Den store Stilhed

Ja, så kom en af de film, jeg har siddet og sukket over ikke at kunne se! Jeg havde ikke troet, den kom op i Danmark.

Jeg holder meget af at bo, hvor vi gør, men det er langt fra biografen "Gloria", hvor "Den store Stilhed" har præmiere i dag. Ofte skal vi til Aalborg, hvis vi skal se en god film. Ex. har "Babel" aldrig gået længe nok i Frederikshavn til, at jeg kunne se den. Det kræver både en friaften og en bil hjemme og forskellige andre logistiske finurligheder.

Jeg tror ikke "Den store Stilhed" gør sig helt på DVD - men det får komme an på en prøve - hvis det bliver muligt at købe den!

Men altså; det er en film, der varer næsten 3 timer. Den skildrer livet gennem et år i La Grande Chatreuse - et karteuser-kloster nær Grenoble i Frankrig, hvor man lever efter Den Hellige Brunos(1084) regel. Klosteret er bygget, så munkene lever isoleret, kun sjældent spiser i fællesskab og udelukkende taler sammen, når de en gang om ugen er på tur. Altså en meget streng regel. I Jørgen Bjerres herlige bog "Verden på højkant - møde i Andesbjergene med en dansk ildsjæl, jesuitterpræsten Peter Tantholt Hansen", Gyldedal 1997, kan man læse følgenede skildring fra Peters ophold i et lignende kloster i Schweitz:

"Det er ikke et sted, hvor man banker på hos naboen, men ingen skal bilde sig ind, at det er livstrætte og humorforladte tørvetrillere, der går i kloster. Tværtiomod. Blandt munkene var bla. en fransk grevesøn, der sang så hvinene falsk, når det var hans tur til at synge for på korsangen om natten. Han var selv klar over, at der var noget galt, og han gav nok sin spagfædighed skylden, for en nat, da han igen skulle være forsanger, gav han den på alle tangenter og for fuld udblæsning, som var han selveste Luciano Pavarottoi. - Det var en katastrofe. Alle var helt syge af indeklemt latter. En gammel munk ved siden af mig rallede af grin, så jeg troede han skulle dø. Selv måtte jeg stoppe min munkekutte ind i munden, og tårerne løb ned af kinderne på os. Der gik mindst ti minutter, inden vi kunne fortsætte den ellers så højtidelige korsang."

I filmen siges der næsten ingen ting ud over læsning af liturgiske tekster. Der er ingen musik - kun de naturlige lyde. Altså tre timers dokumentar om livet i et stille kloster. I weekendavisen skriver Ina Kjøgx Pedersen i sin anmeldelse af filmen: "Der klippes til vinden, som river i trækronerne, man nærstuderer dem - og så sker det: Pludselig bliver man helt stresset af al den action."

Som mine børn vil sige: En rigtig "mor-film." Amen!