Juletræet med sin pynt.

 Årets juletræ er pyntet, som vi plejer - dog ikke med al pynten - det er ikke så stort, som det har været nogen år. Topstjernen er niece Rebecca Uths design fra Georg Jensen, så lidt "hjemmelavet" er den vel?

 Juleaften blev hjemmet beriget med endnu en jule-kybbe - husbond har hjembragt disse skønne figurer af ibenholt fra sin sidste rejse til Zimbabwe. Jeg er meget glad for den - stor og smuk og udtryksfuld!

 Vi har meget julepynt, og ikke alt er taget ned fra loftet - der er ikke plads i lejligheden. Jeg har samlet gennem alle årene og smider sjældent ud. Fuglene på svigermors trollegren er fra julebasaren i Strandby, ligesom meget af det, som hænger på juletræet.

 Denne, lidt forpjuskede engel, har sammen med sine tre søstre sin egen historie. De er lavet sammen med mit allerførste konfirmandhold i 1979. Modellen er fra en Bo Bedre-julebog kun tilsat det skriftsted, hun holder i hånden.

 I Strandby er de meget dygtige til at lave julepynt  - jeg har mange af denne type i blåt og guld.

 Og svigermor har hæklet masser af disse fine hvide engle.

 De røde engle kan jeg heller ikke undvære.

Men noget af det vigtigste er de røde filthjerter. Dem har min mor syet. Et år syede hun røde hjerter i sommerferien, og jeg har heldigvis en del af dem - de skal naturligvis altid på træet.

Gaven til Jesusbarnet

 Jeronimus mediterer på stedet, hvor Jesusbarnet fødtes: Hvad skal jeg give dig Jesusbarn?

Jesusbarnet/Livets Brød i en krybbe lavet af træ fra en kornkværn. Oxford

Hver gang, jeg betragter dette sted, har mit hjerte en velsignet samtale med Jesusbarnet. Jeg siger: Ak, Herre, du skælver, du ligger så hårdt for min saligheds skyld! Hvordan skal jeg gengælde dette?
Da er det, som om barnet svarer: Kære Jeronimus, jeg ønsker intet andet end, at du synger: Ære være Gud i det højeste. - Jeg kommer til at hvile endnu mere hårdt i Getsemane og på det hellige kors.

Den hellige Jeronimus uden for Fødselskirken i Betlehem

Jeg fortsætter: Kære Jesusbarn, jeg må give dig noget. Jeg giver dig alle mine penge!
Barnet svarer: Himmel og jord er jo allerede mine. Jeg har ikke brug for noget, giv det til de fattige, det vil jeg tage imod, som var det givet til mig selv.
Jeg fortsætter og siger: Kære Jesusbarn, det gør jeg gerne, men jeg vil give dig noget personligt. Ellers dør jeg af smerte!

Markering af Jeronimus hule i en kirke i Betlehem

 Det lille barn svarer: Kære Jeronimus, da du er så gavmild, skal jeg dig, hvad du skal give mig: Giv mig dine synder, din dårlige samvittighed og dine fordomme.

Jeronimus (331 - 419) kirkefader fra Rom, grundlagde et kloster ved Betlehem oversatte hele Bibelen til latin.
Fortællingen er fra bogen "KYSSA SPÅR, daglig läsning från den tidiga kristna kyrkan," urval av Peter Halldorf, www.cordia.se

Marias dag 4. søndag i advent

4. søndag i advent fejrede vi Maria i gudstjenesten i Västerkyrkan i Lund, hvor jeg prædikede. Det er en yndlings-søndag i mit kirkeår. At tale, synge og se billeder af kvinden, der sagde ja til at føde Guds Søn til verden, er stort.

Hun er et forbillede i tro og indstilling til Gud, og jeg bliver aldrig færdig med at glæde og undre mig over underet, at Guds blev menneske, for at dele liv, død og opstandelse med os og hele skaberværket. - Datterbarnet, der deler navn med Jesu mor, var med mig i Lund - dejligt! Resten af dagen er brugt til at handle gaver og mad og til at forberede juledagene. Det er hyggeligt. De unge er hjemme ind i mellem, og vi glæder os over, at være sammen med vores børn og deres venner.

Julefreden sænker sig

Endelig en aften med tid til svømmehal og tv! Ok i mandags var husbond og jeg i biografen, men da burde jeg have lavet noget andet. I aften har jeg rigtigt fri. - (i løbet af natten blev jeg klar over, at rigtigt fri for mig betyder, at jeg ikke skal noget dagen efter:-)
I biografen så vi "Stille hjerte" af Bille August - en film, der vil have os til at samtale om aktiv dødshjælp. Jeg blev ikke "omvendt" - jovist forstår jeg, at et menneske kan ønske at standse livet, inden en modbydelig sygdom gør det. Men selvom vi har valget, mener jeg ikke, vi har retten. Jeg ønsker ikke lidelse for nogen. Men der ting i livet, vi ikke kan komme om ved. Vi skal lindre, hjælpe og støtte - og ikke forlænge eller trække dødsprocessen ud. Men der er vilkår, vi må tage imod og gå igennem. Sammen! Jeg bygger min opfattelse på erfaring fra min tjeneste og vennekreds. Og på litteratur: "Ro utan åror" om og af Ulla-Carin Lindquist, succesfuld tv-studievært, som døde af ALS og fortælle om  sygdomsforløbet helt frem til døden. Og Linn Ullmanns bog Nåde
Jule-ikonen er fra Arlanda Kapell en oase på Arlanda, Stockholms internationale lufthavn, hvor jeg af og til - også denne uge - tilbringer nogle timer.

Lucia og 3. søndag i advent

 I weekenden har vi haft besøg af William og hans far. Vi har nydt et par dage med Lusse-katte og juletræshentning. I mange år har vi selv fældet juletræ, men inde midt i København må man tage til takke! Vi bestemte os hurtig for et fint lille træ til 400 kr!! Vi behøvede ikke foden på træet, men da de skulle slå den af, gik den i stykke og blev lagt på det lille bål, juletræsforhandlerne varmede sig ved. William hjalp med at puste gang i bålet.

 Da vi kom hjem i varmen skulle der spilles pakkespil. Meget spændende, om William, 4 år kunne finde ud af, at vi tager pakkerne fra hinanden, og at man måske ikke slår en 6'er lige så hurtig, som de andre. Men der skete det, at han fik langt de fleste pakker. Det eneste snyd var, at han fik lov at slå både for sig selv og for sin kanin Mia. Husbond vandt temmelig meget slik ( næste år får han ikke lov at være i køkkenet, mens jeg pakker ind!) I mange år i Strandby har vi hentet juletræ sammen med Jørgens faster Inger og kusine Margit. Vi har altid spillet pakkespil og spist grønlangkål. Det har ikke været helt let at finde den rigtige grønlangkål, men det lykkedes i Irma på Oslos plads, så aftenen var reddet.

Søndag stod jeg op i mørket og kørte solopgangen i møde på vej til Odalkyrkan i Kristianstad. Her fejrede vi 3. søndag i advent. Børnehjørnet handlede, som resten af gudstjenesten om at bane vej, og præsten Liselotte havde lånt sin datters legetøj - gravko, traktor ol. til illustration. Det var hendes datter ikke helt enig i, så der opstod nogen sjove situationer, da pigen naturligvis ville have sit legetøj for sig selv!

Efter gudstjenesten var der mad og lagkagerester med Equmeniakyrkans logo - rester fra lørdagens Lucia- og julemarked. Hele eftermiddagen gik med møder i menigheden, men jeg nåede hjem til aftensmad og Lucia i Jerusalemskirken, hvor vi bor.

Aftenen sluttede med en gå-tur i en forbavsende stille by - vi skulle lige omkring Tivoli!

På vejen rundede min "gå-app" "Gå for hjertet" 500 km siden jeg begyndte at måle i sommer. Pilgrimsvandringens 90 km i Palæstina i november er ikke talt med.

Retrætedage med kollegaer

"Biblioteket" er et hus helt for sig selv.

Wettershus, hovedbygningen

For længe siden blev planlagt to retrætedage på Wettershus. Tidligt mandag morgen startede jeg bilen og kørte nordpå. Wettershus ligger på øst siden af Vätteren ikke langt fra Gränna. Huset har været retrætegård i over 40 år, men er bygget som kunstner-sommerhus. Vi skulle begynde kl. 12.45 med middags-bøn i det lille kapel. Derefter samledes vi i hovedbygningen til middag. Vi var alle de 8 regionale kirkeledere i Equmeniakyrkan. Vores retræteleder var Magnus Malm, så det kunne kun blive godt. Og det blev det!

 Erfaringen siger, at man altid får noget ud af retræte-dagene, uanset om man har lang eller kort tid. Vi havde to døgn, og de blev godt udnyttet. Magnus underviste, vi bad tidebønner, fejrede gudstjeneste, gik i sauna, fik massage, gik ture, læste, spiste god mad - alt sammen i stilhed. Som altid bliver fællesskabet stærkt på en helt speciel måde - og denne gang var det noget helt særligt, fordi vi jo kender hinanden og arbejder sammen i ledelse af kirken.

Vätteren

Efter middagen i dag onsdag, tog vi hvert til sit - jeg kørte hjem til København og fejrede Taizë-gudstjeneste. Jeg er fuld af glæde og taknemmelighed over alt, vi har oplevet sammen!

Opdatering!

 I weekenden var vi Nordjylland. Ældstesønnen og barnebarnet fylder år med en uges mellemrum - den ene blev 32, den anden 4 år! Fredag fejrede vi dem begge. Johannes havde bagt 100 pandekager, lavet chili con carne og inviteret den nærmeste familie. Vi holdt festen i festhuset på Ankerpladsen. De har et spændende tårn, hvorfra man kan se ud over hele byen - eller langt ned på festbordet!

 Oldeforældrene var naturligvis med. Gaverne var bl.a. store Lego-kasser, som dagen efter blev samlet til fine maskiner, biler og helikoptere.

 Der var is til dessert, og drengene tog for sig!

 Lørdag var jeg i Århus til Skovhusets 25 års jubilæum - en spændende dag, hvor fokus var, hvordan retræte og stilhedsarbejde kan ændre menneskers liv. Vi hørte bla. fra Truels Bernholt om hans arbejde med 30 dages retræter for langtidsfanger i svenske fængsler. Det er noget, der rykker!

 Søndagens gudstjeneste blev fejret i Strandby Metodistkirke - min "gamle" menighed. Det var en festdag, 1. søndag i advent med optagelse af 9 nye medlemmer! Dejligt at være med i en fyldt kirke og se og mærke, at de har det godt deroppe.

 Vi var naturligvis på kirkegården. Der blev lagt gran, pyntet til jul og tændt lys.

Og så var der et bestyrelsesmøde på Södra Vätterbygdens Folkhögskola i Jönköping, hvor vi bla vedtog at ansætte ny rektor! - Hjem til København og to dage med madlavning og andre forberedelser, inden vi var klar til at tage imod 30 kollegaer fra RegionSyd. Vi havde en dejlig dag sammen. Jeg har ingen billeder - det blev der ikke tid til! - Om vi har det godt? Jo, tak, det har vi!

Ørkenmesse

Naturligvis stiller jeg skoene - på den anden side kirkedøren, står vi på hellig jord! Det er døren til Betlehemskirken på Åboulevarden, og det er første gang i lang tid, der fejres Ørkengudstjeneste. Jeg har modtaget sms'er med besked om disse anledninger, men har ikke haft mulighed for at deltage, mens vi boede i Nordjylland. Da vi flyttede til København, holdt Ørkengudstjenesterne pause. Men i aften samledes godt 30 mennesker på strømpefødder omkring den oldkirkelige gudstjeneste. Inspirationen kommer fra Bjärka Säby og Peter Halldorf. Det tog 2 timer, og tiden fløj af sted. - Det skal opleves, kom selv og se!

8) Jerusalem

T-shirts i Jerusalem er noget helt for sig selv!

Jeg har lavet 8 indlæg om den pilgrimsvandring husbond og jeg sammen med 12 svenskere har gjort sidste uge. Hvis du vil se med fra begyndelsen, skal du bladre tilbage i  indlæggene til du kommer til nr 1. Begynd der, og følg vores vandring dag for dag. Jeg beklager stave-og slåfejl, der er ikke læst korrektur:-)
Vi tilbagelagde 140 km fra Nazareth til Betlehem med et par afstikkere, heraf gik vi de 90 km, mange strækninger i stærkt kuperet terræn. Turen var arrangeret af Studieforbudet BILDA i samarbejde med det palæstinensiske "Alternative Tourism Group."
Da turen var slut lørdag, havde husbond og jeg to overnatninger i Jerusalem. Vi gik i byen - i gravkirken, i basaren og mødte nogle af vore medvandrere fra pilgrimsturen, og fik en special-guidet tur i Gravkirken af Lars Lingius, den ene af vore rejseledere. Lars er leder af Swedish Christian Study Center ved Jaffaporten. Vi besøgte centret med gruppen, vi rejste med i februar.

