Wednesday, March 4, 2015

Søndag, mandag, tirsdag, onsdag...

 Søndag var jeg til gudstjeneste i min dejlige menighed i Lund, Västerkyrkan. Jeg nyder at side på kirkebænken og deltage i fællesskabet. - Efter kirkekaffe og menighedsmøde hoppede jeg på toget og kørte længere ind i landet til Tyringe. Her prædikede jeg ved en forrygende gudstjeneste, hvor lignelsen om Den Barmhjertige Samaritaner blev spillet som et drama om en ski-konkurrence. Her blev en stakkels svensker offer for ondsindet sabotage i form af grus på banen. Og nysgerrige folk kom forbi og filmede ham med deres mobiler - men hjælpe ham? Nej, det havde de ikke tid til!
 Gudstjenesten bedste øjeblik var, da en af lederne havde taget et stort rødt hjerte med som illustration af kærlighed. På hjertet havde hun skrevet: LOVE, og de små børn skulle hjælpe hende med at læse, hvad der stod. "Mormor!" råbte en af pigerne.
 Ugen har budt på hyggeligt arbejde på kontoret. Endelig har vi kunnet udsende det sprit-nye materiale om Regionens store konfirmationssatsning. Vi tilbyder en kombination af læsning hjemme i menighederne og stor-samlinger for alle regionens konfirmander. Og når de er konfirmerede, fortsætter vi yderligere tre år med de regionale samlinger. Jeg glæder mig så meget til at komme i gang.
 I dag har jeg mest holdt fri. Jeg har løbet en lille tur og været til nadvergudstjeneste i Den Anglikanske Kirke. Det har de hver onsdag 10:30 - en oase!
 Aftenen blev bla. tilbragt på Tranquebar, hvor Tore Leifer fortalte om hans nye udgave af "Selma Lagerlöfs "Niels Holgersens forunderlige rejse" med de skønne illustrationer af Helle Frøsig.

Thursday, February 26, 2015

Men når forårssolen skinner, blir jeg ung

 "Det er forår. Alting klippes ned. Der beskæres i buskadser og budgetter." skriver Benny Andersen i sin forårsvise. Den landede på min tunge, da jeg så gartnerne i gang med at gøre Kongens Have forårsklar.
 Jeg er ganske langsomt kommet i gang med at løbe igen. Det har været svært efter bruddet i ryggen i sommer. Men nu skal det være. Vi har fine muligheder, hvor vi bor omgivet af fx Kastellet, Østre Anlæg og Kongens Have.
Jeg var forbi, netop som garden på Rosenborg kaserne var ved at gøre klar til vagtafløsning på Amalienborg. Gæssene holdt deres egen parade.

Wednesday, February 25, 2015

William-dage!

 Vinterferien breder sig ud over uge 7 og 8 i dette land. Johannes og William kunne først komme til os de sidste dage af uge 8 - men så blev de også lidt ind i uge 9. Vi har haft dejlige, stille dage.William hygger sig, leger med perler og LEGO, vi læser og snakker, tegner og går tur.
Og når far putter synger de ind til flere godnatsange efter at have læst en bog. Dejligt at få lov at være med!
Nu er de hjemme i Nordjylland og hverdagen er i fuld gang igen.Tak for besøget - det kan vi leve længe på!

Sunday, February 22, 2015

Dage fyldt med indhold, fred og fællesskab

 Fredag aften og lørdag har jeg tilbragt sammen med gode kvinder fra Baptistkirken i Danmark. De ville gerne "smage" på retrætearbejdet og havde valgt at bruge tiden efter et bestyrelsesmøde. Vi kunne være i Jerusalemskirken, vores nabohus og jeg fik indrettet lokalerne, så det fungerede fint. Jeg havde en dejlig praktisk vært, Birthe så det var en glæde at dele stilheden, tidebønnen og meditationerne og at afslutte med en gudstjeneste. - For mig blev det en faste-øvelse ud over det sædvanlige fordi Johannes og William kom for at holde vinterferie mens jeg var i kirken. Jeg måtte pænt vente til lørdag aften med at være sammen med mit barnebarn og hans far. Men så var vi også til en dejlig familiefødselsdag sammen. Husbond manglede, han var i Århus og Vejle for at holde årsmøder i menighederne der. - I dag søndag fik jeg lov at lede en festlig gudstjeneste, hvor to drenge blev døbt.
 Da vi havde spist kirke-frokost sammen med menigheden, blev de to sønner og jeg enige om, at det var nu, vi skulle i ZOO! Vi nåede to timer - det er godt nok dyrt - men det var koldt at gå rundt derude, så det var ok.
 William havde ikke megen tålmodighed, og behøvede ikke at se ret længe på de enkelte dyr, før han skulle videre.

 Girafferne var måske lidt mere spændende. De gik sindigt rundt i deres høje hus og spiste mad af højthængende kurve.
Efter ZOO tog vi alle sammen på burgerrestaurant og sluttede dagen med manér. Dejlige dage - ogi morgen har jeg fri, for William er her stadig!

Thursday, February 19, 2015

Let på tå!

Billedet er fra Pilgrimsvandringen gennem Palæstina i november. Og for præcis et år siden var vi på den store rejse til Israel. Jeg har været igennem alt dette i tankerne i dag, da jeg har brugt tid på at skrive en artikel om pilgrimsturen. Ellers er jeg ved at gøre klar til et døgns retræte, jeg skal holde for en gruppe kvinder fra Baptistkirken i Danmark fra i morgen aften.
Aftenen har jeg tilbragt i det dejligste selskab! Jeg har været til ballet på Gamle Scene. En ven havde købt billetter til Dans2Go-arrangementet i aften, men kunne ikke selv komme. En fyldt sal overværede først "Cacti" en moderne forestilling af den svenske koreograf Alexander Ekman. Den var flot, sjov og viste præcision og styrke. Efter pausen så vi "Etudes" af Harald Lander. Jeg husker den fra tv; en ballet om ballet. Vi ser alle øvelserne fra træningssalen udført smukt og med stigende sværhedsgrad. Til sidst er de 39 dansere på scenen, der bevæger sig helt synkront. Det var en fest!

Tuesday, February 17, 2015

Aftentur - også gennem Krystalgade

 Husbond og jeg går ofte en tur om aftenen. I dag var vi omkring Amalienborg, Skuespilhuset og Kongens Nytorv. På sidstnævnte er der sat en "Happy wall" op på plankeværket omkring Metro-byggeriet. Her forsøger folk at skrive beskedder, navne og kærlighedserklæringer. Ofte får de ikke ro til at færdiggøre projekterne, inden andre er begyndt i den anden ende. Men her til aften var det lykkedes en turist at udtrykke sin kærlighed til Israel/israelere. Vi erklærede os enige! - (Og nu, indser jeg, efter at min svigerinde har nærlæst, at det nok er en kærlighedserklæring til Isabelle:-)
Christianitterne har været her!
 Senere på turen var vi, som ofte, gennem Krystalgade. Her er stadig meget politi, men også mange, mange blomster, flag, breve og basketbolde. Mennesker i alle aldre står stille, læser går lidt videre og står stille igen. Det er overvældende!

Flag fra mange nationer, og hjerteballoner!

 Vi er ret gode til at passe tiderne, når vi går. Vi skulle være hjemme senest kl 22, for da skulle rugbrødet ud af ovnen. Det daglige brød, tak for det, og tak livet!

Sødt skal der til! SMIL!

For en meget sjælden gangs skyld var der behov for et besøg i en slik-butik i aftes. Vi modstod fristelsen til at købe denne fantastiske slik-pizza, men noget sødt var der behov for. Ekspedienten var en ung, tørklædeklædt kvinde, og det var dejligt, for så var der mulighed for at smile til en muslim. -
Slik-handlen foregik på Østerbrogade på vej hjem fra den store samling ved "Krudttønden" mellem 20 og 21. Vi var over 30.000 samlet.
I København, Indre By var alle flag på halv.

Det var en stor oplevelse at være med. Aldrig har jeg været sammen med så mange, så stille mennesker på en gang. Almindeligvis snakker folk, drikker, går rundt - men her var helt stille. Den eneste lyd var mobiltelefoner, der dokumenterede og sagte kamerahold, der på fremmede tungemål spurgte til, hvorfor folk var med denne aften.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men glæden over at se så mange unge mennesker var stor. De var klart i overtal. Det fylder mig med håb og tro.
Nu mangler jeg at finde nogen muslimske venner!