Sunday, November 23, 2014

2) Pilgrimsvandring på Vestbreden: Mandag

I Nazareth blev vi hentet i bus og kørt til et stort checkpoint nord for Jenin. Det var en meget ubehagelig oplevelse at passere denne overgang. Vi viste pas og gik lige igennem, men der var bevæbnede vagter og mange mennesker, som bare stod og ventede. Vi ved jo, at mennesker hver dag venter i timevis på at komme på arbejde eller til markedet for at sælge deres høst.
Vel inde på Palæstinensisk område begyndte vi at gå. Denne dag blev det til 13 km, stigning 650 m og nedgang 750 m. Det var en af de letteste vandringsdage, generelt gik det op og ned og ofte på løst underlag. Det fungerede fint med vandrestøvler men havde ikke været muligt i sandaler. - Midt på dagen gjorde vi holdt i en olivenlund, hvor vores præst Lars Lingius, der er leder af Swedish Christian Study Center i Jerusalem, delte nadveren med os, inden vi spiste frokost.
Dagene var rammet ind af Tidebønner og Bibellæsninger om Maria, Jesu mor, Ruths bog og Fadervors bønner.
Ved dagens afslutning var vi fremme ved flygtningelejren El Far'a. Det er en af de oprindelige lejre fra 1948, der oprindeligt rummede palæstinænsere, som boede i 80 forskellige byer langs Middelhavnskysten. De blev deporteret til dette område, hvor de har bygget huse, som de senere har bygget etager ovenpå, efterhånden, som familien voksede. De kan flytte fra byen, som det reelt er nu, men de må ikke bygge uden for den fastsatte grænse.
I lejren boede vores guide Nidal - en meget fascinerende mand, som vi alle kom til at holde af. Han havde sørget for indkvartering i forskelige hjem - her er den familie, vi boede hos:
Manden fandt det sorte flag med billedet af nøglen frem, da vi talte om Haifa, som de stammer fra. Nøglen, som de fordrevne stadigt bærer på sig, symboliserer, hjemmet, de ønsker at vende tilbage til!
Kvinden i huset, børn og bedsteforældre dukkede op, da vi var godt i gang med aftensmåltidet. Søde, dejlige mennesker.
Børnene var rykket ud af værelset, som vi fik lov at låne. Vi blev vækket flere gange i nattens løb af kaldet til bøn fra minareten lige overfor!

No comments: