Anne Vand til vin har udfordret mig. Det er faktisk ikke let at finde 11 ting, du ikke vidste om mig. For det første, så ved du, hvis du har fulgt bloggen, ganske meget om mig. For det andet, så er der helt sikkert ting, du ikke får at vide. Så....hvad vælger jeg lige?
1) Jeg har boet 9 forskellige steder i 9 forskellige byer. Det sidste sted har jeg boet 22 år - og skal flytte fra inden for kort tid.
2) Engang gik jeg til violin-undervisning i 1/2 år.
3) Jeg har mange Cd'er - de fleste med klassisk musik og ganske mange med "munkemusik", som mine børn kalder det, dvs liturgisk sang. De bedste er engelsk kirkemusik.
4) Selvom jeg elsker Carl Nielsens musik ejer jeg næsten ikke noget (gaveide?)
5) At jeg næsten udelukkende går i sort tøj skyldes et bevidst valg. Det har givet ro og frihed, og jeg har svært ved at tro, det nogen sinde bliver anderledes.
6) Svenske bøger læser jeg gerne - og helst på svensk. Faktisk er jeg skabs-svensker.
7) Jeg holder meget af at lave mad - helst på den her måde: "Her har vi en tomat og nogen løg - hvad mon det kan blive til?"
8) I løbet af det sidste halve år har jeg udskiftet mine sko til nogen dyre mærker, fordi mine fødder ikke har det godt nok i de gamle sko. Og fordi jeg har lært nogen nye sko-mærker at kende.
9) Jeg er betalende men ellers ret passivt medlem af det mindst ringe politiske parti.
10) Fra jeg som 9 årig midt i 3. klasse kom til at bo overfor et bibliotek, læste jeg flere romaner hver uge. I lang tid var det mest indianer-romaner. Jeg har altid haft, det de voksne kaldte en livlig fantasi, så jeg var selv en indianerpige ved navn "Letfod", min søster hed "Honningbjørn", min fars navn har jeg glemt. Til gengæld fandt han det meget morsomt, at min mor hed "Blide Sky".
11) Jeg går sjældent i seng uden at have hørt midnatsradioavisen.