Netop hjemkommet fra 2 døgns retræte i Skovhuset vil jeg dele glæden over, at stedet findes. Et hus, der kun benyttes til stilhed og fordybelse i livet med Gud, bliver et "tyndt sted". Det er kelternes betegnelse for steder, hvor det er enkelt at komme i forbindelse med den Gud, som altid og alle vegne er os så nær som vort eget åndedræt. Det er bare ikke alle steder vi har lige let ved at rette vores opmærksomhed mod Gud.
Da Jakob, i Det gamle Testamentes 1. Mosebog, havde forladt sit hjem, sin gamle døende far og sin storebror Esaus, som han havde snydt, flygtede han ud i det ukendte og overnattede med en sten, som hovedgærde. Han drømte, at Himmelen over ham stod åben og at en stige nåede fra stedet hvor han lå og op til Himmelen og at englene vandrede frit mellem Himmel og jord. Og Gud selv talte til Jakob og gav ham store løfter om fremtiden. Da Jakob vågnede næste morgen udbrød han: "Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!"Gud omgiver os til alle tider. Retræte handler om at blive bevidst - eller mere bevidst - om dette nærvær.
Eller som Ignatius af Loyola siger, at vi giver Gud vores kærlige opmærksomhed!
Med til at skærpe opmærksomheden var at: Tine lavede dejlig mad til os - grønne, sunde retter - solen varmede og træerne er i færd med at springe ud. Og så gav vi hinanden den gave ikke at tale sammen i 1 1/2 døgn. Stilhed fremmer fordybelsen!
Og Påskens tekster om opstandelse er fyldt med forundring og glæde over det fuldstændigt overrumplende: Kristus er opstanden! Ja, Han er sandelig opstanden!
Der er grund nok til glæde og kærlig opmærksomhed.
1 comment:
Drejer det sig om sokker, er tyndslidt ikke en fordel, men når det gælder steder er det ikke så værst! Jeg glæder mig til at mødes i Skovhuset imorgen.
Post a Comment