"Fejemaskine suger hund op"!!!

Læs:

Fejemaskine suger hund op - Politiken.dk
Uha - og jeg som altid har talt for det smarte i at have en lille hund. Man kan altid tage den under armen, hvis den ikke vil det samme som en selv - den spiser ikke så meget og fylder og sviner ikke som en stor hund.

"Frue" er min ruhårede gravhund. D. 12. august er det 7 år siden vi hentede hende. Da jeg selv blev født, havde min mor og far en Samojede ved navn "Plim". Min mor havde foreslået, den skulle hedde "Rinso", men min far ville ikke reklamere for vaskepulver, hver gang han kaldte på den, så "Plim" blev det. Vi var uadskillelige. Hunden vogtede mig og lå trofast ved min seng eller kravlegård. Da jeg blev 1 år, flyttede vi fra Holstebro til Hjørring - fra et hus med have og til en lejlighed på 1. sal. "Plim" blev i Holstebro hos mormor og morfar, som i forvejen havde en gammel hund af samme race "Busser". "Busser" var en dygtig hund, der f.eks. kunne sidde på bagage-bæreren på min morfars cykel. Hunden hoppede selv op, og lod sig stolt transportere rundt i byen. Når morfar og "Plim" gik til bageren om morgenen, bar hun posen med de to rundstykker hjem. Da så "Plim" flyttede ind, ville morfar lade den unge hund bære posen. Det nægtede den. Morfar prøvede at få morgenbrødet i to poser, så de kunne bære hver sin. "Plim" nægtede stadig, og morfar tænkte, at den unge hund nok ikke var så intelligent, som den gamle. Så døde "Busser", og dagen efter bar "Plim" rundstykkerne, og sådan blev det ved, til hun blev aflivet pga. sygdom.

Fra da af havde jeg ingen hund. Jeg plagede meget, men vi boede i lejlighed i Rønne og Esbjerg og først, da vi flyttede til København forbarmede mine forældre sig. Min far havde forelsket sig i en hvalp hos nogle gode venner, og sådan fik vi "Focus" en blanding af en tysk ruhåret og en brun labrador. En meget god og lækker hund.

Da jeg flyttede til Danmark og begyndte mit arbejde som præst, var jeg tæt på at skaffe hund, mens jeg boede alene. Det blev aldrig.

Da jeg blev 45, fik jeg i gave en ret stor gavechek fra kvinder i menigheden - en smuk gestus, da jeg på det tidspunkt var sygemeldt og havde det ganske dårligt. På stedet besluttede jeg, at nu skulle det være - nu ville jeg havde den hund, jeg altid havde ønsket mig. Og sådan kom "Frue" ind i mit liv - og dermed familiens. Vi går herlige ture ved havet. Hun vogter hus og have - også naboens, som hun generøst har indlemmet i sit territorie. Hun er ikke meget selskabelig, ligger for det meste på sin faste plads ved hoveddøren, men hun er en uundværlig del af hverdagen.

Heldigvis (lige i denne sammenhæng) er det meget sjældent, at fejemaskinen kommer til Strandby. Og der er vist heller ikke sug på børsterne i vores kommune!