Tuesday, August 31, 2010

Aran-øerne - en barndomsdrøm

Et højdepunkt på Irlandsrejsen var turen til øen Inishmore, den største af de tre Aran øer, som ligger vest for Irland. Som barn så jeg filmen Man of Aran og den gjorde et uudsletteligt indtryk. Jeg havde ikke forestillet mig, at det var muligt at kommer derover, men øerne er yndede turistmål med velorganiseret færgefart. Så vi bestilte en bustur fra Dublin ikke langt fra hvor vi boede. Vi mødte tidligt om morgenen og blev glædeligt overraskede, da det viste sig, at vi kun var 4, som skulle med den lækre Mercedes-taxa. Turen ad motorvej tværs over landet var ikke særligt inspirerende. Men chaufføren var en snakkesalig nordirer, der gerne delte med sig af historie, politik og hvad vi ellers havde lyst til at vide noget om. Sejlturen varede 45 minutter og så blev vi overladt til en meget lokal guide. Han talte et meget drevent engelsk. Aran-øerne er ellers det sted i Irland, hvor gælisk er det herskende sprog. Han fortalte historie og røverhistorier mens han i høj fart kørte os rundt på den lille ø, der er 2 km bred og 13 km lang. Det mægtige ringford, 3000 år gammelt ligger helt ude på kanten af en 100m lodret klippevæg. Herfra er der intet andet at se end Atlanterhav. Fortet så ud, som om det var bygget for nyligt, der var ingen slid af vind og vejr eller bevoksning af nogen art på stenene. Vores guide betroede os da også senere, at de havde planer om at bygge et 15.000 år gammelt fort næste år!?! Jo, sagde han, vi har masser af sten der mere end 15.000 år gamle, og af dem vil vi bygge dette fort. Det vil EU helt sikkert give tilskud til. Og det er ikke mere dumt, end så meget andet EU giver tilskud til! - Det kan der måske være noget om. - Der er smukke kloster- og kirke-ruiner på Inishmore, hvor de keltiske helgerne har været, og der er den dejligste café, med en herlig værtinde, der havde været i Danmark!  Det var anderledes at være på Aran, end jeg havde tænkt, men jeg er glad for at have været der.

Dublin-dokumentation


Jeg lovede flere billeder fra ferien i Dublin - der kommer lidt gadeliv her:

Manden, der solgte edderkopper havde denne kommentar: "De er mindst lige så pæne, som det folk ellers hænger på væggen derhjemme" - Meget muligt, men jeg købte ingen.
Posted by Picasa

Sunday, August 29, 2010

Sikke en herlig søndag!

Vi har haft en dejlig dag i kirken. Mange forberedelser kulminerede med "Stor ståhej", som er begyndelsen på en ny abejdssæson. Man kunne prøve ro-maskine og cykel fra LOOP-centret i Frederikshavn. Hele dagen stegte Peer og hans hjælpere lam over gløder. På værkstederne kunne man lave ørerringe, eller man kunne binde fluer til fiskeri. Mange fik malet ansigtet eller lavet en Kristuskranse, hårsløjfer eller stenfigurer. Der var meget godt at spise, pandekager, vafler, snobrød og så det store KAGEBORD, der begyndte som en konkurrence. Den vandt Camilla, og dermed retten til at bære æren "Byens bedste bagværk"! Gudstjenesten havde fokus på Åndens 9 frugter. Vi har fået det flotteste store æbletræ, som skal minde os om de 9 frugter en uge ad gangen. Denne uge begynder vi med: KÆRLIGHED! 

Saturday, August 28, 2010

Så begynder vi!!!

I I dag har vi haft besøg af den første flyttemand. Vi flytter fra en tjenestebolig til en anden, og skal derfor indhente to tilbud, så mandag kommer nok en flyttemand, for at give tilbud på arbejdet. Vi skal bare 150 meter sydpå ad samme vej, som vi har boet på i 22 år. I dag er vi begyndt på sortering og oprydningsarbejdet: 1) Med, 2) Skal nogen se på, 3) FDF'ernes Loppelade, 4) Container-pladsen. Om 3 uger skulle arbejdet gerne være godt overstået. Hmmmm! Kufferten her var noget af det første, som røg ud. Den er hjemme fra mine bedsteforældre, og den jeg havde med, da jeg flyttede hjemmefra for at begynde studierne i Göteborg for 34 år siden.

