Monday, December 21, 2009

Solhverv

Sådan så vores juletræ ud, da vi fællede det i lørdags.
Og sådan ser det ud til morgen! Snefaldet begyndte for alvor hos os i går aftes. Det har sneet vedholdende næsten uafbrudt siden!
Det er solhverv i dag - 21. december, årets korteste dag. Der er præcis et halvt år til min fødselsdag - min far kunne finde på at give mig 1/2 års fødselsdagsgave: én ørering, hvor jeg så måtte vente til sommersolhverv med at få den anden:-) Lige i dag er det udelukkende baseret på erfaring og tro, at kloden tipper, og det ikke bliver mørkere! I vejrudsigten siger de: "Der kan komme snebyer enkelte steder" - det er så åbenbart vores tur nu. Det er meget smukt - og bortset fra, at husbond nu bruger tid og kræfter (det sidste har han ikke noget i mod) på at skovle hjørnegrunden, så håber jeg bare vejene er fremkommelige, når vi om lidt kører til Frederikshavn efter julegaver. Og når vi i aften skal til koncert med "Kammerpigerne", gymnasiets dejlige pige-kor, der i dagens anledning men som sædvanligt til jul, er forstærket med "Oldfruerne" og "Kammerjunkerne". I år er vi for første gang forældre til en "Oldfrue". De to yngste kom hjem på juleferie i lørdags - og det er det skønneste: At få store børn hjem til jul!
Posted by Picasa

Saturday, December 19, 2009

M for: Meditation

Dagens bogstav i ABC-legen er M. Meditation, bliver det fra mig. Hver lørdag i advent er der mulighed for at sidde i kirken i stilhed i en god 1/2 time. Vi sidder oppe ved alteret, lytter til musik og derefter til søndagens tekst, som læses langsomt igennem. Derefter er der nogen enkle ord, som skal åbne teksten for os, vi sidder stille i det store rum, ser måske på lys og ikon eller, som nu - julekrybben. Som afslutning beder vi en bøn, som er skrevet i forvejen og derefter hører vi igen musik i nogle minutter. Derefter går vi glade og opløftede ud i vinter-mørket og frosten igen! Immanuel = Gud er med os!

Posted by Picasa

Thursday, December 17, 2009

Julelys!

Jeg har arvet et af min mors sjove loppefund, som hun efterhånden fandt ud af var et "radisse-træ". Jeg forestiller mig, at radisserne skal anbringes på spiddene, og at der skal være salt i karret øverst. Nu har træet fået en ny anvendelse som jule-krybbe-træ med lys!
E
Posted by Picasa

Monday, December 14, 2009

Julen er sunget ind!

I går eftermiddags blev julen sunget ind af kirkens 4 kor - gospelkoret Chosen,
Pigekoret -
og Børnekoret. Wesley Chapel Singers medvirkede også - og de er 8 nydelige og meget velsyngende mænd, men Lucia-pigerne
var alligevel finest. Faktisk synes jeg ikke vi har haft et bedre Lucia-optog end det i år. Men det ka selvfølgelig også være, jeg bare er ved at blive glemsom og sentimental! Det var i hvertfald en dejlig eftermiddag med en fyldt kirke, hvor 175 sangblade var for lidt!
Posted by Picasa

Sunday, December 13, 2009

Klimagudstjeneste

Så kom tiden for den store gudstjeneste for jorden og klimaet. Gudstjenesten fejres i Københavns Domkirke, og præster, kirkeledere og deltagere i Klimakonferencen fylder kirken. Kollega Ole Birch bød velkommen, som formand for Danske Kirkes Råds klimaudvalg.
Gennem flere måneder har vi rundt om i Danmark fejret gudstjenester med klimaet som tema. Vi har haft en indtørret majskolbe som symbol for tørke og sult i Afrika, en død koral, som symbol på ødelæggelserne i Stillehavet og en sten fra en smeltet gletcher på Grønland med ved alle disse gudstjenester. Ved dagens gudstjeneste var alle disse symboler samlet og båret frem af børn og voksne fra de forskellige verdensdele.
Ærkebiskop Desmond Tutu fra Sydafrika bad en af bønnerne og lyste til slut velsignelsen på sit modersmål.
Og her ser vi andre af deltagerne - og netop nu begynder klokkerne at ringe - i domkirken i mit fjernsyn - og i vores eget kirketårn! Herre forbarm dig over os og dit skaberværk!
Posted by Picasa

Saturday, December 12, 2009

Børn & Brunch i Aalborg

I vores lille nye kirke i Aalborg havde vi i dag "Børn & Brunch". Sygdom og arbejde kom i vejen, så vi var 4 voksne og 2 små piger. Vi hyggede, snakkede, skiftede og havde det dejligt.
Signe syntes det var spændende at se en baby blive skiftet - hun er en herlig pige! Dejligt, at vi kan bruge de fine lokaler til meget forskelligt. Vi sluttede med at synge julesange og lægge et kæmpe-puslespil, der forestiller den første jul i Betlehem. På onsdag holder vi julegudstjeneste - lidt tidligt, men selve juleaften er de fleste hos deres familier i andre byer. Inden vi holder juleferie, er der to spændende dage med uddeling af "Jule-pakker" til familier som har ansøgt om hjælp til at fejre julen. ActA, som kirken hedder (efter Apostlenes gerninger, som hedder Acta på latin, ordet action kommer af samme rod) er en spændende lille menighed, der forhåbentlig vil vokse sig stærk og stor. Kender du unge mennesker i Aalborg, som har brug for en menighed at høre til i, så er du velkommen til at kontakte mig.
Posted by Picasa

Friday, December 11, 2009

L = LABYRINT

I sommer var jeg med til at lægge en LABYRINT - noget jeg længe havde ønsket mig. Det var en aktivitet på Metodistkirken Sommerkirke, og mange havde lyst til at være med. Der var gjort et stort forarbejde med udregning og opmålning, indkøb af materialer og udlægning af stenene.

Det begynder med korset. I hvertfald den type vi lagde. Der findes jo mange forskellige slags LABYRINTER. Denne er en LABYRINT uden blindgyder - man kan altså ikke fare vild i den - men når altid til målet, når man har været hele vejen igennem.


Selvom LABYRINTER har været kendt siden antikken, og ikke oprindelig har nogen kristen betydning, har man siden det 4. århundrede lagt LABYRINTER i kirker. De symboliserer: "livsrejsen som forankret i omvejens princip, et billede på livets skæbneside, hvor udfordringen ikke består i at vælge mellem alternativer, men at "danse" med virkeligheden. Når man går LABYRINTENS vej, følger man Kristus ind i graven for at opstå med ham. Præsterne brugte LABYRINTEN til en slags liturgisk dans ved påskefejringen: ind i graven og ud igen. I det daglige anvendes den af andre, som en symbolsk pilgrimsrejse. Den ældste bevarede kirkelabyrint findes i San Vitale i Ravenna (indviet 548/549). San Martino i Lucca har en romansk, katedralen i Chartres en meget velbevaret gotisk LABYRINT. Den Store Danske Encyklopædi.


Vores LABYRINT er lagt ved kirkens idræts-efterskole, der også er et L - nemlig LÆGÅRDEN i Holstebro. http://www.laegaarden.dk/
Både børn og voksne gik rundt i LABYRINTEN, da den var færdig. Også "Frue", min ru-hårede gravhund, fik en tur. Det gav mange spændende erfaringer at vander eftertænksomt - måske med en bøn - rundt i gangene. Jeg håber ikke, det er min sidste LABYRINT.