Inde i den gamle by, var der mange soldater men ikke så mange turister. De stod fredeligt og afslappede, men bare dagen efter, var alting forandret. Da var vi taget hjem, men to af vore svenske venner oplevede den belejrede og afspærrede by, da de først skulle hjem torsdag.

Vi bad ved Vestmuren, og handlede ikoner!

I Gravkirken kunne Lars få os op i et af kapellerne på 1. sal, hvorfra vi havde udsigt over den centrale del af kirken, hvor selve "gravkammeret" står som en lille selvstændig kirke.

Vi så de flotte mosaikker og sten-kors, som armenerne smykker deres kirke med.

YMCA - et dejligt, stemningsfyldt hotel

Vi vågnede tirsdag til denne smukke morgen - men netop i de øjeblikke, hvor vi åbner vinduet og begynder at pakke kufferten, myrder to unge palæstinensere 4 bedende mænd i en synagoge ikke langt fra os! Fred i Mellemøsten! Denne begivenhed er utilgivelig og dog en følge af den undertrykkelse og uretfærdige behandling, der finder sted i landet. Man kan ikke undertrykke mennesker og regne med deres sympati og fredelige sam-eksistens. Det er så forfærdeligt kompliceret og der er brug for alle bønner og gode viljer, for alt håb og alle gode relationer.

Her i YMCA's forhal er der plads og rum for samtale - og sådan findes oaser af god vilje og sameksistens. "Bed om fred for Jerusalem: Gid de, som elsker dig, må leve trygt, gid freden må råde over dine ringmure, og tryghed i dine broge! For mine brødres og venners skyld siger jeg: Fred over dig!" fra Davids Salme 122

7) Betlehem - målet! Lørdag

Solen stod op over ørkenen, vi pakkede sammen og begyndte den sidste vandring mod Betlehem.

Det gik også denne dag op og ned. På et tidspunkt, da vi var kommet ind i udkanten af Beit Shaour, en nabo-by til Betlehem, blev vi under en pause passeret af en ung, smuk kvinde i den traditionelle hellange frakke, hovedtørklæde og 5 cm høj-hælede sko!

Vi besøgte kontoret for "Alternative Tourism" vores lokale rejse-bureau. Her måtte vi tage afsked med guiden Nidal. Han havde lang vej hjem og skulle gennem flere af de generende checkpoints. Det var ikke let at sige farvel, hverken for ham eller os! Vi havde virkeligt delt tilværelsen den seneste uge! Og vi vidste alle, at det liv, han lever og det vi skulle tilbage til, er meget forskellige - hans besværligt, fattigt og farligt! Han er gift og har 6 børn at forsørge. Han er en fredens mand og jeg ønsker ham alt godt!

Husbond med sin navnehelgen Skt. Jørgen

I Betlehem havde vi egen tid, og husbond og jeg gik en tur på markedet.

Meget forbavsede blev vi, da den gamle Skagens-fisker dukkede op i loppeafdelingen af markedet!

 Vi boede det dejligste sted: hos Birgitta-søstrene, fra hvis hustag man har denne flotte udsigt.

 Søstrene serverede dejlig festmiddag på turens sidste aften.

 Søster Birgitta, navngivet efter ordenens grundlægger, fortalte på svensk (hun har boet i Sverige nogle år men er italiener) om søstrenes hus, deres liv i Betlehem blandt andre kristne og muslimer. Det er et usikkert liv, men de passer deres smukke hus og deres gæster, de daglige bønner og gudstjenester og lever i håb om fred og forsoning!

Birgitta-søstrenes smukke kapel i krypten under huset

 Huset er helt ny-istandsat af en dygtig arkitekt. Det er i 4 eller 5 forskellige niveauer forbundet med trapper og små gangbroer. Vi fandt aldrig helt ud af, hvordan det hang sammen - meget charmerende.

Og hele tiden smuttede de små fine søstre i deres grå kjoler og med sort slør, hvid korsformet krone med 5 røde mærker, symboliserende Jesu 5 sårmærker, rundt i huset - på vej til at servere, bede eller ordne et eller andet. - Det var vores sidste nat sammen - der blev krammet og tudet, sunget og sagt på gensyn til de 12 mennesker, vi havde delt så meget med gennem en begivenhedsrig uge i slow motion.