Friday, August 27, 2010

T for TÅRN

T står i vores ABC-leg for TÅRN=KIRKETÅRN. Her er billeder fra sommerens besøg i Irland. Vi besøgte Glendalough, som er grundlagt af Skt. Kevin, der levede i det 5. århundrede. Tårnet, som er typisk for de keltiske kirker er højt og meget slankt. Det har været brugt til opbevaring og udsigtstårn.Det grønne kobberspir er Linköping domkirke og det grå med de smukke røde blade er Viborg domkirke.Jerusalemskirken i København set fra Kastelsvolden - min ungdomskirke, og nu min datters! Og sidst et ikke helt godt billede af klokketårnet ved Strandby metodistkirke. Tårne er høje for at klokkens lyd skal kunne høres vidt omkring. Og for at det skal kunne ses, at her er en kirke. I 5 år boede jeg lige overfor et kirketårn, hvor man hver dag ringede solen op og ned. De første 14 dage fór jeg sammen, hver gang klokken begyndte at ringe. Siden hørte jeg det aldrig. Vores egen klokke hører jeg altid! En herlig lyd - højt over byens tage. Måske hører andre den aldrig, selvom de bor lige over for?

Bunken-besøg

I mandags var jeg på udflugt med MK, som er menighedens kvinde- og missionskreds. Vi var inviteret til Bunken camping, hvor Inger og Margit har deres dejlige vogn og telt stående. Der var kaffe og hygge, sange og samtale, gåtur med lyngplukning. Vi nåede det hele - inden regnen kom! Det blev rigtigt efterårsvejr kort tid efter vi kørte hjem. Men eftermiddagen i Bunken, den var dejlig!

Wednesday, August 25, 2010

11 ting du ikke vidste om mig!

Anne Vand til vin har udfordret mig. Det er faktisk ikke let at finde 11 ting, du ikke vidste om mig. For det første, så ved du, hvis du har fulgt bloggen, ganske meget om mig. For det andet, så er der helt sikkert ting, du ikke får at vide. Så....hvad vælger jeg lige?
1) Jeg har boet 9 forskellige steder i 9 forskellige byer. Det sidste sted har jeg boet 22 år - og skal flytte fra inden for kort tid.
2) Engang gik jeg til violin-undervisning i 1/2 år.
3) Jeg har mange Cd'er - de fleste med klassisk musik og ganske mange med "munkemusik", som mine børn kalder det, dvs liturgisk sang. De bedste er engelsk kirkemusik.
4) Selvom jeg elsker Carl Nielsens musik ejer jeg næsten ikke noget (gaveide?)
5) At jeg næsten udelukkende går i sort tøj skyldes et bevidst valg. Det har givet ro og frihed, og jeg har svært ved at tro, det nogen sinde bliver anderledes.
6) Svenske bøger læser jeg gerne - og helst på svensk. Faktisk er jeg skabs-svensker.
7) Jeg holder meget af at lave mad - helst på den her måde: "Her har vi en tomat og nogen løg - hvad mon det kan blive til?"
8) I løbet af det sidste halve år har jeg udskiftet mine sko til nogen dyre mærker, fordi mine fødder ikke har det godt nok i de gamle sko. Og fordi jeg har lært nogen nye sko-mærker at kende.
9) Jeg er betalende men ellers ret passivt medlem af det mindst ringe politiske parti.
10) Fra jeg som 9 årig midt i 3. klasse kom til at bo overfor et bibliotek, læste jeg flere romaner hver uge. I lang tid var det mest indianer-romaner. Jeg har altid haft, det de voksne kaldte en livlig fantasi, så jeg var selv en indianerpige ved navn "Letfod", min søster hed "Honningbjørn", min fars navn har jeg glemt. Til gengæld fandt han det meget morsomt, at min mor hed "Blide Sky".
11) Jeg går sjældent i seng uden at have hørt midnatsradioavisen.