efter, ikke det gode, men det bedste - ikke alt det omkring Gud - men Gud selv - den længsel leder og hjælper til at holde ret kurs, vælge fra og være tålmodig og udholdende.

Posted by Picasa

No comments: