Monday, April 9, 2012

Påskedag

 Påskedag begyndte usædvanligt tidligt for mig. Kl. 5 var jeg i kirken, hvor 3 mennesker allerede var ankommet i mørket. Kirken var gjort klar med lidt tekster, man kunne læse, eller billeder at se i stearinlysets skær. Der var Bachs Johannes passion ganske stille på anlægget, ind imellem korte læsninger fra Davids salmer og ellers stilhed.
Da klokken var 6 gik vi 8, der efterhånden var samlet, til stranden. Og 6.26 så vi solen stå op - den næsten hoppede op til os - så meget fart havde den på. Vi læste opstandelsesbudskabet og sang "Som forårssolen morgenrød" - og så gik vi til kirken, hvor vi pyntede til gudstjenesten senere på formiddagen - og spiste morgenmad sammen. Kl. 10 fejrede vi opstandelsesgudstjeneste. Louise var dagens leder - hun havde derfor også børnehjørnet, hvor de skulle åbne et kæmpe æg, for at få deres påskeæg - men det var "børnesikret", så det var ikke let.

 Jeg prædikede om at leve det nye opstandelsesliv den 8. dag. Da Guds havde skabt verden på 6 dage og sagt at alt var såre godt, hvilede han d. 7. som er sabbatsdagen, vores lørdag. Da Jesus døde på 6. dagen konstaterede han på korset, at alt er fuldbragt. Så lå han død i graven på 7. dagen og opstod på den 8. dag - som er en helt ny dag og tid - den, vi lever i. Alt er forandret, men ikke alle har opdaget det. Dét er Kirkens opgave og udfordring! Der var ikke dåb idag - men billedet af farfar, der døber William, er taget med, fordi jeg nævnte, at man i urkirken byggede dåbsbassinerne 8-kantede som tegn på at den nydøbte skulle leve i den 8.dag. Og vores døbefont i Strandby er 8-kantet! Det tror jeg ikke nogen har tænkt over tidligere.















 Efter gudstjenesten og kirkekaffen, var det tid til en tur i skoven inden aftenens middag med William og hans forældre.


6 comments:

Madame said...

Det var smukt at læse om din dag - og meget dejlige billeder du viser!

Rasmine said...

Tak for miniversionen af din prædiken!

Tro Håb og Kærlighed said...

Madame - tak!

Tro Håb og Kærlighed said...

Rasmine - det var det ultrakorte udgave:-)

Bente said...

Nej hvor er det bare sejt, det med døbefonten, sådan apropos hogj.

Tro Håb og Kærlighed said...

Bente - og jeg har været inde og set efter: dåbskapellet ved domkirken i Firenze er 8-kantet, med den samme begrundelse:-)