Har du hørt om Hærvejstæppet? Ved næste Café Qvindfolk, lørdag d. 9. april får vi besøg af 3 qvinder, som har været med til at tegne og brodere tæppet. Læs nedenstående beskrivelse fra Viborg Turistbureau:
"Mejlbygruppen", en gruppe midtjyske damer under ledelse af Jean Donner rejste i 2004 sammen til Sverige. Målet var en lille by, Ransby, i det nordlige Värmland, hvor en gruppe svenske og norske damer udstillede et stort og flot broderet tæppe med motiver langs en pilgrimsfærd fra Ransby i øst til Tronhjem i vest - et meget imponerende arbejde. Her dæmrede idéen om et lignede, dansk arbejde, og hvad var da mere nærliggende end at finde motiver langs den jyske Hærvej. Som tænkt, så gjort.
Mejbygruppen kontaktede kunstner Inga Linde Jensen, Vedslet Gl. Skole, og lykkeligvis blev Inga Linde begejstret for idéen. Efter et uhyre stort og omfattende forarbejde leverede Inga Linde 13 store og endnu flere mindre akvareller. De 13 store danner sammensyet et fortløbende landskab fra Viborg til Dannevirke. De i alt 34 mindre billeder viser steder, man passerer undervejs, såsom runesten, broer, kirker, mindesmærker o. lign.
Akvarellerne blev forstørret, og billederne overført på hørlærred, som forinden var vasket 2 gange. Af praktiske årsager deltes hvert af de store billeder i fire dele - det var mere bekvemt af håndtere et mindre stykke stof.
Her begynder så arbejdet med nål og tråd - tyndt uldgarn i 65 forskellige farvenuancer. Der er anvendt kontursting, kædesting, millefleursting, stikkesting, korte-lange-sting, franske knuder og enkelte steder bayeux-sting.
Gruppen mødtes en gang om ugen uafbrudt i jule- og sommertid. Det meste arbejde foregik for hver især fortrinsvis hjemme, men så var det både morsomt og også absolut nødvendigt at mødes for at sammenligne og udveksle erfaringer.
Meilbygruppen mødtes over en årrække på fire år og efter færdiggørelsen af Hærvejstæppet, fandt tæppet et blivende sted i Viborg, hvor den siden maj måned er udstillet i Søndermarkskirken i Koldingvej 79.