Friday, May 9, 2008

Pinse

Pinse! Vi fejrer, at Gud kommer til menneskene - og til resten af skaberværket - på den tredie måde: som Helligånden. Det, der sker her, siger Peter på Pinsedagen, er som profeten Joel havde forudsagt, at Gud hælder sin Ånd ud over alle mennesker uden forbehold. Dr. teol Anna Marie Aagaard siger om Helligånden, at det jo ikke handler om åndelighed eller følelser, men at Ånden er Gud.
På Pinsedagen blev det igen muligt for menneskene at forstå hinanden. Bibelens fortælling er, at da menneskene slog sig sammen for at bygge Babelstårnet, som kunne nå helt op til Himmelen, så besluttede Gud at forvirre deres sprog, så de ikke kunne forstå hinanden. Men efter at Jesus har været i verden og påny gjort det muligt at menneskenes fælles projekter kan være til gavn og af kærlighed, ja, så er tiden kommet til forståelse og samarbejde.
Guds Ånd er også en mægtig kraft, der løfter og bærer. Ånden bor i det enkelte menneskes hjerte, giver liv og kraft og lader nyt fødes frem.
Guds Ånd er som stormen, der pisker over havet - en mægtig kraft, der rusker op og blæser nyt liv i det stillestående vand. Jesus siger, at ligesom man kan høre og se vindens virkning uden at man kan vide hvor den kommer fra og hvor den farer hen - sådan er det også med et menneske, der er født af Ånden. - Det er mærkbart, at her er noget på færde. Ånden hedder på græsk "dynamis", ordet vi kender fra "dynamit" og "dynamo".
Så er et menneske - eller en kirke fyldt med Helligånd, så har det betydning for den enkelte selv, og for fællesskabet og samfundet. I metodistkirken tror vi, Guds Ånd også er på færde, når vi samles til konferencer, for at samtale og træffe beslutninger. Billedet er fra den netop afsluttede Generalkonference, som er en verdens-konference, der samles hvert 4. år, højst 998 delegater, hvoraf halvdelen er præster og halvdelen læg-folk. De to koncentrerede mennesker tættest i billedet er de danske delegater. Hårdt arbejde i 12 dage - ja! Men også et udtryk for at Guds Ånd er på færde i verden i dag, og en meget konkret markering af Helligåndens komme.
Glædelig Pinse!

No comments: