Friday, April 11, 2014

Opera på de billige pladser og andet godt


Pause - der var totalt udsolgt
København byder på flotte muligheder, hvis man ikke selv kan finde på noget at tage sig til :-) hvilket aldrig har været mit problem. I går aftes spurtede jeg på cykel over til Operaen for at opleve Porky and Bess. Jeg har, som mange andre, altid holdt af de skønne numre: Summertime, A woman is a sometime thing, mm. Selve historien kendte jeg derimod ikke rigtigt. At handlingen fx foregår i en fiskerby, eller at Bess er narkoman! I København er det amerikanere, "african- americans", som synger. De gør det godt. Men jeg må indrømme, at jeg forstår, hvorfor netop de mennesker den handler om ikke bryder sig om den. Den bekræfter alle fordomme om de vilde, naive, overtroiske sorte, som drikker og tager stoffer og flirter med magi. Jeg betalte 95 kr for en ståplads, hvilket var billigt for 3 1/2 times hårdt arbejde af rigtigt mange mennesker. - En anden dejlig ting ved København er Tivoli. Da jeg boede her som ung, fik hele familien sæson-kort hvert år til d. 1. maj, hvor haven åbnede, og mange aftner cyklede vi ind og gik en tur gennem haven. Måske drak vi kakao i Vaffelbageriet eller spiste en is. Ofte lyttede vi bare til musikken. Nu åbner Tivoli allerede 10. april, og jeg har investeret i et guldkort, så jeg kan tage hele familien med på en gang. - Husbond kom hjem her til aften efter flere dage i Estland, og desserten efter aftensmaden blev indtaget i haven! Det bliver ikke sidste gang.

6 comments:

Madame said...

Sikke en god idé med et guldkort til Tivoli - og det var spændende at læse om Porgy og Bess! Du er heldig at bo et sted, hvor der sker en masse spændende.

Rasmine said...

God fornøjelse!
Selv bryder jeg mig ikke særligt om Tivoli mere - synes, der er for mange nye, grimme ting - men jeg skulle måske alligevel kigge lidt på koncertsalens program ...

Lene said...

Tænk at sidde i Tivoli og spise dessert, herligt. God lørdag til jer :-)

Tro Håb og Kærlighed said...

Madame - her sker en masse andre ting, end dem, jeg har været glad for de sidste mange år:-)

Tro Håb og Kærlighed said...

Rasmine - det er rigtigt, at de har larmende ting - men faktisk er det ikke slemt. Jeg synes, de har bevaret stilen, fra jeg sidst boede i København. Og koncertsalen er jo en gave!

Tro Håb og Kærlighed said...

Lene - ja, det er ikke dårligt!