Endelig! Vi har ventet siden sommerferien på vores nye bil. Den 12 år gamle Toyota havde kørt 355.000 km og var ikke helt i topform længere. Lige inden vi tog til Oxford, gik vi ind til Skoda-forhandleren i Frederikshavn og bestilte præcis den bil, vi selv havde designet hjemme på computeren. Vi har også købt nye biler de to andre gange, men der har vi bare taget den, der nu var i butikken.
Den har en 1,9 disel motor, og det er skønt igen at køre disel. I næsten 12 uger har vi været uden egen bil. Heldigvis har vi kunnet låne - og forleden kørte jeg hjem i bus, for første gang i de 19 år vi har boet i Strandby (toget har jeg prøvet, men det kørte så ikke lige, da jeg skulle bruge det :-)
Mens vi har været uden bil, har jeg tænkt en del over, hvorfor jeg glædede mig så meget til at få en ny. Selvfølgelig fordi det er så dejligt at køre i en ny bil. Og så dufter den godt. Og bruger ikke nær så meget brændstof. Og larmer ikke - så nu kan man faktisk høre sine CD'er, mens man kører bil. Der er stort bagagerum, og gitter så hunden kan holde sig for sig selv.
Penge er ikke alt - de kan være roden til alt ondt. Men det er dejligt, når materielle ting passer til mine behov - fungerer, er til at betale, er gedigne, ordentlige og pæne. Det gælder også min cykel.
Så godt som hver onsdag kl. 17 mødes jeg med mine med-vævere. Vi er en gruppe kvinder, der gennem mindst et år læser Martin Lönnebo's bog "Væven." Sammen lytter vi til stille musik, deler ganske kort, hvad vi har fået ud af vores læsning og eftertanke gennem ugen, lytter til oplæsning af næste kapitel i bogen "Væven" og sidder så lidt i stilhed og grunder over det, vi har hørt. Som afslutning hører vi igen lidt musik. Så er der gået 1/2 - 3/4 time.
I dag fik vi kagemand til kirkekaffe. Vi fejrede spejdernes 60 års fødselsdag. Vi spiser tit i vores kirke. Fordi vi har meget at fejre og fordi vi gerne vil være sammen. For 60 år siden besluttede menigheden, at en god måde at lære børne og unge om Gud og kristenlivet er at lave spejderarbejde. Det var en rigtig god beslutning. Præsten og hans kone - Hans Christian og Ellen Bhutho underviste lederne. Da de var klar, blev der bedt for dem, og så kunne de gå igang med at finde nogen spejdere at være ledere for. Det lykkedes ret godt, og siden har masser af børn og unge været spejdere i Strandby Metodistkirke. Mange er fortsat som ledere ude i landet og flere af landets præster er kommet til kirke og tro i den grønne uniform.
På billedet her er nogle af de "gamle" spejderpiger igang med at se billeder fra drengespejdernes album. Menigheden har altid haft forståelse for, at spejdere er levende menneskebørn - med alt, hvad deraf følger. Der er plads og kærlighed til børn og unge - og nu er der også blevet højt til loftet i bogstaveligste forstand.
Af gode grunde kunne jeg ikke tage billeder af gudstjenesten. Så her er et billede fra kirkekaffen. Intens samtale er en vigtig del af søndagens kikegang.
Første gang jeg så dette billede, vagte det en længsel i mig. Enkelhed, det hvide, rene rum, med kun nødvendige livsfornødenheder. Jeg tænkte på de rum, jeg har boet i på forskellige retæter i Danmark og Sverige.
Vores gospelkor CHOSEN har haft besøg af Solomon Facey fra London og Peter Steinvig fra København denne weekend. Vi var 30 sangere, ikke kun fra vores eget kor, som havde to forrygende dage. Solomon lærte os, at gospelsang består af tre ting: Udstråling/hvordan vi ser ud - hvordan vi synger/lyder og resten er Helligånden!
Alle 8 sange skal læres udenad - koncentration er nødvendig.
Men det er så sjovt - en helt speciel oplevelse. I et kor lærer man mange ting om det at være menneske og kristen. Fx. at det er bedst ikke at være alene - det bliver meget bedre med flere stemmers harmoni. Taknemmelighed over at andre mennesker har brugt tid på at lære at spille. Og at følge dirigenten - hele tiden; uopmærksomhed fører omgående til fejl. Sådan er det jo også i livet med Gud - når jeg overmodigt tror, at nu kan jeg selv - i dag klarer jeg mig uden morgenbønnen, ja, så går det ikke.
