Friday, July 31, 2009

Lidt flere billeder

Vi kunne jo ikke alle være John Wesley i dag - men nogen prøvede alligevel:
Og så var der de frække bøller, der kaldte os "metodisterpølser" og slog efter os med sådan nogen.
Vi skulle lære Bibelvers og forskellige regler udenad - de 3 her er vel til at huske?
Hvis man får en tur på hesten for det, så går det nok.
Posted by Picasa

Tilbage til de gode gamle (dage)

Så kom dagen, hvor vi alle skulle tilbage til 17 hundrede årene og opleve, noget af alt det, der skete for de første metodister. Ca halvdelen af Sommerkirken var klædt ud -
Nogen gik meget op i deres roller og tog det hele meget alvorligt!
Og andre tog det mere fra den muntre side.
Der skulle hele 4 mennesker til at spille John Wesley, da vi både mødte ham som barn og her og der og i Amerika. Børnene prøvede at kravlede i kulminer, som de faktisk gjorde i Kingswood, da metodisterne begyndte at holde møder, hvor minearbejderne blev omvendt til tro på Jesus. Det blev begyndelsen til en social revolution, der forandrede samfundet.
På Sommerkirke-løbet besøgte vi præstegården, hvor John og hans søskende blev født (19 børn i alt, selvom ikke alle overlevede og blev voksne), vi blev drillet af bøller, der kaldte os Bibelmøl og metodister. Wesley bestemte på et tidspunkt at beholde navnet "metodister", der jo egentlig betyder "de, der følger vejen" - hvilket var netop, hvad de første kristne blev kaldt. I dag fik vi også lov at ride på - om ikke Wesleys hest - så dog heste. Og vi fejrede nadver og var til gudstjeneste og skrev salmer og spiste lam stegt på spid og lavede figurer af sukker og befriede slaver og.......så var den eftermiddag gået. Rigtigt godt.
Posted by Picasa

De bare forbereder sig

I dag vågnede Sommerkirken til styrtregn og torden. Strømmen gik, så morgenens Taizé-andagt måtte klares uden klaver. Heldigvis har vi en dygtig fløjtespiller blandt os. En del af dagen er blevet brugt til at forberede det store rollespil i morgen. Det skal handle om metodisternes kirkefader John Wesley (1703 - 1791)
Derfor blev der bl.a. syet parykker og savet brænde. Men alt handler ikke om gamle dage. Det band, som spiller til gospelkoret, brugte mange timer på at øve. Solomon har sin egen dygtige pianist med fra London. Det betød bare, at de musikere, vi havde i forvejen alle rykkede over på et andet instrument, som de så spiller i stedet. Imponerende!
For at man kan blive så dygtig, skal der begyndes tidligt. Aftenens program var en paneldebat for unge og voksne - men børnene - de havde musikalsk værksted. Og det gik ikke stille for sig! Det skal nok blive godt. Øvelse gør mester - og nogen gange - musiker!
Posted by Picasa

Thursday, July 30, 2009

Sang og leg på Sommerkirke

I går, onsdag brugte en del af os en del af dagen på at øve gospel-sange under myndig og kærlig ledelse af Solomon Facey fra London. Her ses den store og flotte tenor gruppe. På fredag lyder det helt sikkert godt.
Resten af dagen var der blandt meget andet mulighed for at lege og dyste i hallen, hvor der var "Fun for rent". Her blev spillet kæmpe-bordfodbold så sveden drev. I det hele taget er vi blevet meget mere fysiske og aktive i kirken i de senere år. Dejligt, at alt ikke er stille-sidende, men at kroppen bliver brugt. Det er sjovt og sundt for hele mennesket.
Vi er så også nogen, der bruger mest energi på at dokumentere diverse udfoldelser:
Posted by Picasa

Wednesday, July 29, 2009

en adresse

Los Altos United Methodiste Church har denne adresse: http://www.laumc.org/ og her kan man se, hvordan deres turne i DK og UK forløber i disse dage. - Som set i et tidligere indlæg var de forbi hos os på Sommerkirken i søndgs.

Hvordan vejen blev til

Det hele begynder ved korset! Her lagt af Duncan, Jens og Kaj.


Der var målt ud og fliserne, som skulle lægges var placeret på de rigtige steder. Så var det ellers bare at fatte spaderne og få vendt nogen tørv, lagt cement i bunden og banket fliserne ned i den rette højde. Så skulle der sand på og fejes efter. Heldigvis var der en lind strøm af mennesker, som arbejde med
- kun afbrudt af en mindre kaffepause.

Og så lige med et - var labyrinten færdig! Alle sten var lagt på rette plads. Åbningen tiltrækker og indbyder til en tur ind i den snørklede vej.
Både for mennesker og dyr!


Tuesday, July 28, 2009

Ad snørklet vej

I dag har vi på Sommerkirke lagt en labyrint. Desværre kan jeg ikke lægge billeder ud, men jeg har dem, så de kommer på bloggen senere. Det er en en-vejs labyrint lagt i sten. Man kan altså ikke fare vild eller blive bange for ikke at kunne finde ud. Alligevel er der mange oplevelser gemt i de ca 250 skridt man går for at komme helt ind til midten og de andre 250 skridt ud igen. Ideen med at lægge labyrinten er opstået hos flere, der har set og ønsket sig sådan en. Men det er Tine, der har undersøgt, hvordan det kunne lade sig gøre og sat folk i sving med at udregne og planlægge forløbet. Desuden har hun og Jens rejst rundt og besøgt nye og gamle labyrinter. Det tog 4 timer at grave tørvene og lægge stenene. Inden var der gået et stort forarbejde af projekterings-mændene, så alt var let at gå til for det arbejdende folk. Fra øjeblikket, hvor labyrinten var færdig er den blevet brugt af både børn og voksne. Den skal vi nok få meget glæde af. Vi er nogen, som er lidt spændte på, hvordan ryg og hænder har det i morgen.

Monday, July 27, 2009

En gave fra USA


Sommerkirken havde søndag eftermiddag besøg af Star Fire Singers fra en stor Metodistkirke i Los Altos, California. Over 100 unge sang og spillede os gennem musicalen "The Studio" om Guds skaberværk og hans uendelige kærlighed til alt, hvad han har skabt. Vi blev mindet om at være medskabere og om at fortælle vore livs-historier til hinanden. Det var en imponerende forestilling og et fint bekendtskab. Kontakten til Sommerkirken er skabt af danske Karin, der selv har været en del af Star Fire og stadig har tæt kontakt til vennerne i USA. Karin har fået de unge mennesker til Danmark, så de kunne medvirke ved Baptistkirkens sommer-stævne i Mariager, og derfra blev de givet videre til os. Tak for gaven!

Posted by Picasa

Sunday, July 26, 2009

Så er der Sommerkirke!


Så er der Sommerkirke på Lægården, kirkens ungdomsskole i Holstebro. I dag søndag har vi fejret en dejlig gudstjeneste med sang, musik og drama. Det handlede om forandring og forankring - to ting, der begge er væsentlige for os som mennesker og som kristne. Mark Lewis holdt en fin prædiken om dette at vi i mange sammenhæng er både og. Som Jesus selv, der er både Gud og menneske, og at vi om ham tror, at han er både død og opstanden.
Tine ledte os godt og trygt igennem, selvom vi var både i storm og stille vejr - og hun fik Claus til at lære os at kaste anker. Der skal være ankertov 3 x vanddybden, så der både er forankring og plads til bevægelse. Albert havde stor fornøjelse af at samle salmebøger og dele dem ud igen. - Vi har det dejligt her, både store og små!
Posted by Picasa

Thursday, July 23, 2009

Kobber og kunst

Minen i Falun blev besøgt. Den er nu nedlagt og er en del af verdens kulturarv ifølge UNESCO. Der er hentet mineraler op af jorden gennem 1000 år på dette sted. En overgang blev 70 % af verdens kobber brudt her. Også en masse jern og andre metaller blandt andet 7 tons guld er hentet ud af bjerget. 800 mennesker er omkommet i forbindelse med det hårde job. Maria og Jørgen var med guide 65 meter under jorden, mens jeg gik en tur rundt om det åbne brud. Et meget spændende besøg.
Her er pengekisten, hvor nogen af alle pengene fra minedriften blev opbevaret. Sverige har hentet megen rigdom op af undergrunden.
En anden rigdom er kunsten. Vi besøgte som tidligere beskrevet Zorn-gården i Mora - senere var vi i Karin og Carl Larssons hjem i Sundborn. Mine forældre besøgte stedet for mange år siden, og på væggene i vores hjem hang - blandt mange andre billeder - 12 store reproductioner af Carl Larsson. Vi afsluttede denne ferieuge med et besøg på Göteborgs kunstmuseum, hvor de har mange meget smukke billeder af bl.a Larsson, Zorn og Skagens malerne.Posted by Picasa

Tuesday, July 21, 2009

Min længsel

En væsentlig grund til at rejse til Rättvik var, at jeg ville tilbage til S:t Davidsgården http://www.berget.se/ og også gerne vise stedet til min familie. Her tilbragte jeg for 8 år siden 10 meget afgørende dage i mit liv. Huset er en retrætegård, dvs. det er et klostermiljø med stilhed, messe hver dag og tidebønner til middag, eftermiddag og aften. Der er tilknyttet et fællesskab af mennesker, som hvert år lover at leve på stedet, og opretholde gudstjenstelivet. Ud over den faste gruppe, der blandt andre består af en protestantisk præst og en romersk katolsk nonne, er der hele tiden frivillige i kortere eller længere tid.
Jeg har som sagt tilbragt 10 væsentlige dage i huset. Her lærte jeg tidebønnerne at kende - jeg holdt af denne Kirkens gamle andagtsform fra den første vesper, jeg deltog i. Og ikonerne - særligt denne store Gudsmoder-ikon, hvor Maria med barnet er omgivet af Den Hellige Birgitta af Vadstena, romersk katolsk helgen og Sankt Anna af Novgorod, ortodoks helgen - begge svenskere. S:t Annas jordiske rester er for øvrigt netop i år givet tilbage til Sverige fra Rusland.
Jeg har længtes til S:t Davidsgården siden jeg rejste derfra. Meget - rigtigt meget godt er sket i mit liv siden.
Det var godt at komme tilbage.Posted by Picasa

Monday, July 20, 2009

Koncert i Dalhalla

Vejrudsigten var ikke helt fin. Men stemningen fejlede ikke noget. Dalhalla er et meget flot sted - nedlagt klakbrud, der nu er koncerthal.

Vi var til "Gospel &Soul" - ja, så meget gospel og soul var det nu ikke - men fin underholdning med Örebro Gospel, som var 8 dygtige sangere, et stort kor samlet til lejligheden og solisterne

Gladys del Pilar og Agnes Carlson (pop-sild, der ligger nr. 1 på hitlisterne i England). Aftenens to intertainere var "Triple & Touch" - så det! Vi blev først rigtigt våde under de sidste to numre og på vej op til bilen.
Posted by Picasa

Vandfald

Vejrudsigter er betydeligt bedre end deres rygte. Jeg havde set, at regnen skulle standse ved middagstid. Og det gjorde den! Så tog vi på tur - her er vi ved et vandfald, der styrter 36 m. Flot. Nu skulle vejret gerne holde tørt - for i aften har vi billetter til gospelkoncert i Dalhalla. Og det er udendørs.
Posted by Picasa

Sunday, July 19, 2009

Zverige

Tre femtedele af familien ferierer i Sverige. Resten er hjemme og passer job, hund og hus. Vi andre begyndte i Göteborg, hvor vi blandt andet besøgte den legendariske Saluhal og spiste fiskesuppe hos Alexandras. Der blev handlet lidt nødvendigheder i form af tøj og bøger. Vi nåede en tur ud på Donsö, inden turen næste dag gik nordpå.
Vi overnattede først på Överås helt nyindrettede Bed & Breakfast (kan anbefales). Næste nat sov vi i en campinghytte, hvor en herlig russisk babuska serverede god aftensmad for os. Søndag kørte vi videre nordpå mod Siljansøen og ankom ved middagstid til Mora. Her har vi brugt eftermiddagen på Zorn-museet og i Zornhuset. Nu er vi landet i Rättvik, hvor vi bor på Stiftsgården - disse herlige indretninger, som den svenske kirke ejer, og hvor man bor godt og hyggeligt. Vejret? Jo lidt regn er der jo altid om sommeren. Men det holder myggene nogenlunde på afstand.
Posted by Picasa